Håbet om en lykkelig slutning

”Da jeg først kom til Lourdes, var det som at komme til Timbuktu. ’Hvor er jeg?’ tænkte jeg.”

Sådan siger den østrigske instruktør Jessica Hausner om sit første besøg i den lille franske by, der ligger ved foden af Pyrenæerne.

”Jeg var chokeret over omfanget af syge folk. Der var flere kørestole end biler i gaderne, og folk havde sygdomme, som jeg slet ikke troede eksisterede længere,” tilføjer hun.

Hausner besøgte Lourdes, fordi hun ville lave en film om mirakler. Hvorfor vidste hun ikke til at begynde med, men da hun først havde sat sine ben i byen, stod det klart for hende, at hun havde fundet de helt rette omgivelser for sin film.

Valfartssted for katolikker
Lourdes er valfartssted for mange katolikker, fordi Jomfru Maria efter sigende viste sig i byen i 1858. Mange uhelbredeligt syge tager hvert år dertil i håb om at opleve et mirakel.

”Jeg var på udkig efter en historie og havde en idé om, at historien skulle indeholde et mirakel. Til at begynde med var det slet ikke sikkert, at den skulle finde sted i Lourdes, men jeg blev tiltrukket af byen, fordi den var så mærkelig og fascinerende.”

”Undervejs i processen spurgte jeg hele tiden mig selv: ’Men hvad har det at gøre med mig?’ Og en del af formålet med at lave filmen var også at finde ud af, hvorfor jeg er så interesseret i mirakler,” forklarer Hausner.

Det utrolige sker
38-årige Jessica Hausner har tidligere instrueret Lovely Rita, der handler om en rebelsk teenagepige, og Hotel, der er en uhyggelig thriller, som foregår på et østrigsk alpehotel.

Den 9. december får hendes nyeste film Miraklet i Lourdes dansk premiere, og i den forbindelse har Hausner selv været i København for at tale om filmen, der har vundet flere priser og blev udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig 2009.

”Det er en fremragende orkestreret film, hvor skuespillerne i mange totalbilleder glider ubesværet ind blandt pilgrimmene i Lourdes, så filmen får en næsten dokumentarisk karakter, skønt den er strengt iscenesat,” skriver Christian Braad Thomsen i Ekko #51 og belønner filmen med hele fem stjerner.

Handlingen kredser om den lammede, skleroseramte Christine (Sylvie Testud), der tager til Lourdes og sammen med andre syge bliver indlogeret på hotel.

Christine er ikke stærk i troen og kommer egentlig mest for selskabets skyld, men alligevel sker det utrolige, og en dag kan hun rejse sig fra sin kørestol.

Mirakel som eksempel
Hvorvidt det er et ægte mirakel, som indtræffer, lader filmen dog stå åbent, og netop åbenheden er en væsentlig pointe for Hausner.

”Sådan oplever jeg ikke bare mirakler, men livet i det hele taget. Man kan ikke afgøre, at noget er på en bestemt måde og ikke anderledes. Ting har altid flere sider, og jeg bruger bare miraklet til at udtrykke den overbevisning.”

”Det er klart, at noget sker. En lam kan pludselig gå. Men hvad betyder det? Alle fortolker det på forskellige måder. Nogle siger, at det er et mirakel. Andre, at det ikke er.”

Inspireret af Zola
Jessica Hausner fortæller, at hun blev inspireret til at lave filmen, da hun læste romanen Lourdes fra 1894.

Romanen er skrevet af franske Émile Zola, der var en del af naturalismen og skildrer mennesket som et rent biologisk produkt. I bogen bliver en syg kvinde kureret som ved et mirakel, men noget tid efter får hun et tilbagefald.

”Jeg synes, det er interessant, at det på Zolas tid var vigtigt at vise, hvordan mirakler er bedrag. Det var før religion og stat blev adskilt i Frankrig, og Zola ville ikke have, at folk skulle tro på den slags.”

”Men min egen film slutter, før den kurerede får et tilbagefald. For i vores tid er ingen længere tvunget til at tro på noget bestemt. Vores tid handler mere om at leve i en verden, hvor modsætninger eksisterer på samme tid.”

Katolicisme i kunstnerhjem
Jessica Hausner beskriver sig selv som ikke-troende. Hun er opvokset i et kunstnerhjem i Wien, og hendes far, Rudolf Hausner, var en ret berømt kunstmaler i 1970’erne.

Alligevel har hun et indgående kendskab til katolicismens skikke og ritualer, fordi hun gik på en katolsk skole som barn.

”Mine forældre var ikke troende, men de sendte mig på en katolsk skole, fordi de mente, at jeg kunne få en god uddannelse der. Da jeg pludselig blev katolik som tolvårig og insisterede på at bede bordbøn, blev de meget chokerede.”

”Men som femten- eller sekstenårig mistede jeg troen igen og meldte mig ud af kirken. Dengang tænkte jeg, at hvis Gud virkelig eksisterede, så kunne der ikke være så meget dårligdom i verden, som der var.”

Metafor for håb
Tanken, der fik Hausner til at miste sin tro, er i høj grad den, som hun udforsker med Miraklet i Lourdes. I filmen problematiserer den megen sygdom tanken om Guds godhed.

Men undervejs i arbejdet med filmen indså Hausner også, at den konkrete fortælling om en mirakuløs begivenhed i Lourdes samtidig handler om noget andet og mere.

”Ønsket om et mirakel er en metafor for håb. Jeg og alle andre lever vores liv med et håb om, at tingene bliver bedre, og at livet nok skal få en lykkelig slutning.”

”Desværre konfronteres vi med et liv og en skæbne, som ikke tager hensyn til vores håb. Min film spørger, om det giver mening at håbe på det bedre, for selv om Christine bliver kureret i filmen, løser det ikke alle hendes problemer.”

Eventyrlig historie
At Miraklet i Lourdes er en fortælling med en overført betydning, får Hausner til at tænke på den som et eventyr eller en lignelse fra Bibelen.

”Alle karaktererne i filmen er prototyper som i et eventyr. Der er for eksempel den strenge nonne, den gamle dame, der er lidt som en heks, og den flotte ridderagtige fyr Kuno.”

Tilskueren får stort set intet kendskab til, hvad karakterernes biografiske baggrund er. Og det til trods for, at Hausner faktisk har gjort sig mange tanker om det.

”Når jeg laver en film, er jeg meget optaget af personernes historier. Jeg researcher meget og har mange detaljer med i starten, men når jeg sætter mig til at tegne storyboardet, forsvinder detaljerne som regel. Jeg vil gerne undgå, at de distraherer tilskueren,” forklarer hun.

Humor under overfladen
Jessica Hausners film udmærker sig stilistisk ved lange, tableauagtige kameraindstillinger og umanerligt underspillet skuespil.

For en overfladisk betragtning kan Miraklet i Lourdes derfor forekomme temmelig begivenhedsløs og humorforladt. ”Vi er her ikke for at have det sjovt,” fastslår en nonne også på et tidspunkt, men under overfladen lurer dramaet og en grotesk, sort humor hele tiden.

”Til forevisninger af filmen griner folk, og det har jeg det fint med. Der er noget sorthumoristisk over at forsøge at analysere et mirakel og finde ud af, hvad Gud vil fortælle os med det,” siger hun.

Vild med Buñuel
Tidligere har Jessica Hausner været assistent for landsmanden Michael Haneke (Det hvide bånd og Pianisten), og som instruktør bliver hun ofte sammenlignet med ham.

Men Hausner mener ikke, at hun er specielt inspireret af Haneke. Som sin helt store inspirationskilde fremhæver hun i stedet den spanske instruktør Luis Buñuel.

”Jeg føler mig beslægtet med hans mærkelige, subversive humor og surrealistiske syn på tingene. I Borgerskabets diskrete charme er ministeren for eksempel narkohandler og præsten sexafhængig. Buñuel undersøger altid, hvad der foregår bag facaden, og det inspirerer mig.”

På lignende vis leger Hausner i Miraklet i Lourdes med nogle af de fastlåste opfattelser, mennesker kan have af hinanden. Den lamme Christine spiller ikke den offerrolle, som man kunne forvente, og den strenge sygeplejenonne på hotellet viser sig pludselig selv at være syg.

”Jeg er meget interesseret i, hvordan individer spiller bestemte roller i samfundet, og jeg forsøger at skabe situationer, hvor der er en forskel på, hvad der forventes af folk, og hvordan de opfører sig,” siger hun.

Køligt blik
Når Jessica Hausner ser tilbage på de film, hun har lavet, kan hun se, at visse temaer gentager sig.

”Et af de genkommende temaer er hovedpersonernes ensomhed. Alle mine andre film har også kvinder i hovedrollerne, og det er altid en kvinde, som har svært ved at integrere sig i samfundet.”

”Filmene skildrer det vanskelige i knytte sig til andre - at føle sig hjemme et sted - og hovedpersonerne føler sig nærmest som gæster i deres eget liv,” siger hun.

På et vist plan mener Hausner, at hun folder personlige historier ind i sine film. Men samtidig er det vigtigt for hende at lave film, der ikke umiddelbart ligger tæt op ad hendes eget liv. Og det var en del af den strategi at placere hendes seneste historie i det fremmedartede Lourdes.

”Jeg forsøger altid at holde en vis distance i mine film. Jeg har ikke lyst til at blive for sentimental, og jeg foretrækker at se på tingene med et køligt blik.”