Grindhouse

"Grindhouse" på dansk?

Quentin Tarantino og Robert Rodriguez' længe ventede "dobbeltfilm", der går under navnet Grindhouse, vil få en masse forvirrede anmeldere til at trænges om ordbøgerne. For hvad betyder egentlig dette ældre amerikanske slangudtryk?

"Grindhouse" refererer til de gamle, kolonorme biografer i amerikanske storbyer, som viste film dagen lang og i nogle tilfælde natten med, typisk som et tredobbelt program (med trailere), der kørte i sløjfe. Billetterne var billige, og man kunne blive hængende, lige så længe man havde lyst. Lyset kom aldrig på, og der var ingen pauser mellem filmene, så det virkede, som om de gled ind i hinanden eller skurrede op og ned ad hinanden - deraf ordet "grind".

"Grindhouse" bliver også (fejlagtigt) sat i forbindelse med udtrykket "bump and grind", som er slang for en strippers vridende hoftebevægelser. Det har givet "grindhouse" associationer til lummer sex, og lanceringen af Tarantino og Rodriguez' film lover da også "uncensored sexuality and hardcore thrills". Men tidligere tiders grindhouses var ikke nødvendigvis sexbiografer, nogle viste westerns, andre Kung Fu-film.

Fortabte sorte og hvide bumser 
Ingen biograf blev som udgangspunkt opført som et grindhouse. Det var snarere et stadie, som biograferne gennemløb, som regel i slutningen af deres levetid, når ejerne mente, at de kunne lave flere penge ved at vise exploitation-film end ved arthouse- eller mainstream-film.

Tendensen tog for alvor fart umiddelbart efter Anden Verdenskrig, da rækkerne af biografer klumpet sammen på hovedgaderne i de store byer - gader som Market Street i San Francisco, Broadway i Los Angeles og 42. gade i New York - begyndte at sælge billige billetter for at modstå konkurrencen med hinanden og med tv. På dette tidspunkt var filmene stadig noget tamme på grund af censurloven, men det var ikke desto mindre en stærk og meget urban oplevelse at se film i disse rammer.

I august 1949 besluttede Jack Kerouac, forfatter til On the Road (da. Vejene), og hans rejsekammerat Dean Moriarty at spendere en nat i et grindhouse i Detroits slumkvarter i stedet for at finde et hotel, og oplevelsen er skildret i hans bog fra 1957:

"De mennesker, der sad i natbiografen, var helt nede på bunden. Fortabte sorte fyre, der var kommet op fra Ala­bama, fordi de havde hørt rygter om, at de kunne få arbejde på bilfabrikkerne, gamle hvide bumser, unge langhårede hippier, der var røget helt ned og drak billig pullimut, ludere, almindelige par og husmødre, der ikke havde noget at lave, ikke nogen steder at tage hen, ikke nogen at tro på. Hvis man slyngede hele Detroit rundt i en salatslynge, kunne man ikke få nogen bedre massiv kerne af bærme."

Efterhånden som slummen indtog centrum i de amerikanske storbyer i løbet af 1960'erne, gik de engang så respektable biografer mere og mere i forfald, og publikum blev mere barsk - og sort (i tiden før 1960'erne var de fleste biografer i storbyerne raceadskilte, måske lige bortset fra slum-biograferne). Ved slutningen af årtiet holdt grindhouse-biograferne den kørende på en diæt af stadig mere voldelige exploitation-film, som omtrent kan oversættes til spekulationsfilm.

Regulære optøjer
Exploitation-film er kunstfilmens absolutte modsætning. Filmene blev produceret hurtigt og billigt for at tjene penge. De fleste af instruktørerne havde intet ønske om at fremme filmkunsten eller udtrykke en personlig vision, selv om de i heldigste fald kom til det alligevel.

Filmene byggede ofte på samtidige trends eller sensationelle nyhedsbegivenheder (for eksempel inspirerede Christine Jørgensens kønsskifte­operation i København i 1952 en række ikke-danske film) og var rettet mod det yngre publikum og arbejderklassen. De gik efter at være så chokerende og sensationelle som muligt, og sex og vold indgik ofte i opskriften. Eftersom grind­house-biograferne først og fremmest spillede exploitation-film, bruges de to begreber ofte i flæng.

Disse film blev også spillet i tredjerangs drive-in-biografer, der fungerede som landlige grindhouses, og tilsammen var hele dette marked med til at etablere fuldstændigt nye genrer, som for eksempel kvinden-i-fængsel-serien. Den første af dem var The Big Doll House, som blev produceret af Roger Corman og instrueret af Jack Hill, og som blev skuespilleren Pam Griers filmdebut.

I 1970'erne nåede grindhouse-fænomenet sit ekstreme. Film som The Incredible Torture Show (aka Blood Sucking Freaks), Let Me Die a Woman, Snuff og Deep Throat konkurrerede med Kung Fu, Blaxploitation og storby-hævnfilm som Death Wish om pladsen på lærredet. Der var nærmest gået sport i det, når de ramponerede biografbaldakiner udstillede titler som I Drink Your Blood og I Spit on Your Grave til chok for de intetanende forstadsbeboere, som var taget ind på shopping-tur, og som endelig blev bekræftet i deres mistanke om, at storbyerne var ved at gå ad helvede til.

Heldigvis for forstadsfolket var der ingen af dem, der forsøgte at gå ind i biograferne. Her var nemlig lejlighedsvise slåskampe, folk råbte op mod lærredet, stoffer blev solgt på toiletterne, og regulære optøjer kunne bryde løs, hvis nogen fik øje på en rotte. Det var de perfekte omgivelser for filmene.

For dem, der var modige eller dumdristige nok til at købe en billet, kunne et besøg i et grindhouse være en kollektiv oplevelse, endda en slags katarsis. Undertegnede husker tilbage til 1981 under en forevisning af Caligula, hvor alle 800 publikummere i biografen på 42. gade skreg i kor på alle de rigtige tidspunkter. Det var mere som en romersk arena end en biografsal. Til en visning af I Dismember Mama i The World Theater i Hollywood samme år var der opstået et slagsmål i foyeren, og alle løb ud af salen for at overvære det.

Der var også plads til mere stille, sublime stunder. Foran mig til en visning af en teenage-splatterfilm i The State Theater i Los Angeles sad en gruppe unge sorte piger, der vantro fulgte med i, hvordan filmens (hvide) heltinde tudende snublede af sted på flugt fra morderen - som de altid gør. "Them white gals can't run for shit!" lød det i væmmelse fra de sorte piger.

Følelse af fællesskab
Amerikanske instruktører som Tim Burton, John Waters og Sam Raimi var dybt påvirket af exploitation-filmen i deres ungdom, og det skinner igennem i deres film i dag. Men ingen instruktør var mere påvirket end Quentin Tarantino. Alle hans film til dato kan ses som en hyldest til exploitation-æstetikken, især fra Jackie Brown og frem.

I netop den film castede han Robert Forster, hoved­rolleindehaveren fra Vigilante, og famøse Pam Grier fra Foxy Brown, men med et resultat, der er cool og fyldt med raffinement og nuancer - og meget lidt grindhouse. Kill Bill er for sin del en hyldest til Kung Fu-genren, men den har et ekstremt rent look. Igen meget lidt grindhouse.

Nu har Tarantino taget det endelige skridt, og i forsøget på at genskabe oplevelsen af at være i et grindhouse har han og Rodriguez endda tilføjet streger og ridser i deres film, og indimellem mangler der nogle klip. En hilsen til dengang, hvor filmoperatørerne i the grindhouses var berygtede for deres sjuskethed og operatørrummene gamle og beskidte, hvilket resulterede i alle mulige former for beskadigelser af filmrullerne.

At gå i biografen i dag er blevet en totalt kontrolleret oplevelse, og Tarantino og Rodriguez vil gerne bringe umiddelbarheden og det uforarbejdede tilbage i filmen og samtidig genoplive den fællesskabsfølelse, der opstår, når biografgængerne bliver tilpas forskrækkede eller forargede - og giver højlydt udtryk for det.

"Grindhouse" betød også dengang, at man kunne se mange film for ingen penge, og det er også en del af instruktørernes plan. "To eksplosive film for én films pris," prales der af i presseomtalen af Grindhouse, men i Europa bliver den samlede pakke desværre brækket op og hver film distribueret separat, hvilket uundgåeligt underminerer det aspekt af konceptet.

Dansk grindhouse
Som beskrevet i seneste nummer af EKKO har Danmark aldrig været en stor kilde til genrefilm, men dette har lige så meget at gøre med markedskræfter som mentalitet. Danmark har ganske enkelt aldrig haft mange grindhouses, og de to eneste drive-in-biografer, der eksisterede dengang, spillede mainstream-film, eftersom arbejderklassen op igennem 1950'erne og 60'erne ikke havde råd til biler. Og de danske producenter udnyttede ikke markedet blandt de unge i samme grad.

Men der er dog undtagelser. Ud af det blå i de tidlige 1960'ere dukkede en lydmand op ved navn Poul Nyrup og lavede tre fuldblods exploitation-film: Mellem venner, Villa Vennely og Stenbroens "helte". Nyrup var inspireret af de svenske Raggare-film og amerikanske ungdomsdramaer som Rebel Without a Cause, og som skuespillere brugte han sine venner og håbefulde starletter i forskellige grader af afklædthed. Filmene var primitivt produceret, savnede basalt håndværk og havde ingen kunstneriske ambitioner. Til gengæld havde de rock'n'roll-soundtracks! Rockmusik på film var på det tidspunkt helt ukendt i Danmark, mens det i amerikanske film havde været populært siden The Blackboard Jungle fra 1955.

I 1965, samme år som Stenbroens "helte" ramte biograflærrederne, kom Jeg - en kvinde, der var produceret af Peer Guldbrandsen og instrueret af den svenske fotograf Mac Ahlberg. Med både violiner og en flygtig flirt med rock'n'roll blev filmen et stort hit i hele Vesten og fremstod som Danmarks første virkelige internationale hit i 1960'erne.

Guldbrandsen og Ahlberg lavede en række efterfølgere, der udnyttede ­succesen og solgte billetter - i USA. Det kulminerede med Tre slags kærlighed i 1970 (den amerikanske titel var I, A Woman 3), et underlødigt melodrama, der med racisme, lesbianisme, stoffer, bikere og hippier kombinerede alle de mest sensationelle stereotyper med dårligt skuespil og et bizart plot.

Ved den totalt udsolgte premiere i Merry Teatret den 9. februar 1970 ankom de bikere, som havde medvirket i filmen, drønende til biografen på deres motorcykler. Og igennem hele forestillingen piftede de, råbte hånligt og fyrede kvikke bemærkninger af, mens de stampede i gulvet, hver gang de så sig selv på lærredet.

Exploitation-filmen var kommet til Danmark!

Peer Guldbrandsens speciale blev de lumre "erotiske melodramaer". Han var en selfmade man og formet efter amerikanske exploitation-pionerer som David Friedman, Roger Corman og William Mishkin. Han byggede sit eget studie og fik aldrig en krone i offentlig støtte. Ignoreret af kritikerne og holdt uden for den etablerede filmbranche var han kamplysten til det sidste (han døde i 1996) og slog ud efter de "langhårede" intellektuelle film for deres manglende evne til at sælge billetter.

Enden på en æra
I Danmark fortsatte man med at producere sexfilm op gennem 70'erne, og sengekants- og stjernetegn-serierne var kæmpesucceser både herhjemme og i udlandet.

Danmark havde opfundet sin egen exploitation-genre: glad porn!

Alt dette sluttede i 80'erne af flere grunde, ikke mindst fordi udlandets efterspørgsel efter denne type film døde hen. Danske film blev også mere og mere afhængige af offentlig støtte, og eftersom det erklærede mål i støttesystemet var at fremme "kunstneriske" film, som udtrykte en personlig vision, havde genrefilm svære kår.

På samme tid i USA begyndte exploitation-filmen at miste terræn. I slutningen af 80'erne blev næsten alle genrefilm udgivet på video, og de sagnomspundne grindhouse-biografer drejede nøglen om eller kørte udelukkende med hardcore porno. Det var i sandhed enden på en æra.

Der findes ingen tradition herhjemme for de roterende, tredobbelte filmprogrammer, men nogle københavnske biografer, for eksempel City Bio og Platan på Vesterbro og Colosseum på Nørrebro - alle for længst lukket ned - havde en ånd af grindhouse over sig. Og i midten af 80'erne skulle Saga på Vesterbrogade efter sigende have været et sandt grindhouse-mareridt med et publikum, der kunne lave en allerhelvedes ballade til visningerne af importerede exploitation-film.

Atmosfæren i de danske film i dag kan næppe kaldes grindhouse-venlig, men hvis ånden overhovedet kan siges at eksistere nogen steder, må det være i Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi. Refn voksede op i New York, blev stærkt påvirket af amerikanske genrefilm, og påvirkningen er mærkbar i hans film.

Og dog mangler filmene måske - når det kommer til stykket - noget af det, der kendetegner ægte grindhouse-ånd. I Pusher 2 besøger Tonny (Mads Mikkelsen) et bordel, men på trods af assistance fra to prostituerede kan han ikke få den op at stå. Det ville aldrig ske i en ægte grindhouse-film.


Oversat af Annemarie Hørsman

Jack Stevenson, f. 1955. Herboende amerikansk filmkritiker, der ofte behandler danske emner. Hans seneste bog er Witchcraft Through the Ages og handler om Benjamin Christensens Häxan. I 2008 udkommer Venus Rising - the Wild World of Scandinavian Sex Cinema.