Nyhed
25. okt. 2019 | 13:47 - Opdateret 25. okt. 2019 | 15:15

Regner Grasten tror stadig på sin Blixen-film

Foto | Steen Wrem
Regner Grasten lod sig for små ti år siden fotografere i Karen Blixens kunstnerhjem Rungstedlund, da han første gang fortalte Ekko om sit filmprojekt om forfatteren.

Filmproducenten erkender, at to andre film om Karen Blixen med profilerede instruktører har overhalet ham indenom, men det ser han kun som en fordel.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

”Det er da bare fedt,” svarer den erfarne filmproducent Regner Grasten kækt på spørgsmålet, om han frygter de to kommende Karen Blixen-film.

”Jo bedre de andre film er, jo mere interesse for Blixens liv spreder det, og det er jo kun godt for Tanne.

Grasten har i de sidste 30 år drømt om at lave en film om Karen Blixens unge år med titlen Tanne, som Anne-Grethe Bjarup Riis skal instruere. Men alle ansøgninger om støtte har fået afslag, og nu er to andre projekter om forfatteren på vej.

Fra partner til rival
Den ene er May el-Toukhys Løvinden, der vil beskæftige sig med Blixens tid i Afrika ligesom den amerikansk producerede Mit Afrika med Meryl Streep fra 1985.

Den anden film, Pagten, handler om Blixens ældre dage og forfatterens forhold til digteren Thorkild Bjørnvig.

Den skal instrueres af ingen ringere end Oscar-vinderen Bille August. Filmen har allerede fået produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut og er således den af de tre Blixen-film, som er længst fremme i tilblivelsesprocessen.

Bille August skulle oprindeligt have lavet Tanne sammen med Regner Grasten, men i 2012 blev deres samarbejde opløst. Der er dog ingen harme at spore hos producenten.

”Vi var meget enige om, at vi havde forskellige idéer. Han ville lave en film om den senere Blixen, mens jeg var mere optaget af barndommen,” siger Regner Grasten.

”Jeg tror, Bille kommer til at løse opgaven perfekt, og jeg er glad for, at det bliver ham. Det er nemlig vigtigt for os, at der kommer nogle gode Blixen-film, så der skabes en masse entusiasme. Det er først, hvis Bille August og May el-Toukhy laver noget lort, at vi har et problem.”

Opvækstens betydning
Regner Grastens Tanne – Blixens kælenavn – handler om forfatterens dramatiske opvækst.

Hendes mor kom fra en nyrig, borgerlig familie, mens faren var af gammel godsejerfamilie.

Han var officer i den danske og franske hær og blev senere løsgænger i Folketinget. Men faren begik selvmord på grund af syfilis, da Karen var blot ti år gammel.

”Det er et enormt interessant kulturelt møde, der finder sted i Blixen-hjemmet, og det er noget, Tanne trækker på i hele sit forfatterskab. Den historie er aldrig blevet fortalt!” fortæller Regner Grasten.

Nej på nej
Alba August (Unge Astrid) og Katrine Greis-Rosenthal (Lykke-Per) er på rollelisten, men Grasten har alligevel haft svært ved at få søsat sit hjertebarn.

”Vi kan simpelthen ikke få overbevist hverken Det Danske Filminstitut eller tv-stationerne om, at Karen Blixens forældre er en sindssygt vigtig del af hendes liv og person. Ikke endnu i hvert fald. For alt kan jo ske!”

– Men er det ikke usandsynligt, at Filminstituttet vil støtte tre store spillefilm om Blixen lige efter hinanden?

”Ikke nødvendigvis. Der er da blevet støttet flere film om Anden Verdenskrig siden Hvidstengruppen, er der ikke?”

– Jo, men Anden Verdenskrig er vel også noget større end et enkelt forfatterskab?

”Tja, projekterne er så forskellige, at jeg ikke tror, det bliver et problem. De andre vil jo tage sig af helt andre dele af Blixens liv.”

– Ja, det kunne vel nærmest være en trilogi: Blixen på sine unge og ældre dage og indimellem hendes ophold i Afrika?

”Ja, vi giver i hvert fald ikke op. Vi fik jo også virkelig mange nej’er til Hvidstengruppen, så vi er vant til det. Men det bliver tidligst i 2022, for vi skal være færdig med Hvidstengruppen: de efterladte først.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko