Nyhed
01. maj 2017 | 17:52

Hackerangreb rammer Netflix

Foto | Myles Aronowitz
Internettet har skabt mange glæder for streaming-giganten Netflix, men nu er tjenesten ligesom de medvirkende i Orange Is the New Black nok også lidt trætte af det.

Afsnit fra den kommende sæson Orange Is the New Black er blevet lækket på nettet. Ifølge hackergruppen er flere serier i fare for at komme ud før tid.

Af Henrik Brix

En hackergruppe under navnet TheDarkOverlord har over weekenden gjort alvor af sine trusler om at lække de første ti afsnit af sæson 5 fra den Netflix-producerede serie Orange Is the New Black.

Der er tale om ti af sæsonens tretten afsnit, som hackergruppen er kommet i besiddelse af, og som nu er lækket til fildelingssiden The Pirate Bay.

Efter hackergruppens eget udsagn har man forsøgt at samarbejde med streamingtjenesten om en løsesum bestående af online-valutaen bitcoins. Et ifølge hackergruppen beskedent beløb til sammenligning med det tab, som lækket vil påføre Netflix.

Ifølge siden Torrent Freak er der tale om et konkret angreb på postproduktion-studiet Larson Studios i begyndelsen af 2016.

TheDarkOverlord fortæller til Torrent Freak, at Larson Studios underskrev en kontrakt i julen 2016, men at selskabet aldrig betalte løsesummen.

Tilbud stadig på bordet
Konsekvensen af lækket kan i sidste ende vise sig langt større end først antaget.

Ud over Orange Is the New Black er hackergruppen nemlig kommet i besiddelse af flere kommende serier og sæsoner fra tv-stationer ABC, FOX, National Geographic og IFC.

Til de pågældende selskaber skriver TheDarkOverlord: ”I kan nå at redde jer. Vores tilbud er stadig på bordet – endnu.”

Netflix er opmærksom på lækket og fortæller, at ”de rette myndigheder” er blevet involveret. Det vides endnu ikke, om Netflix har i sinde at flytte premieren frem som følge af lækket.

Den nye sæson af Orange Is the New Black er sat til at få premiere på Netflix den 9. juni.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko