Star Wars: Guldbikiniens hævn

”Star Wars er nået langt siden Carrie Fishers slave-bikini i Jedi-ridderen vender tilbage,” proklamerede journalist og anmelder Brian Truitt i USA Today for nyligt.

I artiklen glæder han sig over, at Rogue One: A Star Wars Story, som er den anden film i Disneys nye Star Wars-franchise, endnu engang har en kvinde i hovedrollen.

Lige siden premieren på den første film i den nye franchise, The Force Awakens, har anmeldere, journalister, debattører og ikke mindst feminister verden over klappet i hænderne over, at Star Wars endelig slår et slag for ligestillingen.

Som filmelsker, Star Wars-fan og kvinde klapper jeg med.

Men Truitts henvisning til billedet af den bikiniklædte og lænkede Fisher som værende antitesen til nutidens stærke Star Wars-kvinder fik mig til at se min barndoms heltinde i et nyt lys.

Er prinsesse Leia virkelig et udtryk for en forældet og undertrykkende kvindefremstilling, som skaberne af de nye Star Wars-film omsider har vendt ryggen?

Lænket i guldbikini
I en tid, hvor lige rettigheder for kvinder diskuteres ivrigt i filmbranchen både herhjemme og i Hollywood, er det oplagt at kaste et blik tilbage på den kvindefremstilling, som gjorde sig gældende i de første Star Wars-film.

Hvor langt vi er nået siden da?

Scenen i Jedi-ridderen vender tilbage (1983) er ikonisk og kendt selv af folk, som ikke har set filmene. Et skummelt, gulligt lys oplyser en grotesk forsamling af undergrundsskabninger i Jabba the Hutts dystre kartelgrotte på ørkenplaneten Tatooine.

På et podie i midten troner det store skovsnegl-tudse-lignende rumvæsen behageligt tilbagelænet i sit eget kropsfedt. Og dér, klemt imellem Jabbas blævrende mave og hans konstant vrikkende halespids, sidder det nyeste eksemplar i hans harem – prinsesse Leia – lænket ved halsen og iført en afslørende, kuriøs guld-metalbikini.

Væmmelsen står skrevet i hendes ansigt, når Jabba med sadistisk fornøjelse hiver i lænken og tvinger hende ind mod sit blævrende korpus.

Truitt har på sin vis ret.

Afklædt og lænket i Jabbas hule er Leia en arketypisk ”kvinde i nød”, for svag til at kæmpe imod sin fangevogters tag om lænken og hensat til at vente på at blive reddet af filmens mandlige protagonist, Jedi-ridderen Luke Skywalker.

I denne fremstilling er Leia en kvinde, der er degraderet til at tjene en maskulin, seksuel besiddertrang.

Hun er en kvinde, der er gjort til slave både af den sadistiske Jabba og af de tusindvis af mandlige publikumsblikke, som igennem årene har objektiviseret hende på skærmen – for ikke at nævne de mange websider, blogs, pornofilm, ja sågar legetøjsproducenter, der har profiteret på karakterens lystvækkende kvaliteter.

I denne forstand er billedet af Leia i Jabbas grotte en kvindeiscenesættelse, som den feministiske bevægelse igennem tiden har kæmpet for at gøre op med.

Bliv ved at slås
Carrie Fisher påpegede selv denne pointe, da hun i Interview Magazine op til indspilningerne af The Force Awakens gav et råd til sin arvtager, skuespillerinden Daisy Ridley. ”Vær ikke en slave, som jeg var,” lød opfordringen. ”Bliv ved med at slås mod det slavekostume.”

Men alt afhænger af øjnene, der ser.

Det faktum, at prinsesse Leia bliver husket som et sexsymbol, kan ses som et resultat af, at de øjne, som har haft magt til at bestemme, hvordan karakteren skulle afbildes på plakater, magasinforsider, i legetøjsfigurer og så videre, har været mandlige.

Billedet af Leia som en underkuet, hjælpeløs og objektiviseret kvinde er nemlig milevidt fra min egen oplevelse af karakteren, da jeg så filmen for første gang i min tidlige ungdom. Og en hurtig søgning på Google viser, at jeg heldigvis ikke er alene med denne opfattelse.

Internettet bugner nemlig med fansites dedikeret til Leia som et feministisk symbol, og vender man blikket mod indholdssiden i filmen, er der rigtigt mange måder, hvorpå Leia kan ses som en progressiv og ligefrem feministisk antitese til periodens gængse kvindefremstilling.

En køn redning
Når vi første gang møder Leia i den første Star Wars-film fra 1977, er det meget sigende med en pistol i hånden. Der går ikke mere end et par minutter, inden hun egenhændigt og uden tøven kaster sig ud i ildkamp mod en gruppe Stormtroopers.

Dermed er stilen er lagt.

Leia bliver dog taget til fange af superskurken Darth Vader, som vil tvinge hende til at afsløre oprørernes gemmested, men han skræmmer hende ikke. Hun svarer ham modigt og næsvist igen og bukker ikke under for hans grusomme forhørsmetoder.

Leias hårdførhed tydeliggøres yderligere, når hun senere forenes med fortællingens to mandlige helte, Han Solo og Luke Skywalker, som kommer for at redde hende fra Darth Vader.

Da Luke forklædt som Stormtrooper bryder døren til hendes celle ind, ligner Leia ved første øjekast en kvinde i nød, som hun ligger slænget over briksen i en lang hvid kjole, der feminint draperer hendes kurvede krop. Men så åbner hun munden.

”Er du ikke lidt lav for en Stormtrooper?” spørger hun provokerende sin pludseligt mundlamme befrier.

Da hun, Luke og Han Solo kort efter bliver trængt op i en krog, træder hun endnu mere resolut ud af offerrollen.

”Sikke en køn redning,” påpeger hun. ”I kommer herind, men har ikke engang en plan for at komme ud.” Dernæst tager hun Blaster-geværet ud af hænderne på Luke, skyder et hul i væggen og tager styringen over sin egen redningsmission.

Snarrådig handlekraft
Herefter er der ingen tvivl. Leia er en pige, som kan følge med drengene, der kan svare for sig, og som ikke dåner, skriger eller gemmer sig, når det går løs.

Det beviser hun gang på gang i løbet af den oprindelige trilogi, hvor hun udfolder sig både som stjerneskibspilot, angrebsleder, teknologiekspert og ferm betjener af diverse skydevåben.

På den måde er Leia i høj grad en progressiv heltinde og en karakter, som spejler de feministiske strømninger, der voksede frem i 70’erne.

Med sin snarrådige og handlekraftige natur og sin evne til at give mændene modspil er hun en figur, som på mange måder gør op med fremstillingen af den passive og handlingslammede kvindelige heltinde, der havde været tendensen i store action- og science fiction-film frem til da.

Dermed kan hun også ses som det første skridt på vejen mod 80’erne og 90’ernes hårdkogte kvindelige action- og science fiction-protagonister som Helen Ripley i Alien-filmene og Jordan O’Neill i G.I. Jane, der beviste, at kvinder kan være lige så handlekraftige som mænd.

Feministisk symbol
Det er ikke kun kvindefremstillingen, der er progressiv i de tidlige Star Wars-film.

Leias handlekraft og initiativ giver flere gange anledning til komik på mændenes bekostning – som på Jungleplaneten Endor, hvor Leia opdager to flygtende Stormtroopers og lynhurtigt kaster sig op på en Speeder Bike for at forfølge dem.

Med et ”veeent, Leia” når Luke kun lige netop at hoppe op på bagsædet, inden hun accelererer kraftigt, alt imens Han Solo, som er blevet efterladt, udbryder et nyttesløst: ”Hey, vent på mig.”

Her bryder filmene også med det mandlige heltebillede, idet Luke og Han Solo i disse situationer for et øjeblik fratages deres arketypiske protagonisttræk.

Man kan se de scener, hvor Leia får lov til at slå mændene på deres eget territorium, som en slags meta-kommentarer til filmenes progressive agenda. Ved at lade Luke, Han og filmens mange andre mandlige karakterer undervurdere Leia gang på gang – og ved at sætte hende i situationer, der mimer dem, som Hollywoods konventionelle ”kvinder i nød” så ofte har befundet sig i – får Leia mulighed for aktivt at bryde ud af de hetero-normative rammer og definere sig selv i modsætning hertil.

Scenen i Jabbas grotte er et glimrende eksempel.

Hvad der er blevet fortrængt i eftertidens billede af Leia og af mange af de mænd, der har gjort slave-Leia til genstand for hede hersker-fantasier, er nemlig, at Leia ender med at bryde fri og kvæle sin tilfangetager med de selvsamme lænker, han har brugt til at fiksere hende.

Dette ikke så lidt symbolske øjeblik er for mig at se et uafviseligt argument for, at Leia bør anses og fejres for at være en progressiv kvindelig filmhelt, et forbillede og et feministisk symbol.

Fra Han til hende
Det er interessant at bemærke, at Carrie Fisher ikke på samme måde som sin karakter har været i stand til at bryde ud af metalbikiniens objektiviserende lænker.

Modsat Leia, der på sine ældre dage er aspireret til titlen general i The Force Awakens, kæmper Fisher stadig for at frigøre sig fra det sexsymbol, som promotion-, merchandise- og pornoindustrien har gjort hende til.

Med opfordringen til Daisy Ridley – ”Bliv ved med at slås mod det slavekostume” – understreger hun en vigtig pointe: Vi er der ikke endnu. ”Okay, jeg vil slås,” lød Ridleys svar. Og slås, det gjorde hun – som kun en vaskeægte Jedi-ridder kan.

I rollen som Rey fik hun æren af for første gang i Star Wars’ historie at tage et lyssværd i kvindelige hænder. Modsat Padmé, Leias følelsesovervældede mor, som ikke rigtig formåede at tage power-teten op i den senere prequel til den første trilogi, tog Rey et betydeligt skridt fremad, da hun indtog pladsen som den første kvindelige Star Wars-protagonist.

I Rogue One møder vi endnu en af slagsen, og mon ikke også Jyn Erso sparker Stormtrooper-røv?

En dialog i The Force Awakens mellem Rey og Han Solo forud for et Stormtrooper-angreb er meget sigende for den forandring, der er sket i kvindefremstillingen siden 1977.

”Du får nok brug for den her,” siger Han Solo og rækker en Blaster-pistol frem mod Rey. Rey ser uimponeret på pistolen: ”Jeg kan klare mig selv”. ”Det ved jeg,” svarer Han. ”Det er derfor, jeg giver dig den.”

Leias lærdom
Så enkelt er det. Rey behøver ikke bevise sit værd over for Han Solo eller nogle andre af filmens mandlige karakterer for den sags skyld.

Hun behøver ikke tage kampen op mod guldbikinier eller mandchauvinistiske aliens. Hun behøver ikke definere sig selv i relation til sit køn. Den kamp er blevet taget for hende.

I dag ved Han Solo godt, at kvinder kan være lige så handlekraftige, initiativrige og gode til at affyre Blaster-pistoler som mænd. Det har han nemlig lært af Leia.

For skuespillerne bag de stjerneskibsflyvende og lyssværdssvingende power-kvinder er slaget dog ikke vundet endnu.

Vi har stadig et imperium af ulige løn-, arbejds- og livsvilkår at bekæmpe – men det er en kamp, som Leia, Rey og Jyn inspirerer os til at finde Kraften til at vinde.