Guy Maddin genskaber Vertigo
I 1998 genskabte den amerikanske instruktør Gus van Sant Psycho i en slags opdateret version. Skuespillerne var nye, men ellers var filmen stort set identisk med Hitchcocks klassiker – billede for billede.
Det havde han ikke videre held med, men den meget bogstavelige genindspilning er gået over i historien som et af filmmediets besynderligste eksperimenter.
Nu har den canadiske avantgardeinstruktør Guy Maddin med dødsforagt kastet sig over et tilsvarende projekt og genskabt en anden af Hitchcocks mesterværker, nemlig Vertigo fra 1958.
Maddins udgave af Vertigo er dog ikke en en-til-en-gengivelse, men derimod sammensat af gamle arkivoptagelser, brudstykker af filmens dialog samt optagelser af kendte steder fra filmen.
Den grønlige tåge
The Green Fog – A San Francisco Fantasia, som er filmens titel, blev for nylig vist som afslutningsfilmen på San Francisco Film Festival, hvor den kendte Kronos Kvartet spillede filmens musik live.
”Maddin har udfordret sig selv til at genskabe Vertigo uden at bruge optagelser fra Hitchcocks klassiker, men i stedet lave en ’parallel-univers-udgave af filmen’, med instruktørens egne ord,” skriver festivalen i sit program.
Filmen varer 63 minutter og består blandt andet af gamle klip fra Hollywood-film og serier.
The Green Fog er altså mere en slags fortolkning af Hitchcocks film end et egentligt remake, og titlen henviser således til en grønlig tåge, der flyder gennem filmen.
Underholdende og sært rørende
I den oprindelige Vertigo spiller James Stewart en detektiv fra San Francisco, der lider af galoperende højdeskræk. I løbet af filmen bliver han mere og mere besat af den kvinde han skal skygge, spillet af Kim Novak.
Vertigo bliver stadig hyldet verden over som Hitchcocks største mesterværk og ligger for tiden øverst på det britiske tidsskrift Sight and Sounds liste over verdens allerbedste film.
Guy Maddin har før lavet film, der er inspireret af stumfilm, tidlige talefilm og andre forskellige traditioner og strømninger i filmhistorien.
Indtil videre er reaktionerne på The Green Fog sparsomme. Bilge Ebiri fra New York-avisen The Village Voice skriver dog om Maddins film på Twitter:
”Det er 60 minutter med mænd, der kigger på kvinder, mænd, der kigger på mænd, bilkørsel, selvmord, bedrag, tårne, fald. Underholdende og sært rørende.”
Det vides endnu ikke om The Green Fog får yderligere visninger eller regulær biografpremiere.
Kommentarer