Dag 11: Guillermo del Toro vinder Guldløven
Igennem adskillige år er Venedig-festivalen blevet kritiseret for at give Guldløven til film, der vil få meget svært ved at finde publikum uden for festivalen.
Det har årets jury med skuespilleren Annette Bening i spidsen lavet om på.
Guldløven – altså prisen for bedste film – går nemlig til Guillermo del Toro, der bragte The Shape of Water med til verdens ældste filmfestival.
Filmen, som må regnes for at være instruktørens bedste siden Pans labyrint, foregår i en romantisk udgave af koldkrigstidens USA. Det er en slags koldkrigs-noir, men med strejf af musicals fra 30’erne og tilsat en kærlighedshistorie.
Vi følger den stumme rengøringskone Eliza, der arbejder i et laboratorium. Her forelsker hun sig i en havmand, som en ond videnskabsmand har fanget i Brasilien.
Sin fantasifulde præmis til trods er The Shape of Water en forholdsvis klassisk Hollywood-produktion, og det er usædvanligt, at sådan en vinder Guldløven. Mange havde da også tippet den særprægede Foxtrot til at løbe med prisen.
Foxtrot er instrueret af den tidligere Guldløve-vinder Samuel Maoz, som vandt prisen i 2009 for sin debut Lebanon.
Den nye film handler om et israelsk forældrepar, der mister deres udstationerede søn. Det er et skævt univers i tre kapitler, og det har juryen da også haft for øje. Det israelske sorgdrama vandt således juryens pris, der er festivalens andenstørste.
Debutant overhaler veteranerne
Der var flere stærke folk, der i årets felt kunne vinde prisen for bedste instruktør. Eksempelvis viste Darren Aronofsky sig fra sin allermest opfindsomme side med mareridtsfilmen mother!, som dog fik en del modvind blandt kritikerne i Venedig.
Instruktørprisen gik dog ikke til en garvet mand, men i stedet til den franske debutant Xavier Legrand, hvis Jusqu’a la Garde blev vist på festivalens sidste dag. Det nervepirrende drama handler om turmulten omkring en skilsmisse, der sker på baggrund af hustruvold.
Hvad angår prisen for bedste manuskript, var der aldrig rigtigt nogen tvivl. Den kunne kun gå til Martin McDonagh for den opfindsomme Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, der skildrer en frustreret mor, som vil til bunds i sin datters drabssag.
Filmen kunne let have handlet om hævn, men udvikler sig til at være et drama om tilgivelse.
Charlotte Rampling vinder skuespilpris
Der var mange stærke mandlige præstationer i år, men prisen for bedste mandlige skuespiller gik til Kamel El Basha fra Ziad Doueris The Insult.
Blandt kvinderne var det også længe svært at se en åbenlys kandidat, men prisen som festivalens bedste kvindelige skuespiller gik helt fortjent til Charlotte Rampling. Hun spiller formidabelt i Hannah, der blev vist meget sent på festivalen.
Filmen handler om pædofili. Men denne gang ses det grumme emne ikke fra pædofiles perspektiv, men fra hans hustrus. Det er en original vinkel på den kontroversielle seksualitet, og at filmen lykkes, skyldes i høj grad Ramplings solopræstation.
Hæder til dansk stortalent
Der er også grund til at kippe med Dannebrog i Venedig.
Nico, 1988, hvor Trine Dyrholm spiller den tyske kultsanger Nico, vandt sidekonkurrence Horizons. Og stortalentet Annika Berg vandt prisen for mest innovative film i parallelkonkurrencen Critics’ Week, som bød på syv spillefilm af debuterende instruktører.
Annika Berg vandt med Team Hurricane, som følger otte piger over en sommer i ungdomsklubben. Fællesskabet giver dem styrke, mens de kæmper med kropsidealer, spiseforstyrrelser og identitet. Filmen styres ikke af et plot, men er en tour de force af vilde ideer og æstetisk smukke scener.
Publikum i Venedig elskede Team Hurricane, og det samme kan altså siges om kritikerne.
Venedig-festivalen 2017
Hovedkonkurrencen
Guldløven
The Shape of Water, instr. Guillermo del Toro
Juryens pris
Foxtrot, instr. Samuel Maoz
Bedste instruktør
Xavier Legrand (Jusqu’a la Garde)
Bedste mandlige skuespiller
Kamel El Basha (The Insult)
Bedste kvindelige skuespiller
Charlotte Rampling (Hannah)
Bedste manuskript
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri,
manusforfatter Martin McDonagh
Juryens specialpris
Sweet Country, instr. Warwick Thornton
Horizons (sidekonkurrence)
Bedste film
Nico, 1988, instr. Susanna Nicchiarelli
Bedste instruktør
Vahid Jalilvand, No Date, No Signature
Juryens specialpris
Caniba, instr. Verena Paravel and Lucien Castaing-Taylor
Bedste kvindelige skuespiller
Lyna Khoudri, Les bienheureux
Bedste mandlige skuespiller
Navid Mohammadzadeh, No Date, No Signature
Bedste manuskript
Oblivion Verses, manusforfattere Dominique Wellinski and Rene Ballesteros
Bedste kortfilm
Gros chagrin, instr. Céline Devaux
Fremtidsløve
Bedste debutfilm
Custody, instr. Xavier Legrand
Virtual reality-konkurrencen
Bedste virtual reality
Arden’s Wake (Expanded), instr. Eugene Y.K. Chung
Bedste virtual reality-oplevelse
La Camera Isabbiata, instr. Laurie Anderson and Hsin-chien Huang
Bedste vitual reality-historie
Bloodless, instr. Gina Kim
Trailer: The Shape of Water
Simon Johansen
Filmmagasinet Ekkos udsendte i Venedig.
Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.
Uddannet journalist og har skrevet for Ekko i et par år.
Festivalen er den ældste af sin slags i verden og er siden 1932 blevet afholdt på øen Lido ud for Venedig.
Årets udgave går fra 30. august til 9. september.
Kommentarer