Grønland er en filmisk varm kartoffel

Intet står tilsyneladende højere på den kommende amerikanske præsident Donald Trumps ønskeliste end Grønland (det skulle da lige være annekteringen af Canada).

I går tilbragte sønnen Donald Trump Jr. fire timer i landet som led i en charmeoffensiv for at gøre Grønland til amerikansk territorium. Øen er en vigtig brik i det storpolitiske magtspil takket være sin placering i det nordamerikanske kontinent. Og så er den fyldt med lækre naturressourcer.

Den danske regering er sat skakmat, europæiske ledere holder vejret, mens Grønlands borgere lader til at være splittet.

For selv om Trumps sultne blik på deres land ikke nødvendigvis er behageligt, er mange godt og grundigt trætte efter 304 år i selskab med den danske kolonimagt.

Det komplicerede forhold mellem Danmark og den arealmæssigt største del af rigsfællesskabet skinner tydeligt igennem i de mange film, der er blevet lavet i og om Grønland siden mediets opfindelse.

Grønland er en evigt varm, politisk kartoffel, som filmskabere bare ikke kan lade være, og man forstår det godt.

For ud over de spændende tematikker er det snedækkede kæmpeland så billedskønt, at en fotograf bare skal sætte kameraet op og trykke ”tænd” for at få suveræne fotos i kassen.

Kørsel med grønlandske hunde

I en af de ældste danske film overhovedet – måske den ældste! – spiller grønlandsk kultur en helt central rolle.

Det blot 44 sekunder lange værk Kørsel med grønlandske hunde fra 1897 handlerom den skindklædte danske kolonibestyrer Johan Carl Joensen, der kører i hundeslæde med begrænset succes.

Den skarpe seer vil dog spotte træerne i baggrunden. De afslører, at filmen er optaget i Københavns Fælledparken og altså ikke på den grønlandske is.

Filmen er optaget af Peter Elfelt og er et tidligt eksempel på den europæiske fascination af Grønlandsk kultur som noget, europæere – og især den danske kolonimagt – kan reproducere som eksotisk underholdning.

Da Nordisk Film blev stiftet i 1906, var en af deres første film Ole Olsens Isbjørnejagt. Uden direkte reference til Grønland taler den samme sprog som Elfelts film med historien om at udforske det eksotiske høje nord og dræbe en isbjørn i processen.

Nordisk Film bruger stadig isbjørnen som logo, og man kan undre sig over, at logoet i disse tider ikke er blevet et problem for selskabet.

Senere i stumfilmtiden kastede især Tyskland sig filmisk over Grønland. I første omgang med Das Eskimo-Baby fra 1918, hvor danske Asta Nielsen spiller hovedrollen som inuit. Der skulle gå mange år, før de grønlandske inuit selv kom til at bidrage til skildringen af deres folk og land på det store lærred.

Qivitoq

Efter tonefilmens komme blev der i Danmark lavet flere film om eller i Grønland. Georg Schnéevoigts Eskimo fra 1930 var den første.

I Palos Brudefærd af Friedrich Dalsheim fra 1934 medvirker der for første gang grønlandske skuespillere, som taler grønlandsk og er fokus i filmen.

Den mest kendte af de tidlige grønlandsfilm er i dag Eriks Ballings Qivitoq fra 1956. Det blev den første danske af slagsen til at blive Oscar-nomineret for bedste udenlandske film.

I praksis er det en kærlighedshistorie mellem Poul Reichhardt og Astrid Villaume med Grønland som dramatisk og eksotisk kulisse.

Dog er der plads til store grønlandske karakterer, hvor især sælfangeren Pavia (Niels Plateau) spiller en stor rolle. Ifølge en artikel i Kosmorama blev filmen ganske godt modtaget i Grønland.

Nuummioq

I 2009 – samme år som Grønland fik selvstyre – udkom den første grønlandsk producerede, professionelle spillefilm.

Hovedkraften bag filmen var grønlandsk-danske Lars Rosing, der i Ekko kritiserede tidligere Grønlands-film: ”Når Grønland blev skildret på film, var det altid den smukke fanger på isen eller drukkenbolten på bænken. Historien i midten manglede.”

Han instruerede sammen med Torben Bech lavbudgetfilmen Nuummioq. Den handler om Malik, spillet af Rosing, der får kræft, samtidig med at han starter et romantisk forhold til en kvinde.

Filmen fik et ærgerligt efterspil, da Rosing røg i totterne på filmens producer.

Ikke desto mindre er Nuummioq et vigtigt værk, der med et entydigt grønlandsk perspektiv fortæller en historie om inuit som individer med alment menneskelige problemer frem for ædle vilde eller baggrundsfyld.

Helt uden kajakker!

Sumé – lyden af en revolution

Grønlandsk film nåede nye højder med Inuk Silis Høeghs dokumentar om landets mest kendte rockband kaldet Sumé.

70’er-gruppen var vildt populær med sin psykedeliske lyd og kritiske tekster om den danske kolonimagt.

Sumé – lyden af revolution nåede ud til en række festivaler, inklusive Berlinalen, og blev også den første grønlandsk producerede dokumentar til at få dansk biografdistribution.

Det er en film, hvor grønlandske filmskabere fortæller en central historie om deres egen kultur og på egne præmisser.

Borgen – Riget, magten og æren

Den politiske DR-dramaserie Borgen har igennem de to første sæsoner forholdt sig pletvist til det komplicerede, statslige forhold mellem Danmark og Grønland. Men i efternølersæsonen Riget, magten og æren fra 2022 er Grønland centrum i en geopolitisk storkonflikt, der lugter lidt af det, der sker i landet lige nu.

Der bliver fundet store mængder olie i landet, og pludselig står den danske udenrigsminister Birgitte Nyborg midt i en international strid om, hvem der ejer herligheden.

Serien undersøger effektivt det moderne danske forhold til Grønland som en kilde til stor national skam. Men også frygten for, at grønlænderne skal frigøre sig, så vi ikke længere kan ”passe på dem”.

Ivalu

67 år efter Qivitoq blev endnu en dansk film om Grønland nomineret til en Oscar.

Anders Walters poetiske, Oscar-nominerede kortfilm Ivalu fra 2023 ligger på Ekko Shortlist og handler om pigen Pipaluk, der leder efter sin forsvundne søster og frygter det værste.

Den er baseret på Morten Dürr og Lars Hornemans tegneserie af samme navn. Walter bruger flotte, grønlandske landskaber og meget få replikker til at fortælle en overgrebshistorie med Grønlands foruroligende selvmordsstatistikker svævende i baggrunden.

Det er igen et dansk blik på landet og dets kultur, men frem for at reducere og dømme er Walters tilgang til det grønlandske stof præget af empati og stor umage.

Twice Colonized

Dansk film begyndte med et kolonialistisk blik på Grønland, men først 126 år fik vi en afkoloniserende film.

Til Ekko forklarede den grønlandske kunstner Aaju Peter i 2023, at Linn Allunas dokumentar om hende – som hun i øvrigt selv er medskaber af – handler om afkoloniseringen af både grønlændere og danskere.

Mere konkret følger Twice Colonized Aaju Peteres aktivistiske arbejde med at skabe opmærksomhed om Danmarks behandling af grønlændere og hendes kamp for at skaffe oprindelige folk bedre repræsentation i europæisk politik.

Som barn blev hun selv sendt væk til en dansk familie og forsøgt ”fordansket”. Det betød, at hun mistede sit modersmål.

Dokumentaren er produceret i et samarbejde mellem danske og grønlandske selskaber og repræsenterer en nutidig bevægelse, hvor danskere tvinges til at anerkende de ubehagelige konsekvenser af en historie, som vi helst vil glemme.

Kalak

Den seneste spillefilm med Grønland i centrum er Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman af samme navn. Den havde premiere i det forgange år.

Igen handler det om overgreb og elendighed. Det er imidlertid ikke i det grønlandske samfund, at mørket findes, men i danske Jan. Han tager sine traumer med sig i flugten til Grønland, hvor han får arbejde som sygeplejerske.

Her smitter han de lokale med sit mørke ved at have uansvarlig sex med den ene grønlandske kvinde efter den anden. Ifølge Ekkos anmelder Kristian Ditlev Jensen personificerer Jan Danmarks historiske overgreb på Grønland.