Greta lærte mig at tage toget

Alle har hørt om klimaaktivisten Greta Thunberg, men ikke mange kender hende så godt som Nathan Grossman.

Den svenske dokumentarinstruktør er i Venedig for at præsentere sin portrætfilm I Am Greta, der spiller uden for konkurrence på filmfestivalen. Han kom næsten snublende til historien.

”Da jeg startede filmen, havde jeg ingen anelse om, hvem hun var,” siger han til rundbordsinterview på det prangende Hotel Excelsior.

Men Nathan Grossman fattede interesse for den hovedstærke femtenårige, nærmest så snart hun satte sig foran Riksdagen med sit protestskilt. Hvor skolestrejken ville føre dem hen, havde ingen dog nogen anelse om.

”Jeg tænkte, at det måske kunne blive til en kortfilm. Men i løbet af vinteren, da strejken spredte sig til andre lande, og der pludselig var titusindevis af mennesker på gaden, tænkte jeg: ’Det her er større, end jeg troede!’”

Ungdommeligt oprør
I Am Greta bruges Greta Thunbergs rejse med båd til New York som en rammehistorie, men hovedhistorien er hendes kometkarriere som symbol på et ungdommeligt opgør med de voksne, der har ladet stå til, indtil det næsten er for sent.

”Det er vigtigt, at nogen taler magthaverne imod,” siger Nathan Grossman. ”Hun har fået medvind, fordi hun er oprigtig. Til mange af de møder, hun tager, er der sociale koder og bestemte måder at være på. Hun går bare ind og siger, hvad hun mener.”

Én herlig scene viser, hvordan hun kort før en FN-konference i Polen verfer sin søde velourpapa Svante væk, så hun kan koncentrere sig om sin tale i stedet for sit tøj.

”Andre personer i offentlighedens søgelys bærer jakkesæt og pænt tøj,” griner instruktøren. ”Men meget af hendes succes som aktivist skyldes, at hun bare er sig selv.”

Skinger latter
Nathan Grossman er uddannet dokumentarist fra Stockholms Dramatiska Högskola og har arbejdet på dokumentarer som Stieg Larsson – manden der legede med ilden.

For ham var den store balancegang i I Am Greta at komme bag om den aktivist, alle efterhånden er kommet på fornavn med, og finde ind til den mere private – og sårbare – pige. Hende, der har Aspergers syndrom, og som i perioder har lidt af depression.

”Jeg ville ikke udsætte hende for mere pres,” siger instruktøren. ”Som filmskaber er det vigtigt at være bevidst om etikken i det, man laver, så jeg forsøgte bare at følge efter hende og komme ind til hendes møder. Optagelserne var meget cinéma vérité.”

Det tog tid at vinde hendes tillid, men efterhånden kom Nathan Grossman tættere på. Også rent fysisk, forklarer han:

”I begyndelsen lavede vi mest totaloptagelser, men efter et par dage tog jeg kameraet fra stativet og satte mig ned med hende. Og som vi brugte mere tid sammen på lange togture fik vi et langt tættere forhold.”

”Jeg vil aldrig glemme hendes latter, første gang jeg hørte den i høretelefonerne,” siger han og tænker tilbage med et smil. ”Den skærer nærmest i ørerne, fordi den er så skinger. Og den fjollede, glade person havde jeg ikke set i nyhederne.”

Lille brik i politisk spil
Et genkommende tema i filmen er måden, Greta Thunberg bliver brugt og misbrugt af politikere, der scorer billige point på at optræde sammen med hende – uden for alvor at høre, hvad hun har at sige.

Da hun holder tale i Europakommissionen, roser formanden Jean-Claude Juncker hende for en passioneret brandtale. Greta lytter med via et headset, men tager dem af, da formanden når frem til det nærmest uundgåelige: ”men.”

”Hun var meget bevidst om det. Det er næsten det, filmen handler om, at hun bliver stadig mere frustreret over at støde panden mod en mur,” fortæller Nathan Grossman.

I nyhedsklip har både Putin, Trump og Brasiliens præsident Bolsonaro decideret ukærlige ord til den purunge klimaforkæmper.

”Jeg ved ikke, hvorfor hun er så provokerende for dem,” sukker instruktøren. ”Hun taler om tal og fakta fra rapporter, alle har set, så hvad er problemet? Er det bare, fordi hun er en pige?”

I filmen er der en scene, hvor Greta fnisende læser ondsindede tweets om sig selv højt for familien. Far Svante finder det mindre morsomt. Der er nemlig også dødstrusler iblandt hadebrevene, og al latter forstummer, da han på et førstehjælpskursus får vist, hvordan man stopper blødningen ved at skudsår.

Klimahåb i coronatider
I Am Greta har hele vejen igennem blik for de personlige omkostninger, klimakrisen har afkrævet den unge aktivist.

”Jeg længes efter en hverdag med rutiner,” siger hun i en videodagbog på overfarten til New York. ”Jeg har ikke lyst til at gøre alt det her. Det er for meget for mig. Men jeg ved, hvor meget der står på spil.”

Filmen slutter med at indgyde håb, når den viser aktivister tale med kampgejst verden over, opildnet af den samme retfærdige harme, der førte filmens hovedperson fra Stockholms brosten til FN’s klimatopmøde.

Det er et håb, coronakrisen har sat midlertidigt i bero.

”Vi ved, at klimaforandringer stadig lurer rundt om hjørnet, når vi er færdige med denne krise,” siger Nathan Grossman. Alle rundt om bordet har maske på. Det er en ny virkelighed.”

– Er det ikke farligt at sige, at den tager vi bagefter?

”Jo, det er godt, du retter mig. Jeg har tidligere talt om vores evne til at jonglere to kriser samtidig. Det lader til at være meget svært. Og klimaforandringerne lader ikke vente på sig.”

”Men vi ser også, at når noget virkelig opfattes som en krise af politikerne, griber vi også til handling. Så jeg tror, der er en smule håb.”

Alle kan gøre en forskel
I Am Greta er først og fremmest en hyldest til en modig ildsjæl, og Nathan Grossman er ikke forbeholden i sin beundring af hendes kampgejst. Han har selv taget ved lære af Greta Thunberg og vil have publikum til at gøre det samme.

”Én måde, Greta har smittet af på mig, er erkendelsen af, at det ikke er sværere end som så at gøre en forskel som individ. Jeg tog toget herned, og jeg tager toget hjem igen. Det tager noget tid, men det er ikke svært for mig at inkorporere den miljøbevidsthed i mit liv.”

– Er der en vis ironi i, at filmen har premiere på filmfestivalen i Venedig, hvor de fleste ankommer med fly?

”Afgjort. Greta siger i filmen, at når først man får øjnene op for klimakrisen, så ser man den allevegne. Jeg kan se den i dette lokale, hvor aircondition køler os ned. Festivalen er sponsoreret af bilfabrikanter. Men ganske som Greta gik ind i den politiske arena for at sprede sit budskab, er filmen nødt til at bruge de eksisterende strukturer.”

Efter verdenspremieren på Lidoen får I Am Greta premiere i løbet af mange lande i løbet af efteråret – også i USA, hvor klimaet er på dagsordenen til valget i november.

Timingen er ikke planlagt, siger Nathan Grossman, men heller ikke uvelkommen.

”Jeg håber da, at folk tager hendes måde at se verden på til sig. Jeg tog toget hertil, og det er vel en privat forandring. Men vi har brug for systemisk forandring, og det kan kun ske ved at stemme på folk, der går ind for de samme ting som os. Vi har brug for begge dele.”