Guldpalmevinderen

Den 26. maj 2007 gik en lille smoking-klædt herre ved navn Cristian Mungiu (blødt g og både i og u udtales) op på scenen i Festival-palæet i Cannes og takkede alvorligt for den statuette, der overnight gør, at gud og hvermand vil trykke ens hånd. Han erklærede i sin takketale, at det føltes som et eventyr, og han så prisen som et udtryk for, at små film med små budgetter også har en chance for at blive hørt på den internationale scene.

To måneder senere sidder jeg over for en knap så alvorlig og absolut ikke smokingklædt herre i hans eget produktionsselskab Mobra Films. Selskabet ligger i det mondæne - men efter vestlige standarder forfaldne - kvarter i Bukarest. Det vrimler med aktivitet på kontoret, og Cristian Mungiu fortæller, at noget af det største ved at vinde Guldpalmen var, at rumænerne blev så stolte over for en gangs skyld at blive fremhævet for noget positivt i medierne.

Filmen, vi skal tale om, hedder 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Den handler - som titlen antyder - om unge kvinders tragiske aborter under det kommunistiske styres sidste år i Rumænien i slutningen af 1980’erne. Handlingen udspiller sig over et døgn, der udvikler sig dramatisk for to unge piger, Otilia (Anamaria Marinca) og hendes gravide veninde Gabita (Laura Vasiliu). Gabita ønsker en abort, men da kvaksalveren (Vlad Ivanov) finder ud af, at hun er ude over de obligatoriske tolv uger, kræver han sex som modydelse af begge piger for at foretage indgrebet.

4 måneder, 3 uger og 2 dage er en stærk slice of life-film, der med sin nøgne, dvælende stil og kuldegysende skuespilpræstationer suger os ind i pigernes bevidsthed. Samtidig fornemmer vi, at det menneskelige drama foregår i en større politisk kontekst, der dog aldrig bliver direkte italesat.

Der er scener og billeder, man sent vil glemme. Især billedet af et foster på et badeværelsesgulv indprenter sig og gør det næsten umuligt for mig at gå ud på mit hotels badeværelse, der er som taget ud af Mungius film, med samme fliser og samme trøstesløse neonfarvede lys.

Små dekreter
Rumæniens enevældige leder Nicolae Ceausescu udstedte i 1966 et dekret, der forbød aborter - for at skabe en stor befolkning, som kunne udbrede det kommunistiske tankesæt. Abort var kun tilladt, hvis man havde fået fire børn, eller hvis man var over 40 år.

De uønskede børn, der blev født som følge af Ceausescus dekret, har af befolkningen fået det ironiske kælenavn "små dekreter". Men mange valgte at få foretaget illegal abort, selv om det indebar en stor risiko. Omkring 500.000 kvinder døde i forbindelse med de farlige indgreb, ofte foretaget af dubiøse personager, som blev betalt i dyre domme.

"Havde man forbindelserne i orden, kunne man måske få en abort af en rigtig læge, men oftest foregik det på køkkenbordet i ens eget hjem," forklarer Cristian Mungiu. "Der var dem, som rejste til Ungarn eller Rusland for at købe prævention, men det hørte dog til sjældenhederne. En kvinde fortalte mig for nyligt, at hun i hele perioden havde et pas med visa til Bulgarien - bare for en sikkerheds skyld."

"I kommunismens sidste dage var situationen så tilspidset, at der på skoler og fabrikker blev indført graviditetskontrol. En læge assisteret af det kommunistiske militær tjekkede alle kvinderne én gang om måneden for tegn på graviditet. Det skete direkte på bordet på administrationskontoret. Fandt de en gravid kvinde, ville hun blive registreret, og der ville blive ført tilsyn med hende op til fødselstidspunktet."

Protest mod systemet
Efter 1970’erne steg antallet af illegale aborter, især for unge kvinder, og ofte som en slags protest mod systemet.

"Den menneskelige reaktion er at gøre det modsatte af det, som det undertrykkende system ønsker. Nogle kvinder, der havde ti eller tyve aborter bag sig, så det som et stolt bevis på, hvordan de bekæmpede systemet. Og pigerne var så bange for at blive opdaget, at de overhovedet ikke havde overskud til at overveje de mere moralske aspekter af selve aborten. Over for systemet, der tvang kvinder til at avle som får, svarede vi tilbage med en anden umoralskhed."

Hvorfor fortælle denne historie i dag?

"Fordi den er relevant for min generation. Jeg blev født i 1968, så jeg er selv barn af generationen af det såkaldte dekret. Ved at tale med folk på min alder fandt jeg ud af, at det er vigtigt at lave en film om vores barndom for at forstå os selv og forstå overgangen fra én styreform til en anden. Det tager tid at ændre tankerne og forstå omfanget af sin historie," siger Cristian Mungiu og tilføjer, at de mange aborter fortsatte efter Ceausescus fald, fordi folk var ude af vane med at tænke i prævention eller moral.

"Jeg tænker meget anderledes om emnet i dag, end jeg gjorde, da jeg var i tyverne. Sidste år spekulerede jeg længe over, hvad der var det værste, kommunismen gjorde mod os som unge mennesker, og jeg fandt jeg ud af, at det var dette indgreb i menneskers liv og frihed."

Kan du afsløre mere specifikt, hvorfra historien stammer?

"Ikke i detaljer, den er personlig. Pigen, som blev Otilias karakter, fortalte historien flere år tilbage, og jeg har tænkt på den siden. Nu var tiden moden til at fortælle den. Emnet rummer så mange følelser, vrede og frustration, at det havde nok styrke til at blive til en film."

Hus fuld af bøger
Filmens credits oplyser, at 4 måneder, 3 uger og 2 dage er en del af en serie film om "The Golden Age", Guldalderen, som propagandaen kaldte de år, som skulle vise sig at blive Ceausescus sidste. Den næste film i serien bliver en komedie, der består af en række kortfilm instrueret af forskellige rumænske instruktører.

"Seriens titel er naturligvis ironisk," siger Mungiu og fortæller en anekdote om sin hjemby Iasi i det nordøstlige Rumænien, hvor handlingen i 4 måneder, 3 uger og 2 dage i øvrigt finder sted.

"Vi havde en pibefabrik, som Ceausescu havde grundlagt, og som han én gang om året kom og inspicerede. Ved indvielsen havde Ceausescu plantet et træ foran fabrikken, som dagen efter besøget blev kørt over af en bulldozer. Fabrikken var aldrig nogensinde i funktion, men hvert år malede man det hele op til den store leders besøg. Man regnede også ud, hvor højt træet ville være blevet, og så placerede man hvert år ét i den rigtige højde for at foregive, at alt var i skønneste orden."

Cristian Mungius forældre var undervisere og gjorde det godt, tiden taget i betragtning. Han fik en liberal og åben opdragelse, som mest handlede om praktiske ting og ikke så meget om værdier og holdninger. Men huset var fuld af bøger, og der var ingen strenge censur-begrænsninger på litteraturen, som der var på film.

"Jeg læste meget litteratur, mest udenlandsk. Som rumæner mener man ikke, at rumænsk litteratur nødvendigvis er den bedste, vi er jo ikke ligefrem et stolt folkefærd. Jeg læste Kafka, Dostojevskij og Céline, men ikke kun klassikere, også alt muligt andet."

Inspirerede bøgerne dig til dine egne historier og dine egne ord?

"At læse er en god måde at underholde sin fantasi på, og det har bestemt influeret min skrivestil, at jeg har læst så meget. Før jeg overhovedet begyndte at lave film, havde jeg min helt egen måde at skrive på. Den benytter jeg stadig i dag, for mine filmmanuskripter ligner ikke almindelige manuskripter. Jeg beskriver alting ned i detaljer, og manuset er meget tæt på, hvordan filmen tager sig ud til sidst. Og hvis det ikke fungerer på skrift, kommer det heller ikke til at fungere i filmen."

Filmen indeholder meget lange scener uden klip. Hvorfor?

"Jeg ville skabe en flydende strøm af følelser, og det var helt bevidst, at jeg forsøgte at undgå at klippe, fordi det i mine øjne er et formelt filmisk greb. Det ville ikke hjælpe publikum til at blive involveret i historien. At køre skuespil-forløb på op til 25 minutter er meget vanskeligt, så jeg var omhyggelig med at vælge skuespillerne. De skulle ikke kun have det rette udseende og passe til rollen, men også være mennesker, som jeg vidste, at jeg kunne stole på."

Benytter få midler
Man føler panikken hos Otilia specielt i anden halvdel af filmen. Hvordan fik du den subjektive spænding til at fungere uden at forråde realismen?

"Spændingen og panikken tilhører situationens realisme. Husk på, at jeg kendte historien direkte fra en pige. Hun fortalte mig, at de to værste ting, hun erindrede, var ikke selve voldtægten, men fosterets menneskelige udseende og en voldsom frygt. Derfor søgte jeg løsninger til at få disse elementer med i filmen."

"Hjernen arbejder med klichéer - specielt hjernen hos et publikum, der har set mange film. Når man ser en kniv (Otilia stjæler på et tidspunkt en kniv fra kvaksalverens kuffert, red.), tænker man automatisk, at noget forfærdeligt vil ske, og når telefonen ikke bliver taget, tænker man automatisk, at noget forfærdeligt er sket. Jeg skabte disse falske forventninger for at beskrive spændingen, frygten og panikken i Otilias sind, og da jeg én gang for alle havde besluttet mig for ikke at bruge konventionelle midler som musik og close-ups, blev jeg nødt til at håndtere alle situationer med de få midler, jeg stadig havde."

"For at være ærlig er jeg ikke 100 procent tilfreds med spændingen i anden del. Den skulle have været større, men det var, hvad vi havde at gøre godt med under de arbejdsomstændigheder. Jeg er enormt stolt af, at nogle ser filmen som en thriller - i betragtning af, at vi ikke har brugt traditionelle thriller-virkemidler," siger Cristian Mungiu og spørger interesseret til, hvornår filmen har premiere i Danmark, for så vil han gerne komme for at se reaktionerne i så liberalt et land som vores.

"Den 9. november," svarer jeg. Interviewet er slut, og jeg takker og begiver mig tilbage til hotellet. Da jeg træder ind i lobbyen, bliver jeg igen slået af den tætte parallel til Mungius film. Der er fuld af gæster, der er bryllup og glæde - og det minder om en anden lobby, hvor der også var fest, mens to piger på et klaustrofobisk hotelværelse ovenpå kæmpede med sig selv og livet som indsats.