Sundance: Grin og gys ved midnatstid

Midnatsvisninger på Sundance-festivalen i USA er en verden for sig. 

Hovedprogrammet er fuldt af lødige dramaer og stærke historier, premieresektionen giver en forsmag på studiernes dramasatsninger, og NEXT-sektionen er fokuseret på filmeksperimenter og nye stemmer. 

Men Midnight-sektionen er helliget genrefilm, og her får man nogle af festivalens vildeste, sjoveste og mest outrerede oplevelser. 

Tag nu midnatspremieren på Brandon Cronenbergs udsyrede Infinity Pool, hvor festivalgæster blev mødt af frivillige i marmorerede mareridtsmasker, og hvor Alexander Skarsgård – kendt for IMDbs bedste profilbillede – troppede op iført et hundehalsbånd med snor! 

Netop den slags skævvredne genrefilm, det er bedst at se i en tætpakket biografsal med et overgearet publikum, som gisper, griner og hopper i sædet på de samme tidspunkter. 

Amokløb på rigmandsferie
Infinity Pool er en ondsindet satire om løbske feriegæster i et fiktivt østeuropæisk land tre-fire nøk til venstre for virkeligheden.

Her keder den selvoptagede éngangsforfatter James (Alexander Skarsgård) sig med sin kone på daseferie på et indhegnet rigmandsresort ved, hvad der til forveksling ligner Adriaterhavskysten.

Men han liver op, da han møder den heftigt indladende fan Gabi (Mia Goth). Hun inviterer ham på picnic med sin langt ældre arkitektmand og sniger sig op bag ham, mens han lader vandet, for at rive ham af.

En håndsrækning, vi ser i et udpenslet nærbillede, der intet overlader til fantasien.

Instruktøren slægter sin far – David Cronenberg – på, hvad angår chokerende billeder. Og fans af Antiviral og Possessor vil ikke blive skuffet af de psykedeliske montager af vold og sex og hjernesmeltende perversiteter, der følger, da James falder i med hotellets rigmandsslæng.

Dræb din dobbeltgænger
På vejen hjem kører James nemlig en fattig bonde ned og hentes næste dag af politiet. En officer (Thomas Kretschmann) informerer ham om, at efter landets love er bondens ældste søn berettiget til at dræbe ham for at genoprette familiens ære.

Men i La Tolqa, som landet hedder, kan vestlige turister betale sig for at få skabt en dobbeltgænger, fuldkommen identisk med dem selv, som de lokale kan dræbe i stedet.

Det eneste krav er, at de skal overvære henrettelsen!

Da James fra tilskuerrækkerne ser sig selv blive knivdræbt af en teenager, fyldes han ikke af afsky, men af ophidselse. Hans kone vil hjem, men James finder sammen med Gabi og hendes venner, for hvem ferien går ud på at begå horrible forbrydelser og betale sig fra det.

Der er ikke den grænse, de ikke vil overskride – jo mere sadistisk og voldeligt, desto bedre. Vanviddet bliver stadig mere bizart, efterhånden som Brandon Cronenberg følger sit koncept langt ud over enhver fornuft.

Gakket sabotagetogt
Nida Manzoors britiske kung fu-film Polite Society er i en anden boldgade.

Den britisk-pakistanske manuskriptforfatter og instruktør er bedst kendt for serien We Are Lady Parts, og hun debuterer med en røvsparkende actionkomedie i Edgar Wright og Gurinder Chadhas ånd.

Polite Society handler om den unge, britisk-pakistanske Ria, der drømmer om at blive stuntkvinde og sætter alt ind for at sabotere sin søster Lenas arrangerede ægteskab.

Godt nok er søsteren helt vild med fyren, der kommer fra en hovedrig familie, har et strålende tandsmil, skarpskåren sixpack og egen lægepraksis. Men hun vender en strålende kunstnerkarriere ryggen, mener Ria, og er der i øvrigt ikke noget lidt suspekt over hans forhold til sin mor?

Det forrygende manuskript bliver stadig mere gakket, som sabotagetogtet tager fart. Det fyger om sig med skarpslebne replikker, og Priya Kansara er en fryd som Ria. Hun er lige dele usikker, stolt og selvoptaget, fyldt af retfærdig harme på sin søsters vegne.

Da hun efter at have kikset sit signaturcirkelspark hele filmen endelig rammer plet, kom er det et uforfalsket sejrsbrøl fra publikum i salen.

Onyx må redde dagen
Den okkulte horrorkomedie Onyx the Fortuitous and the Talisman of Souls er skabt af Andrew Bowser (hovedrolleskuespiller, instruktør, manusforfatter og klipper), hvis særegne humor gør filmen til en underholdende overraskelse.

Filmen er bygget op om karakteren Marcus J. Trillbury, der også er kendt som Onyx the Fortuitous og Weird Satanist Guy. 

Han er oprindelig en YouTube-opfindelse, hvor han i bedste Borat-stil tager pis på folk på gaden med sit sortrøde outfit og store skæg. Den speedsnakkende stemmeføring får ham til at lyde, som om han sælger en barbermaskine eller kommenterer et rally-løb. 

I filmen, der er finansieret via crowdfunding-portalen Kickstarter, får han og fire andre superfans muligheden for at bistå den store troldmand Bartok the Great med at hidkalde en dæmon, der vil give dem alle evigt liv. 

Men troldmanden falder dem selvfølgelig i ryggen, og mens han én efter én gør de andre fans til sine zombieslaver, må Onyx redde dagen. 

Det er en fjollet, 80’er-inspireret komedie med store armbevægelser og et plot, der virker, som om nogen har gakket sig frem til det på en løssluppen Dungeons & Dragons-aften. Men den går all in med imponerende effekter, gennemført produktionsdesign og en tone, der er skæv nok til at skille sig ud og simpel nok til, at alle kan være med. 

Tal til de døde
Andre midnatsfilm spiller deres kort mere sikkert.

Den amerikanske Birth/Rebirth lover blod og skræk efter Frankenstein-opskrift med et snusket gys om en sygeplejerske, hvis lille datter dør og genoplives af en skruppelløs retsmediciner.

Retsmedicineren brygger sit vidunderserum hjemme i lejligheden med stamceller fra sine egne aborterede fostre. Det er en vidunderligt ulækker præmis, som instruktør Laura Moss desværre forspilder på et manuskript, der er mere interesseret i etik end gotik. 

Så er der mere at gyse af i australske Talk to Me, hvor den nyeste teenagedille går ud på at tænde et stearinlys, sige en besværgelse og lade sig besætte af døde ånder.

Det kan kun ende galt.

I åbningsscenen lader en teenagedreng stearinlyset brænde for længe, knivdræber sin gode ven og derefter, med et brutalt stik lige i øjet, sig selv.

Som publikum kan komme med et kvalificeret gæt på, hvad der er i vente, da Mia – hvis mor meget pludselig begik selvmord – og hendes veninde kaster sig ud i åndemaneri til en fest.

Men det kan betale sig for genrefilm at holde, hvad de lover. Også rent bogstaveligt, for Talk to Me er allerede købt til dansk distribution. Og man forstår hvorfor.

Filmens teenagefnidder i de første to akter bliver en kende kliché, men instruktørbrødrene Danny og Michael Philippou kan deres skræmmetricks på fingerspidserne og bruger dem med ubønhørlig præcision og tiltagende spænding. 

Det allersidste billede er mesterligt foruroligende og svært at glemme, da jeg vakler hjem i seng med gys og gru på nethinden.