Gøgereden på lykkepiller

Morten BH møder mig med et bredt smil. En ranglet skikkelse med indfaldne kinder, fremstikkende kindben og Bundesliga-hår, som han uafladeligt purrer op i, mens vi snakker. Noget yngre af udseende end de 36 år, han egentlig er.

Han blev uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 2007 og står bag satireserien A-klassen om arbejdsløshedsmarkedet, der blev vist på DR2.

Nu debuterer han som spillefilminstruktør med komedien Kolbøttefabrikken, som finder sted på en psykiatrisk afdeling.

Her udfordres overlægens videnskabelige verdensbillede, da den alternative behandler Acacia bliver indlagt og sætter afdelingen på den anden ende med sine aldeles uvidenskabelige ideer. Med numerologi, astrologi og feng shui truer hun fundamentet under pilleindustrien.

Bekostelig affære
Paprika Steen har hovedrollen som den speed-snakkende Acacia. Fra A-klassen har Morten BH genbrugt skuespilleren Ole Boisen, som spiller overlægen. Han har også genbrugt princippet om improvisation, eller som der står i pressematerialet: ”Mike Leigh-metoden.”

Hverken Paprika Steen eller Ole Boisen synes imidlertid, at metoden havde meget at gøre med den engelske auteur Mike Leigh, som bruger månedsvis på at udvikle karaktererne sammen med skuespillerne, før de for alvor går i gang. Og når det kommer til stykket, er Morten BH også i tvivl.

”Jeg er selv forbeholden omkring det,” medgiver han. ”Men især Ole Boisen har været ude og snakke med nogle overlæger for at finde inspiration, og Mia Lyhne har gjort noget lignende med plejepersonale og folk, hun kender, som har taget sig af psykisk sårbare mennesker.”

Mia Lyhne var ligesom Ole Boisen en del af A-klassen. I Kolbøttefabrikken er hun en af sygeplejerskerne.

”Jeg gav jeg dem nogle stikord, og så vendte Ole og Mia tilbage med nogle karaktertræk, som jeg ikke var herre over,” fortæller Morten BH. ”Der bliver det lidt Mike Leigh-agtigt. Det er nok meget at kalde det sådan, for hans proces er et årelangt forløb og en bekostelig affære. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde mit værktøj, men jeg kan lide det.”

Instruktøren havde på forhånd en klar ide om, hvor historien skulle hen. Men filmens stil og tone var i høj grad lagt i hænderne på skuespillerne, der improviserede samtlige replikker.

”Jeg vidste, at jeg ville have et clash imellem to kontraster, systemet imod det alternative, Ole og Paprika. Og Ole skulle ikke bare forsvare systemet, men være systemet og forbruge det, så han begynder selv at tage piller.”

En glad idiot
Til gengæld er der ingen større politisk dagsorden bag filmen. Den skulle bare være sjov.

”Det var et dogme fra start, at vi ikke ville vælge side. Vi skød helt klart efter pilleindustrien, men vi holdt os ikke for fine til også at skyde den anden vej – mod det alternative. Jeg sidder sgu ikke med nøglen til psykiatriens gåde, for så var jeg blevet politiker og havde gjort noget rigtigt ved det. I stedet har jeg lavet en film om storheden i det små, som jeg selv synes er sjov.”

”Helt poppet sagt er jeg sgu nok bare en glad idiot, der selv ville vælge film i den mere underholdende genre. Det er bare en komedie! Men jeg synes ikke, at filmen er så straight igen – den er sådan lidt sort og quirky.”

Improvisationsmetoden mundede ud i et næsten uoverskueligt arbejde i klipperummet. Kameraet havde kørt løs på optagelserne, og dynger af materiale måtte kasseres.

”Der har været så rocker-meget materiale, at vi nær var druknet,” griner han. ”Det har været meget mere omfattende end at lave en tv-serie med afsnit a 22 minutter, for der var større krav til helhed, flow og genre her. Jeg kan godt forstå, at mange instruktører har brug for at øve sig på en tre-fire film. Efter at have lavet min første må jeg sige, at det kræver en del film at blive rigtig, rigtig god.”

Inspireret af egne oplevelser
Kolbøttefabrikken kan betegnes som Gøgeredens sjove danske fætter, hvor Acacia ligesom Jack Nicholsons Randle McMurphy animerer et mindre patientopgør på den lukkede afdeling. Som da Acacia taler en af de andre indlagte fra at begå selvmord og beroliger, at alt nok skal gå, hvis blot han fremover undlader at gå i gult.

Historien følger samme ruteplan som Milos Formans klassiker, selvom den lægger snittet anderledes. Det hvide snit lægger den slet ikke.

”Ja, det er lidt Gøgereden på lykkepiller. Jeg er meget glad for den film, men på den måde bliver min film hverken et remake eller et decideret rip-off. Der er selvfølgelig nogle scener, der minder påfaldende meget om Gøgereden, for eksempel en udetur, der ligger omtrent samme sted i filmen. Den ligger bare skidegodt rent dramaturgisk i Gøgereden, og jeg synes ikke, den film kan have patent på, hvor sådan en udetur skal ligge.”

Morten BH har til en vis grad baseret sin historie på egne erfaringer. Han har selv været indlagt med en depression og fandt inspiration i de skæve eksistenser.

”Jeg har haft psykiatrien tæt inde på livet og både været indlagt og fået adskillige forskellige piller igennem min tid,” siger han og føjer et nervøst grin til.

”Meget af dækningen på psykiatrien har det med at blive lidt tung i det, men jeg har oplevet en anden side af miljøet. Der er et liv og nogle mennesker, som på trods af heftige psykiske problemer er mere levende end mange grå 9-17-mus. Der er nogle vilde personer, som jeg gerne ville give liv, og som jeg synes, er fede at være i selskab med," siger han.

"Vi ville for eksempel vise, at personalet har sgu også problemer, som kommer frem, når man kradser lidt i overfladen. Patienterne har ikke patent på at have det dårligt.”

Nærmest nævekamp
Ole Boisen er en mester i improvisation med over ti års erfaring fra impro-gruppen Alt På Ét Bræt. Mia Lyhne kendte Morten BH’s metode fra A-klassen. Til gengæld var filmen en prøvelse for Paprika Steen, som hun fortæller i dette interview. Paprika var også en prøvelse for Morten BH.

”Jeg har altid syntes, at hun var en pissedygtig spiller. På mærkværdig vis får hun altid sine karakterer til at leve. Hun har bare noget grace, som jeg er helt på røven over,” siger instruktøren.

”Når så man skal filme med hende, opdager man også, at det både er en velsignelse og en forbandelse. Hun sætter spørgsmålstegn ved alt. Og gudskelov, vil jeg sige, for med hendes erfaring er det sgu sjældent så dumt, det hun kommer med. Hun er pisseskarp og har en utrolig medfødt humor. Men hun formår bare at trykke på alle ens ømme punkter.”

”Det har været et til tider frustrerende samarbejde – også for mig. Men jeg har lært meget af det. Og man er sateme også dum, hvis man som debuterende instruktør ikke tager så gode spillere med på råd. Nogle dage var det med knus og kram. Andre dage var det nærmest med nævekamp.”

Sjovere end jeg nogensinde bliver
Instruktøren skynder sig at understrege, at de to er på god fod. Han er glad for deres indbyrdes diskussioner, for det viser, at Paprika Steen bekymrede sig om filmen.

”Paprika har nok lavet så meget, at hun i virkeligheden ikke er så glad for at blive instrueret længere, fordi hun kender sit redskab og sin muskel bedre end nogen anden. Men de ture, vi har haft, dem skal der være. De opstår, fordi man alle sammen tror på projektet.”

”Jeg ville først blive nervøs for filmen, hvis der ingen diskussioner var. Så må man tage en gruppekrammer, når det hele er overstået.”

Trods de mange timer i klipperummet og opgørene med Paprika Steen fortryder Morten BH ikke et sekund, at han lavede filmen, som han gjorde. Han føler, at improvisationen gav filmen det, han var ude efter.

”Det føler jeg 100 procent. Og jeg er heller ikke på vej væk fra den her metode. Jeg er tværtimod i gang med en sitcom med Jonatan Spang til TV2 Zulu. Improvisation giver liv, og med det line-up jeg havde her med Ole, Paprika, Mia, Zlatko (Buric, red.) og Mick (Øgendahl, red.) – folk som vitterligt har noget at komme med – ville det være direkte uforskammet, hvis jeg ikke som instruktør gav dem lov til at komme med det. De er alle sammen langt sjovere, end jeg nogensinde bliver.”

Kolbøttefabrikken har premiere 29. maj.