Debat: Det store illusionsnummer

I Norge har lovgivningen om 40 procent kvinder i bestyrelserne medført betegnelsen ”Guldskørter” om de mange kvindelige gengangere på posterne, fordi der simpelthen ikke er nok kvalificerede kvindelige bestyrelseskandidater at tage af.

På Det Danske Filminstitut har ledelsen nu ansat en norsk filmkonsulent – Silje Riise Næss – med henblik på yderligere at drive kvinders succesrate i vejret i retning af 50 procent.

Det har ført til, at det i vidt omfang er de samme kvinder, der modtager midlerne.

I Filmmagasinet Ekko hævdede bestyrelsesformanden på Filminstituttet, Anders Kronborg, at den norske filmkonsulent ikke havde uddelt sin støtte 50/50 til de to køn.

Det kunne Ekko dog på basis af instituttets egne tal vise, at hun gjorde: ”Ekko har undersøgt Næss’ støttetildelinger, siden hun blev ansat den 1. januar 2019. Det viser sig, at hun er ganske udmærket til at regne og faktisk lever op til sine egne ord.”

Ubevidst bias
Den norske filmkonsulents 50/50-princip er ikke en enlig svale. At Filminstituttets konsulenter opererer med en uformel kønskvotering ses også af spillefilmkonsulent Lotte Svendsens udtalelser i radioprogrammet Ping Pong den 6. februar 2020.

Lotte Svendsen, der selv har arbejdet som filminstruktør i mange år, er i samtale med formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, og her kan der ikke registreres noget armslængdeprincip mellem en bedømmer og en magtfuld potentiel ansøger, der lægger et vist pres for at fremme sin gruppe af ansøgeres chancer.

Lotte Svendsen ser sig åbenbart også i kraft af at være kvinde som en del af et kønskollektiv, der skal fremmes.

”Der er jo ingen tvivl om, at vi skal til at vælge en masse kvinder, for der er en stor efterspørgsel på det, vi kan …” siger Lotte Svendsen, og suppleres af Christina Rosendahl.

”Nu har vi arbejdet i fire år i dansk film meget intenst på at få skabt forandring. At få kigget på vores egne ubevidste bias i den her diskussion – få samlet en masse data ind, få talt med en masse af disse mænd og kvinder, der var på vej ind i branchen for at se, om der var forskel,” siger Rosendahl og fortsætter:

”Vi har virkelig gjort meget. Og min fornemmelse er, at det rykker sig næsten ikke. Det rykker sig meget, meget, meget langsomt. Så spørgsmålet er, hvis man skal have skabt hurtigere forandring, hvad siger så sådan én som dig? Du er jo ikke sådan en suppetante, der sidder og fedter med tingene. Du sætter dig noget for og får det eksekveret.”

Kvindeligt eldorado
50/50-nøglen har på Filminstituttet ført til, at støtten til kvindelige ansøgere i et vist omfang uddeles til de samme kvindelige instruktører. Hvor mændene kun står for ét projekt hver, har en del af kvinderne opnået støtte til flere projekter. En til fire projekter og to til to.

Skønt Filminstituttet priser mangfoldighed, medfører dets 50/50-støtteprincipper altså mindre mangfoldighed, idet de samme kvinder tildeles flere støttebevillinger.

Der er åbenbart for få kvalificerede ansøgere, men da man sigter mod 50 procent støttetildeling til kvinder, begynder man at uddele pengene til de samme kvindelige ansøgere, der ikke kan fortænkes i at sende mange ansøgninger til dette erklærede eldorado for kvindelige filmskabere.

Har Filminstituttets ledelse overvejet, om man virkelig får kvalitet for pengene ved at indføre de uformelle, norske kvoteprincipper?

Norsk sindelagskontrol
Lad os forsøge at lære af historien.

I Danmark ser vi nu en vækkelsesagtig udvikling, der ligner presset for uformelle kvoter i Norge en del år før det norske Storting i 2016 vedtog, at 40 procent af instruktører, manuskriptforfattere og producere, der står bag den hjemlige filmproduktion, skulle være kvinder.

I 2011 skrev den tidligere norske filmkonsulent Nikolaj Frobenius om den ligestillingspolitiske virkelighed, han havde arbejdet under i de forgange år.

Han skrev om filmen Pax, der fik dårlige anmeldelser og blot blev set af 830 mennesker i åbningsweekenden og 3.500 i alt – trods et støttebeløb på ti millioner kroner, et samlet budget på 30 millioner og en pæn bunke norske stjerneskuespillere.

Ifølge Frobenius var den afgørende årsag til støtten, at instruktøren var kvinde.

”Spørgsmålet om radikal kønskvotering var særdeles aktuelt i 2007, da Pax fik offentlig støtte. Kulturminister Trond Giske (Arbejderpartiet) sagde i december 2006, at hvis filmbranchen ikke retter op på den skæve kønsbalance, vil der blive indført en radikal kønskvotering i 2010. Det var en dramatisk kort tidsfrist for at rette op på dybt strukturelle skævheder, som har eksisteret i filmbranchen i en årrække,” skriver Frobenius og fortsætter:

”Faktum er, at ikke mere end femten procent af projekterne i min ansøgningsbunke om produktionsstøtte havde kvindelige instruktører. At ændre femten procent til 50 procent på knap tre år skulle vise sig at medføre store udfordringer, og lagde et tilsvarende stort pres på konsulenterne for at finde projekter som havde kvindelige hovedaktører (manuskript, instruktion, producent eller hovedrolle).”

For virkelig at understrege situationens alvor trådte ministeren ind som en kulturkommissær, der selv sørgede for overvågning af processen med sindelagskontrol af de ansatte. Ifølge Nikolaj Frobenius blev …

”… alle ansatte i Filmfondet tilmeldt et obligatorisk seminar, hvor en svensk ekspert fortalte om, hvordan organisationen kunne gå frem for at udrense mandschauvinistiske holdninger hos konsulenter og ansatte …”

”’Kvalitetsbegrebet er ikke en absolut sandhed og kan ikke bruges som argument for, at kvinder ikke skal lave film,’ udtalte eksperten, den svenske professor Anna Wahl. Kulturministeren var selv til stede på disse arrangementer og ville sørge for, at konsulenterne virkelig mødte frem og tog truslen om kvotering alvorlig … Det var det pres alle konsulenterne i Filmfondet var udsat for. Det er baggrunden for den vurdering, jeg i 2007 udfærdigede om spillefilmprojektet Pax.”

De nøgne tal
Den kvindelige instruktør (og journalist) fik de mange millioner uden den erfaring, der normalt krævedes til et så stort projekt. Hun havde kun instrueret én film før.

Den film, hun nu producerede, havde nærmest intet at gøre med det oprindelige manuskript, skrevet af den anerkendte norske forfatter Lars Saabye Christensen.

Senere udgav hun oven i købet det omredigerede manuskript som en selvstændig bog senere hen. Konsulenten blev ikke informeret om den massive omskrivning af manuskriptet, hvilket tangerer svindel, mener han.

Lad os lære af de negative norske erfaringer! Det er et fantastisk illusionsnummer, Det Danske Filminstitut udfører i disse år.

Man har oppisket en tro på, at kvinder diskrimineres ved filmstøtte. Men de nøgne tal viser, at kun ved én form for støtte får et køn signifikant mindre i støtteandel end, hvad der svarer til deres andel af ansøgere, og det er ved dokumentarfilm, hvor mandlige ansøgere har en væsentligt lavere succesrate end kvinder.

Arbejdet med ligestilling på Filminstituttet kunne med fordel begynde her.