Grodal: Jeg mobber ikke Freud

Christian Braad Thomsen har i en kommentar til min artikel På dybt vand om Cronenbergs film A Dangerous Method (Ekko #57) besværet sig over min behandling af Sigmund Freud.

Han hævder indledningsvis, at jeg sikkert aldrig har læst Freud eller i det mindste ikke forstået et pluk. Jeg kan berolige Thomsen, at jeg faktisk har brugt et par år af mit liv på at læse Freud. Og det fortryder jeg ikke, for som jeg skrev i artiklen:

”Freud var i sit udgangspunkt stærkt funderet i videnskabelige principper. Adskillige af hans indsigter er blevet bekræftet af moderne hjerneforskning.”

”Freud hævdede med rette, at store dele af, hvad der foregår i hjernen, er ubevidst, og at der ofte sker en fortrængning af oplevelser fra bevidstheden til ikke-bevidste dele af hjernen, uden at de ikke-bevidste dele derved ophører med at påvirke tanker og handlinger.”

”Han indså ligeledes, at mennesker ofte omfortolker og forskønner deres motiver, og at hjernen er en kampplads mellem forskellige impulser, der kæmper om overtaget.”

Så jeg mobber ikke Freud. Jeg påpeger blot, at selvom han havde mange gode indsigter, så tog han også på en række punkter fatalt fejl, hvad der jo ikke er et problem, med mindre man tror, at Freud er en gud, der for 100 år siden løste alle hjernens problemer.

En dygtig neurolog
Jeg skriver bevidst, at det er hjernen – ikke sjælen – der er kampplads for impulserne. For en af forskellene mellem mig og den midaldrende Freud er, at jeg og alle moderne psykologer ved, at det er den fysiske hjerne, der sætter rammerne for de følelsesmæssige konflikter.

Jeg køber ikke Christian Braad Thomsens påstand (punkt 2 i hans kritik), at Freud ikke behøvede at beskæftige sig med hjernen, fordi han var sjæleforsker og blot kunne snakke om barndomstraumer. Mange af hans mest problematiske ideer fra hans senere år kom sig af, at han ikke mere beskæftigede sig med hjernen.

I starten af sin karriere, og indtil han var næsten 40, var Freud hjerneforsker, der analyserede neuroner blandt andet i små, primitive væsener. Og han var en dygtig neurolog, der gjorde interessante opdagelser om strukturen i nerveceller.

Men økonomiske hensyn førte Freud væk fra karrieren som neurolog og ind i det kliniske arbejde og psykoanalysen, hvor han kunne tjene penge ved at behandle velhavende neurotiske patienter.

Slinger i valsen
Langsomt forlod han beskæftigelsen med den fysiske hjerne til fordel for, hvad Thomsen kalder ”psyken” eller ”sjælen”. Men hvis psyken ikke er et produkt af den fysiske hjerne (som den unge Freud så ivrigt analyserede), hvad er den så?

På den ene side forblev Freud darwinist og materialist. Men på den anden side ophørte han med at beskæftige sig med, hvordan hans teorier kunne hænge sammen med den fysiske hjerne, som dog skabte forestillingerne.

Og så kom der slinger i valsen.

For så behøver man ikke at kigge på basale, hjernemæssige funktioner eller sammenhænge mellem dyrs og menneskers funktionsmåder. Man postulerer blot nogle sjælelige mekanismer.

Driften for tilknytning
Disse problemer kommer særlig til udtryk i den rolle, som seksualiteten efterhånden kom til at spille i Freuds forklaringsmodeller.

Han havde selvfølgelig ret i, at nogle af hans patienter led af seksualneuroser, og at en samtale-kur kunne hjælpe en del af dem. Men når han efterhånden gjorde ødipuskomplekset til den centrale bygning i psykens udvikling, kom han på afveje.

En af den moderne psykoanalyses giganter, John Bowlby, der er grundlæggeren af centrale dele af den moderne opfattelse af barnets udvikling, har vist, hvorledes barnets tilknytning til den voksne plejeperson (typisk moren) er udtryk for en speciel drift for tilknytning.

Denne drift er ikke af seksuel karakter. Den udtrykker et biologisk behov for nærhed og beskyttelse, der er af vital betydning for overlevelse for alle pattedyr.

Fatale fejlbehandlinger
At forkaste ødipuskomplekset som den centrale forklaring af barnets udvikling er ikke et udtryk for seksualforskrækkelse. Det er en simpel konstatering af, at når en lille dreng holder af sin mor, er det ikke for at føre sin penis ind i moren.

Der er ligeledes intet belæg for, at den lille dreng skulle være bange for, at faren snittede hans penis af. Der er jo så mange andre ting, et lille barn kan være bange for.

Det er klart, at et lille barn kan kæmpe om morens opmærksomhed med faren. Men det kan nok så meget kæmpe med sine søskende om opmærksomhed. Ikke at være centrum for opmærksomhed kan være pinefuldt og skabe jalousi, men hvorfor skulle det have noget at gøre med kastrationsangst?

Problemerne med kastrationsangsten som begrundelse for dannelse af regulerende mentale mekanismer (det, som Freud kalder ”overjeget”) bliver særlig tydelige, når vi ser på, hvordan man så skal forklare pigers mentale mekanismer. For de kan jo ikke lide af kastrationsangst.

Overhovedet er Freuds kvindeopfattelse en af svaghederne ved hans teoridannelse. Og den førte til tider også til fatale fejlbehandlinger af hans patienter.

Har dyrene ødipuskomplekser?
Christian Braad Thomsens punkt nummer 1 påstår, at det er forkert, når jeg pådutter Freud, at alle fænomener kan forklares med seksualiteten.

Men selvom Freud, med sin baggrund som neurolog, af og til beskæftiger sig med andet end seksualitet, så bliver seksualiteten – inklusive en stærkt seksualiseret opfattelse af barnets forhold til faren og moren – den altafgørende forklaringsmodel.

Det ses tydeligst i den rolle, som ødipuskomplekset i stigende grad kom til at spille. Hele den adfærdsregulering, som barnet efterhånden annammer, bundede efter Freuds mening i drengens kastrationsangst.

Så siger Thomsen i sit forsvar for Freud: Denne angst er jo først en real-angst, som derefter fører til seksualundertrykkelse. Tja, men hele set-uppet er seksualiseret og giver yderligere ingen mening for piger eller dyr for den sags skyld. For man kan også dressere dyr, og de har vel ikke ødipuskomplekser.

Så svaret på indvending nummer 3 er det samme som ved punkt 1, nemlig at mens Freud i princippet arbejdede med andre årsager end seksualitet, så forklarer han i stigende grad alle fænomener i seksualiserede former i en mor-far-dreng-historie.

Spekulativ teori om dødsdriften
Da Første Verdenskrig førte til, at det væltede frem med krigsveteraner, der led af posttraumatisk stress-syndrom på grund af den psykiske overbelastning, tog Freud en spekulativ teori om dødsdriften til sig – som en slags medfødt modsætning til libido.

I stedet for at erkende, at hjernen selvfølgelig ved overbelastning kan lide skade og opføre sig mærkeligt ligesom enhver anden genstand, der udsættes for overbelastning.

At Freud brugte al sin tid til at tale barndomserindringer og seksualitet med sine patienter, førte ham i stigende grad på afveje, med spekulative forklaringer såsom urhordeteorier og drab på urfaren og så videre. Og til at lave forklaringer, der gjorde pigers psykiske udvikling helt uforståelig.

Dermed har vi også svar på indvending nr. 4, at Freud skam da så mennesket i en fylogenetisk sammenhæng, altså som en videreudvikling af dyrene. Jo tak, det gjorde han, men ved at lave spekulative teorier om drab på urfader med mere.

Sammenlignet med vore dages viden om arternes udvikling er disse forklaringer helt forfejlede og hører mere hjemme i eventyr-verdenen end i videnskaben.

Alle problemer kan ikke snakkes væk
I min artikel gav jeg Freud kredit for (modsat dubiøse skikkelser som Jung og Lacan) at være en endda meget betydelig psykolog, der har givet meget væsentlige bidrag til psykologien. Særlig i begyndelsen af sin forskerkarriere.

Men han var ikke ufejlbarlig og fik i stigende grad hang til at forlade et biologisk grundlag til fordel for at fantasere sig til pikante historier om far, mor, dreng og pige.

100 års psykologisk forskning har klargjort en række fundamentale problemer i dele af Freuds teoribygning. Det ville være mærkeligt andet. Blandt andet er man blevet meget klogere på, hvorledes psyken er et produkt af den fysiske hjerne.

Nogle tror, at bare man læser Koranen, Biblen, Das Kapital eller Freud, kan man hente de eviggyldige sandheder frem. Hvis der skal læses i en af de fire kategorier, foretrækker jeg så afgjort Freud. For selvom væsentlige dele er stærkt forældede, er andre dele stadig er gyldige.

For nylig har Christian Braad Thomsen i Politiken angrebet psykiatrien og argumenteret for, at den skal erstattes af samtaleterapi. Hm. Tror han virkelig, at alle problemer kan snakkes væk? At psykiske problemer ikke har en biologisk forklaring?

Jeg kan næppe overbevise Braad om noget. Han har sin tro på Freud. Men prøv alligevel at læse moderne teorier om hjernen, det er ultra-spændende. Jeg kan anbefale Antonio Damasios bøger, for eksempel The Feeling of What Happens: Body and Emotion in the Making of Consciousness, Vilayanur Ramachandrans The Tell-Tale Brain. A Neuroscientist’s Quest for What Makes Us Human og Jaak Panksepps The Archeology of Mind.