Top 5: Bedste gys i 2018

Det er efterhånden svært at huske, men der var engang, hvor gysergenren var anset for at byde på andenrangsfilm.

For fans har der naturligvis altid været rigeligt med spændende titler, men navnlig i 90’erne og 00’erne blev de begravet i et bjerg af affald.

Sådan er det heldigvis ikke længere.

Den populære distributør A24 har de sidste par år fået film som The Witch og Hereditary ud til folket, mens store studier i højere og højere grad har satset på gys og gru for at sælge billetter.

Universal har for nylig officielt droppet sine planer om et stort, filmisk monsterunivers – det såkaldte Dark Universe – og har nu planlagt at udgive de klassiske filmmonstre under banneret af gyserproduktionshuset Blumhouse.

Alt tyder på, at gysets guldalder fortsætter ud i fremtiden. Men 2018 var i sig selv et fænomenalt år for genren, både i det store og det små. Vi udpeger de fem film, som er et must for enhver connaisseur.

Mandy

Det her er en af sidste års absolut mest originale og komplet vanvittige film. Mandy vandt særlig opmærksomhed på grund af en blodrusende manisk Nicolas Cage, der myrder gale kultmedlemmer med en hjemmelavet økse. Den er også et visuelt kalejdoskop af én mands helvede sammensat af Dio-albumcovers, Hostel, Hellraiser og Terrence Malicks filmografi.

Den første time af filmen er en fænomenal, meditativ undersøgelse af forskellen på skovhuggeren Red (Cage), der er forelsket i sin kæreste Mandy, og kultlederen Jeremiah, som er forelsket i hende som et objekt, han kan tage ejerskab over.

De store skel mellem Reds ro hos Mandy og hans frembrusende vrede, da hun tages fra ham, fremvises gennem farvemættede, billedskønne indstillinger af naturen, som langsomt transformeres til et helvede. De sidste fyrre minutter, hvor Nicolas Cage går fuld Jason Voorhees, som kun Cage kan gøre det, er naturligvis uforglemmelige.

Som prikken over i’et er det meget muligt den afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannssons bedste score.

Hereditary

Ikke siden Jennifer Kents The Babadook har en gyserfilm i så høj grad føltes som et timelangt panikanfald.

Hereditary er på overfladen en traditionel spøgelsesfilm, hvor samtlige medlemmer af familien Graham langsomt begynder at miste forstanden, da deres hus hjemsøges efter en forfærdelig tragedie.

Men det viser sig hurtigt, at det sande monster ikke er mystiske spøgelser, som gemmer sig i mørket. Det er de betændte familiehemmeligheder og bidske uenigheder, der kommer til overfladen. Toni Collette giver sit livs bedste præstation som den indelukkede matriark Annie. Den helt store overraskelse er dog Alex Wolf som hendes søn, der i løbet af filmen falder komplet ned i et sort hul af traume og tragedie.

Udeladelsen af filmen fra samtlige Oscar-kategorier bekræfter endnu en gang Akademiets enorme og ugrundede had til genrefilm.

Cam

”I sidste ende tror jeg ikke, publikum fuldstændigt forstår, at de rent faktisk hepper på en sexarbejder, som ønsker at vende tilbage til sexarbejde.”

Sådan udtalte manuskriptforfatteren Isa Mazzai om Cam, der er værd at finde frem til på Netflix. For hvor de fleste gyserfilm behandler sexarbejdere som døde, smukke kroppe, der skal ødelægges, viser Cam en enorm kærlighed til og respekt for webcam-pigen Alice, der ud af det blå får hacket sin konto af en mystisk dobbeltgænger. Den største skræk er hermed internettets mange faldgruber og det komplicerede forhold til vores online-persona.

Isa Mazzai har selv tidligere arbejdet som webcam-pige, og autenticiteten mærkes tydeligt – fra Alices boblende personlighed foran kameraet og de mange sjofle beskeder fra det liderlige klientel til politifolk, der nægter at tage hende seriøst, da hun anmelder sin stjålne konto.

Cam er et glimrende eksempel på, hvorfor øget diversitet bag kameraet kun kan øge kvaliteten af historierne på det store lærred såvel som den lille skærm.

The Haunting of Hill House

Med få undtagelser har gyserserier næsten altid været karakteriseret ved genrens mere fjogede, kitschede elementer. Den overdrevne zombie-makeup og sæbeoperadrama i The Walking Dead, de mange fjollede monstre i American Horror Story og den grovkornede produktionskvalitet i Channel Zero.

Men Mike Flanagans mesterlige The Haunting of Hill House imponerer.

Ligesom Hereditary, The Babadook og The Witch handler serien om en splittet familie, der bliver hjemsøgt af fordums tids spøgelser. Men serien excellerer ved at bruge formatet til at grave dybere i hvert enkelt medlem af familien. Den tæller blandt andet følsomme Luke, der kæmper med sit stofmisbrug, og storebroren Steven, som har vendt sin familie ryggen og tjent gode penge på en bog om deres tragiske fortid.

Trods den lange spilletid sidder man konstant med dynen klar til at dække øjnene, når spøgelser rumsterer i baggrunden eller hopper op på skærmen til et velanlagt jumpscare.

Det kulminerer i seriens sjette afsnit, som med syvtommersøm slår fast, at gysergenren kan opnå de samme resultater på en snoldet computerskærm, som den kan i biografens mulm og mørke.

A Quiet Place

I et fantastisk år for gysergenren kom en af de bedste film fra det berygtede produktionsselskab Platinum Dunes, der i 00’erne leverede rædderlige remakes af The Texas Chainsaw Massacre, A Nightmare On Elm Street og Friday the 13th.

Tingene har i den grad ændret sig.

John Krasinskis ilddåb som horror-instruktør er lige dele rørende familiedrama og intens monsterfilm, som ikke har set sin lige på denne side af Jurassic Park.

Historien om en familie, der prøver at overleve i en verden invaderet af monstre, som reagerer på den mindste lyd, er såre simpel. Men ved at fokusere på den lille families sammenhold, trækkes publikum ind i gyset.

Filmen kan med rette kritiseres for at være ude af trit med tiden i sin patriarkalske familiepolitik, og er du jordens tørreste menneske, kunne du sikkert skrive en hel bog om, hvorfor familien ikke bare flytter hen til et vandfald, som overdøver støjen. Men som en konceptuel monsterfilm skaber den både smil, skrig og tårer. Og det sidste øjeblik i A Quiet Place er stadig det bedste stykke film, jeg så i 2018.