Interview
29. maj 2017 | 14:20

Store følelser i et lille samfund

Foto | Roxana Reiss
De to venner Christian (Blær Hinriksson) og Thor (Baldur Einarsson) udforsker den spirende seksualitet i et islandsk lokalsamfund i Guðmundur Arnar Guðmundssons Heartstone.

”Teenagere lever i et parallelunivers,” siger islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson. Tirsdag aften holder Ekko snigpremiere på hans anmelderroste Heartstone.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Det er ungdommen, der om noget kendetegner islandske Guðmundur Arnar Guðmundssons film.

Derfor handler instruktørens spillefilmdebut Heartstone også om alle de forvirrende følelser, som teenagere går og tumler med: venskab, seksualitet, kærlighed og identitet.

”Af en eller anden grund kan jeg nemmest forholde mig til netop den type fortællinger om unge. Det er, fordi mine egne teenageår var ret dramatiske. Jeg mistede en nær ven, og som alle andre fik jeg min første kæreste i den periode og gik ikke rigtigt i spænd med min skole,” fortæller 35-årige Guðmundsson på en Skype-forbindelse fra Reykjavik.

Heartstone, der får dansk premiere 8. juni, har begejstret det islandske biografpublikum, og da filmen havde premiere på filmfestivalen i Venedig sidste år, blev den fremhævet af anmelderne. Vores egen kritiker skriver i sin femstjernede anmeldelse:

”Guðmundur Guðmundsson kan få en coming of age-fortælling til at føles, som var det os selv, der oplevede det hele for første gang.”

Parallelt univers
Instruktørens to tidligere kortfilm, Whale Valley og Ártún, er også coming of age-fortællinger om unge.

I den første overværer en syvårig dreng sin storebrors forsøg på at begå selvmord. I den anden drager et par unge knægte til storbyen for at få deres første kys.

For Guðmundur Arnar Guðmundsson er det interessant, at teenagere nærmest lever i et slags parallelunivers.

”Teenagere har deres egen verden, som voksne ikke er en del af og ikke aner, hvad der foregår i. Yngre børn er heller ikke en del af den. Det er kun en hemmelig verden for teenagere, som ingen andre kan forstå.”

”Af en eller anden grund interesserer det mig, at teenageverdenen er gemt væk på et hemmeligt sted.”

Drilleri og sex
Heartstone
følger især de to teenagevenner Thor og Christian, der som alle andre i den alder udforsker den spirende seksualitet.

Men Thor har et iltert temperament, som nemt antændes, når hans irriterende storesøstre tirrer ham, eller når kærlighedslivet ikke går hans vej.

Christian erkender efterhånden, at han nok er homoseksuel, og det er ikke nemt i et lille, lukket islandsk samfund.

I filmens start sidder de to venner på forsædet i gammel en bil. De begynder at røre hinanden på lårene, og stemningen skifter hele tiden mellem seriøs udforskning af det seksuelle og venskabeligt drilleri.

”Man udforsker sin seksualitet i den alder, hvor de seksuelle grænser også er mere sammenblandede. For Thor handler det hele tiden kun om venskab med Christian. Han krydser ikke grænsen, men selvfølgelig kan Thor se, at Christian er en flot fyr. Når han flirter med Christian, giver det Thor noget spænding, men det er ikke seksuelt for ham. Det er mere bare for sjov og drilleri,” forklarer Guðmundur Arnar Guðmundsson.

Danske forbilleder
De helt centrale karakterer i Heartstone er de unge, og selv om de voksne bestemt spiller en rolle, er filmen ubetinget fortalt fra Thor, Christian og deres jævnaldrendes perspektiv.

For Guðmundur Arnar Guðmundsson var det netop vigtigt at fortælle de unges historie. Og her var især to danske instruktører inspirationskilder.

”Når jeg ser coming of age-film i dag, er de ofte fortalt fra de voksnes side. De giver sig ikke tid nok til at være i øjeblikket sammen med børnene og komme tæt nok på dem, som jeg ellers synes Nils Malmros og Bille August gjorde i deres tidlige film.”

”Jeg prøver at vise detaljerne og dvæle ved de små øjeblikke. Som når en dreng danser med en pige, og man ser, hvor stort det er for ham. Det tager tid, og det kræver opmærksomhed af publikum for at værdsætte. Det gjorde Malmros mesterligt i Kundskabens træ,” siger den islandske instruktør, der også fremhæver Bille Augusts Zappa.

Undertrykt seksualitet
Guðmundur Arnar Guðmundsson prøver også at bringe sig tilbage til ungdommen, når han skriver manuskripter. Han henter inspiration i sit eget liv.

”Når jeg skriver, forsøger jeg at glemme, at jeg er voksen. Min humor bliver som dengang, jeg var teenager. Jeg prøver på ikke at filtrere i det, jeg skriver, og har i store træk kun én regel: Hvis det er sket i min barndom og ungdom, er det okay at fortælle.”

Et centralt tema er konflikten mellem at vokse op i et lille lokalsamfund og skulle udforske sin seksualitet.

”Da jeg voksede op i Island, var det ikke normalt at tale om sine følelser. Man skulle lukke i. Selv om ens familie var åben nok om den slags, signalerede samfundet, at man skulle undertrykke de seksuelle tanker.”

Her spiller den storslåede og barske islandske natur en vigtig, nærmest terapeutisk rolle.

”Jeg gik ture og klatrede i bjerge, og det var øjeblikke, hvor jeg kunne føle og være sårbar,” siger instruktøren.

En date-film
Guðmundur Arnar Guðmundssons næste film kommer også til at handle om unge.

”Den bliver inspireret af min egen ungdom i Reykjavik, så den kommer mere til at foregå i et bymiljø, måske en jysk by,” afslører han.

En af forklaringerne på skiftet til Danmark er, at det er vanskeligt at finde finansiering til film i Island. Foruden ham selv gør andre islandske instruktører som Dagur Kari, Rúnar Rúnarsson og Hlynur Palmason sig også gældende, så der er rift om støttekronerne.

Derfor er Heartstone også delvist finansieret med filmstøtte fra Danmark, og den er ifølge instruktøren blevet et mindre hit i Island, især blandt teenagerne.

”Den blev en date-film for mange og populær gennem word of mouth-anbefalinger. På en måde er det den første egentlige coming of age-film i Island for netop den aldersgruppe. De unge kan lide temaet og at se sig selv repræsenteret.”

Trailer: Heartstone

Kommentarer

Guðmundur Arnar Guðmundsson

Født 1982 i Reykjavik, Island.

Uddannet fra Islands Kunstakademi i 2006.

Har instrueret fire kortfilm, som har fået international opmærksomhed.

Whale Valley blev udtaget til kortfilmkonkurrencen i Cannes i 2013.

Heartstone vandt i 2016 en pris på festivalen i Venedig for sin skildring af ungdommelig homoseksualitet.

Film

Heartstone
2016

Ártún
2014

Whale Valley
2013

Jeffrey & Beth
2009

Þröng sýn
2005

Forpremiere

Ekko inviterer til forpremiere på det islandske ungdomsdrama Heartstone.

Afholdes 30. maj kl. 19.30 i Empire Bio.

Q&A efter visningen med instruktør Guðmundur Arnar Guðmundsson.

Køb billetter til arrangementet her.

© Filmmagasinet Ekko