Tvillinger med gys i blodet

Den australske gyser Talk to Me har bejlet til titlen som årets horrorhit, siden den tog røven på midnatspublikummet på Sundance-festivalen i januar og prompte blev opkøbt af den prestigiøse distributør A24. 

En måned efter er filmens instruktører, det australske tvillingepar Michael og Danny Philippou, stadig helt oppe at køre. Vi mødes på Berlinalen, hvor Talk to Me vises uden for konkurrence. 

”Ord kan ikke beskrive, hvor meget modtagelsen har betydet for os,” siger Michael Philippou ivrigt. ”Vi ville bare lave en god film, som vi kunne være stolte af. At folk har taget så godt imod den, har været …” 

”… det har været vanvittigt!” afbryder Danny Philippou, der har afbleget hår, men ellers er sin brors spejlbillede. 

”Vores vildeste drømme gik i opfyldelse.” 

Besat af de døde
Brødrene speedsnakker i munden på hinanden, og når den ene holder inde, tager den anden over med smitsom begejstring. 

Gennem et årti har de udgivet YouTube-videoer med samme utøjlelige energi på sketchkanalen RackaRacka, hvor de opnåede millioner af følgere med opfindsomme parodier af popkultur og falde på halen-stunts frit efter Jackass. 

Med Talk to Me – der er aktuel i danske biografer – tager de løjerne et skridt videre. I filmen er den seneste virale trend blandt unge i den australske by Adelaide at lade sig besætte af de døde. 

Til hjemmefester griber de fat i en dæmonisk udseende, tilsyneladende afhugget hånd og taler til det hinsides: ”Tal til mig!” og så det fatale: ”Jeg lukker dig ind!” 

Imens står vennerne i en cirkel med mobilerne fremme, så de kan dele de hypnotiske optrin på sociale medier. For den syttenårige Mia bliver åndebesættelserne en flugt fra virkeligheden. Hun bor for det meste hos veninden Jade, men da Jades lillebror Riley også vil besættes, får det blodige konsekvenser. 

Skal føles naturligt
Ekkos anmelder var forbeholden i sin ros med tre stjerner. 

Men internationalt har blandingen af krybende gys og smertelige tematikker om sorg, selvmord og sociale medier sikret Talk to Me en tredjeplads på hjemmesiden Rotten Tomatoes’ liste over årets bedst anmeldte gyserfilm! 

Den er kun overgået af den mexicanske graviditetsgyser Huesera: The Bone Woman – og danske Gabriel Bier Gislasons debutfilm Natten har øjne. 

Fælles for alle tre er, at de ikke nøjes med at chokere deres publikum. De maner uhyggen tålmodigt frem ved at tage deres personer seriøst og fortælle en historie med noget på hjerte. 

”De bedste gyserfilm forlader sig ikke på jump scares. Vi vil have filmens øjeblikke af gys og vold til at føles naturlige frem for at fremstå provokerende,” siger Danny Philippou. 

”Ja, ikke noget med en kat, der pludselig kommer springende ud af ingenting,” griner Michael med henvisning til Dario Argentos Inferno fra 1980. ”Vi ville ikke bare skræmme vores publikum, men tage dem med på en rejse.” 

Stigende depressionsrate
I Talk to Me trækker Philippou-brødrene på deres egne erfaringer. 

Mia er baseret på en ældre veninde, som holdt dem væk fra ballade og hjalp dem med at lave deres tidlige videoer. Og hendes forhold til den yngre Riley er påvirket af deres egen rolle som reservestorebrødre for naboens tre drenge, som de ofte passede. 

”Tanken om, at vi ville være ansvarlige for, at de kom til skade, var enormt skræmmende for os. Tænk at skulle se deres forældre i øjnene, hvis de virkelig slår sig,” siger Michael Philippou. 

”Det blev nærmest en tvangstanke: ’Hvis jeg kører dem et sted hen, kører jeg så galt?’” indskyder Danny. 

Den første spæde idé til Talk to Me fik brødrene, da en af nabodrengene kom galt af sted, da han begyndte at eksperimentere med stoffer med sine venner. 

”Han havde en voldsom reaktion på, hvad end han havde taget. Han havde krampetrækninger på gulvet, mens hans venner grinede ad ham og filmede det. Det var slående, hvordan deres oplevelse i øjeblikket var den komplet modsatte af vores, da vi så videoerne,” siger Danny. 

Philippou-brødrene startede selv karrieren på YouTube, men fik efter denne episode øjnene op for skyggesiderne af sociale medier. 

”Depressionsraterne er steget siden sociale medier slog igennem, og det starter tidligere og tidligere. Vi ville vise, hvordan det, som de lidt ældre teenagere laver, påvirker den yngre generation. De arver vores synder.” 

Filmskolen YouTube
Filmens mest smertelige tematik er også hentet direkte fra brødrenes eget liv. 

”Vores mor gennemgår dybe, depressive episoder, og hendes mor tog sit eget liv. Så det var en gennemgående frygt i vores opvækst, at vi ville falde ind i de samme adfærdsmønstre.” 

”Vi oplevede på klos hold, hvad det gør ved et menneske, hvis forælder begår selvmord. Man føler sig skyldig. For os handlede det at lave filmen om at trække på vores egne erfaringer. Fordi vi har selvmord i familien, var filmen en kreativ og terapeutisk måde at tale om det på.” 

Ser man bare et par af videoerne på RackaRacka-kanalen, er man ikke i tvivl om, at brødrene forstår at udtrykke sig kreativt. 

Med drengerøvshumor, hjemmelavede special effects og stadig mere professionelle stunts har Philippou-brødrene i årenes løb opnået en loyal fanskare. 

”Vi har lavet videoer siden vi var seks år gamle – parodier på alt fra Ronald McDonald til Star Wars. Som youtubere har vi kunnet udforske de dele af filmhåndværket, der fascinerer os,” fortæller Danny. 

Publikum er mere skræmmende
Men selv om de har opnået stor succes online, var målet altid at lave spillefilm. 

”YouTube giver dig hurtig tilfredsstillelse. Du poster din video, så holder du øje med visninger og kommentarer og kan se, hvordan videoen bliver modtaget. Det tager meget længere tid at lave en film, men det er også mere tilfredsstillende,” siger Michael. 

Mens RackaRacka voksede sig større og større, arbejdede brødrene også på professionelle filmproduktioner som det australske gyserhit The Babadook fra 2014. 

”Danny var runner og jeg lysassistent. Det gjaldt om at lære filmhåndværket som del af et hold. Så vi var ikke stressede, da vi endelig selv debuterede. Vi følte os parate. Nu var tiden kommet,” siger Michael. 

Alligevel har de nerverne uden på tøjet, hver gang de ser filmen med et publikum. 

”Det er meget mere skræmmende for os at se publikum end for publikum at se filmen,” griner Danny. 

Michael nikker. 

”Men når vi så sidder på bageste række og hører hele salen grine sammen og gyse sammen, er det vildt. Og når de når til slutningen og reagerer sammen, er det noget helt særligt.”