Nyhed
10. nov. 2009 | 09:55

Gys med det nye Ekko

Kom til forpremiere på Paranormal Activity med introduktion af Jakob Stegelmann. Vær med til at fejre det nye nummer af Ekko. 
Af Henrik Østergaard

Et ungt kærestepar. Et nyt hus. Noget mystisk i mørket. Da parret sætter et kamera op i soveværelset, eskalerer de uforklarlige hændelser.

Paranormal Activity kommer til landet med en hype, der ikke er set, siden The Blair Witch Project gjorde skovturen til en hårrejsende oplevelse.

Filmen er blevet et fænomen i USA, hvor den på trods af et beskedent budget har spredt sig som ringe i vandet og i flere uger toppet box office-listen.

Se den før dit husspøgelse og oplev hele Danmarks filmnørd, Jakob Stegelmann fra DR’s Troldspejlet, præsentere bæstet. Efter filmen skyller vi gyset ned med en drink i baren.

Arrangementet finder sted i Grand Teatret i København tirsdag den 17. november klokken 21.30. Det koster 75 kr. Med i billetprisen følger det nye nummer af Filmmagasinet Ekko, der kom på gaden 4. november.

Bestilling på Grand Teatret eller på tlf. 33151611. Billetbestilling hverdage 13-20. Afhentes senest dagen før.




Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko