Grønlændere vil selv

Hvor mange grønlandske film har du egentlig set?

Få mennesker uden for Grønland forbinder formentligt den nordligste del af Rigsfællesskabet med en spirende filmindustri.

Og med god grund.

Den første grønlandske spillefilm, Nuummioq, havde først premiere i 2009, og siden har den grønlandske spillefilmproduktion været begrænset.

Men det bliver der muligvis lavet om på nu.

I slutningen af 2012 startede en række grønlandske filmfolk nemlig brancheforeningen Film.gl, der arbejder for at udvikle og professionalisere grønlandsk film og foreløbigt har sytten medlemmer.

Biograf på hjul
Emile Hertling Péronard, der sidder i Film.gl’s bestyrelse, er vokset op i Grønland, men bosat i Danmark, hvorfra han driver produktionsselskabet med det arktisk klingende navn Anorak Film.

Sidste år producerede Emile Hertling Péronard rockdokumentaren Sume – lyden af en revolution om det grønlandske band af samme navn. Filmen, der netop har været aktuel på Berlinalen, er den første grønlandske dokumentar, der har fået dansk biografdistribution.

Vi møder Emile Hertling Péronard i et lettere rodet kontor på Christianshavn, hvor stakkevis af dvd-udgaver af filmen hober sig op langs væggen.

”Vi ønsker at lave produktioner, der kan mere end blot blive vist i Grønland. Det handler først og fremmest om Grønland, men det skal helst have et niveau, så det kan vises andre steder,” fortæller han.

Med dokumentaren har producenten taget et stort skridt i den grønlandske sne, men det er hårdt terræn for Film.gl at professionalisere en gryende filmbranche. Det kræver penge og ekspertise, som der ikke er meget af i Grønland. Og så er der det logistiske problem.

”Hver gang der bliver produceret en film, står producenten med den samme udfordring: Man vil helt vild gerne ud og vise den til alle Grønlands byer, men man har ikke råd til det.”

”Med Sume fik vi støtte fra Uddannelsesministeriet til at vise den. Så vi lejede en kæmpe projektor og et biograflærred i København og rejste rundt og viste filmen 32 gange i Grønland. Vi har ikke fundet nogen bedre model for det endnu.”

Der findes kun tre regulære biografer i Grønland.

”Jeg har haft alle mulige vilde idéer om skibe, der skulle sejle rundt langs kysten, der var store nok til et lærred og siddepladser. Men det ville koste 100.000 kroner om dagen at tage et skib ud af drift. Man bliver virkelig nødt til at tænke meget alternativt,” siger Emile Hertling Péronard og tilføjer, at Sume faktisk blev set af 10.000 mennesker i Grønland.

Gode og dårlige erfaringer
Med Film.gl skal producenterne arbejde tættere sammen og dele erfaringer fra tidligere produktioner, så processen fremover bliver mere strømlinet.

”Vi prøver at få folk til at indse, at vi skal dele gode og dårlige erfaringer, så vi sammen kan komme længere næste gang. Det er hovedformålet med foreningen,” forklarer Emile Hertling Péronard.

Der er en håndfuld, der lever af at lave film i Grønland. De fleste bor i Nuuk, men der er enkelte stykker rundt omkring på kysten.

”Vores filmforening har base i Nuuk, så det kræver virkelig en indsats at få hold i nogle af de folk, der sidder rundt omkring på kysten. Vi prøver at skaffe penge til rejsetilskud, så vi favner landet.”

Film i minus 30 grader
En stor hæmsko i filmproduktionen er den grønlandske geografi og natur, fortæller Jørgen Chemnitz, der er filmfotograf og medstifter af Film.gl.

”Det er simpelthen vanskeligt at optage, når det er minus 20-30 grader. Batterier går ned, og du fryser om fingrene. Det er bare skide hårdt for udstyr og mandskab,” siger Jørgen Chemnitz og fortsætter:

”Det er vanskeligt at se i en film, at det er så pissekoldt, så der er ikke engang production value ved de til tider meget vanskelige forhold, vi arbejder under.”

Den grønlandske natur er både en fordel og en ulempe, mener Emile Hertling Péronard.

”Det, vi kan tilbyde udadtil, er en fantastisk kulisse. Men samtidig er vi slet ikke gearet til at have filmproduktioner. Det er for dyrt og besværligt, og der er ingen infrastruktur og ingen lovmæssige aftaler, der gør det attraktivt at lave filmproduktioner som for eksempel i Island.”

Antropologisk distance
Men frost og sne kan ikke hindre grønlænderne at lave film. Fortælletraditionen er dybt indlejret i det grønlandske folk, siger Emile Hertling Péronard.

”Grønland er en kultur, hvor man altid har fortalt utroligt mange historier. Nu ser vi, at den tradition begynder at indtage et nyt medie. Vi begynder at fortælle vores egen historie gennem film,” siger Emile Hertling Péronard.

”Det er en fuldstændigt naturlig måde at tage fortælletraditionen videre på og lade os inspirere af, at vi har fortalt historier i tusind år, når vi laver film.”

Som producent af Sume – lyden af en revolution har Emile Hertling Péronard været med at tage hul på grønlænderens historie på film.

”Målet med vores film var at fortælle en historie om en vigtig epoke i Grønland, som ligger os selv meget nær, men samtidig sige: Nu er det os, der skal fortælle historien.”

”Jeg vil ikke sige noget ondt om de film, der er lavet om Grønland igennem årene, men som grønlænder kan man altid mærke, at det ikke er en grønlænder, der har lavet dem. Man kan altid se den der antropologiske distance, og det vil vi gøre op med.”

Mere end en smuk natur
Det enorme land mod nord er meget mere end flotte naturbilleder, fremhæver Jørgen Chemnitz.

”Jeg forstår godt fristelsen for at lave alle de fede billeder, for Grønlands natur er et grafisk værk, der er skabt til at blive filmet. Der er skarpe linjer, store flader og dybe skygger, men det gør ofte, at der bliver en distance til de mennesker, der bor her,” siger Jørgen Chemnitz.

”Vi ender med at blive skildret som eksotiske væsner, der lever på trods. Det ender med en meget stereotyp menneskeskildring.”

Paradoksalt nok er mange af de fede naturbilleder af Grønland ikke optaget i Grønland.

Emile Hertling Péronard nævner eksempler på film, hvor noget af handlingen foregår i Grønland, uden at produktionsholdet nogensinde har besøgt landet. Den økologiske selvtægtsmand i Annette K. Olesens Skytten kommer fra Grønland, men instruktøren havde ikke penge til at rejse til landet. Billederne i filmen er købt.

Christina Rosendahls Idealisten, der får premiere 9. april, handler om en dansk journalist, som kulegraver den amerikanske Thule-base på Grønland.

”Rosendahl har aldrig sat sine ben i Grønland. Det samme gælder Hollywood-filmen The Secret Life of Walter Mitty med Ben Stiller i hovedrollen. Den udspiller sig i Nuuk, men os, der kommer derfra, kan se, at scenerne er optaget i Reykjavik. Det skyldes, at Island har meget bedre vilkår for co-produktioner.”

Nye fortælleformer
Spørger man Jørgen Chemnitz, er der reel chance for at opbygge en mere stabil filmproduktion i Grønland.

”Der er en gryende filmbranche, som producerer alt muligt: spillefilm, dokumentarfilm og mange andre kommercielle ting. Fremtiden er, at der fortsat vil blive produceret en spillefilm i ny og næ, men der mangler en dokumentarfilmtradition i Grønland blandt os, de grønlandske filmskabere,” siger han.

”Jeg tror og håber, at Sume-filmen vil ændre vores syn på dokumentarfilm. Vi skal tage den genre meget mere alvorligt, og det vil give os mulighed for at producere mange flere film om året for de begrænsede midler, vi har.”

Jørgen Chemnitz mener, at grønlandske fortællere kan tilføre noget nyt til filmmediet, der er præget af en konventionel dramaturgi.

”Vi står i et vadested. Vores fortælletradition skal finde sit udtryk i filmmediet, som har en form, der er meget forskellig fra vores kultur, hvor vi fortæller meget lange og detaljerige historier. Grønlandsk fortælletradition er fuld af elementer, som ikke har noget direkte med fortællingen at gøre, og det har sin egen skønhed.”