Hackere og nørder

Er hackere kriminelle, destruktive nørder, eller kæmper de i det godes tjeneste for frihed og retfærdighed i den virtuelle verden?

Spørger man instruktøren bag dokumentarfilmen Frihedsmaskinen – hackere og nørder, Jannik Splidsboel, vil han svare det sidste. Han tøver ikke med at kalde hackere for frihedskæmpere, uanset om de blege nørder hacker systemer for sportens skyld eller arbejder ideologisk. Fælles for dem er, at de bryder de store selskabers monopol – Microsofts ikke mindst – og udvikler teknologien. Indirekte ved at påvise sikkerhedsfejl i netværk og direkte ved at for eksempel at ændre dårligt fungerende programmer og stille dem til rådighed for alle med en internetforbindelse.

Frihedsmaskinen portrætterer to hackere, nybegynderen og den erfarne. Begge drives af en enorm nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan systemer og netværk hænger sammen.

Den 20-årige århusianer Daniel Blankensteiner keder sig gudsjammerligt i Struer, som han er flyttet til for at bo sammen med sin kæreste. For at fordrive tiden begynder han at undersøge koder og er efter et par år en ferm hacker. I filmen demonstrerer han, hvor let det er at få adgang til følsomme oplysninger i Nørresundby HFs system. Ti sekunder tager det at få email-adresser på samtlige brugere af netværket. Daniel diskuterer med sig selv, om han skal skrive til systemadministratoren og fortælle om hullerne i sikkerheden, men beslutter at lade være. Han vil ikke risikere at blive politianmeldt.

Indbrud er i orden
Kritikerne i hackingdebatten hæfter sig ved, at hacking er indbrud og dermed ulovligt. Hacking er en stor belastning for IT-afdelingerne rundt omkring, og hackere er med til at øge sikkerheden på samme måde som narkomaner i parcelhuskvarterer: Beboerne sætter flere alarmer op! En øget trussel giver et større behov for at sikre sig, siger en af kritikerne, Niels Christian Juul, lektor på Roskilde Universitetscenter.

Disse argumenter går instruktøren Jannik Splidsboel i rette med. ”Hvis man begår indbrud for at vise, at der er noget galt, er det vel okay. Det, Daniel gør med at hacke sig ind på Nørresundby HF, er sådan set at gå ind igennem et åbent vindue i en butik, kigge sig lidt om og gå ud igen uden at stjæle noget. Jeg synes, det er i helt orden, hvis man ikke misbruger det. For det er sådan, systemerne udvikler sig,” siger Jannik Splidsboel.

Frihedsmaskinen skelner mellem hackere og crackere. Sidstnævnte hacker alene for destruktionens skyld eller stjæler penge. Tyske Tim Pritlove, der har hacket i 22 år, fortæller i filmen, at han engang overførte småbeløb fra en bank til sin egen konto. Men han leverede dem tilbage igen og fortalte banken om, hvor sikkerhedshullerne var.

”Det kan man godt forsvare,” mener Jannik Splidsboel. ”Hackere ser sig selv som de gode drenge, der gør verden – i hvert fald cyberverden – til et bedre sted. Hackere sørger for, at informationer er frit tilgængelige og ikke-kommercielle, derfor kalder jeg dem frihedskæmpere. Daniel gør det måske ikke af ideologiske grunde, men et eller andet sted gør han jo noget godt. Crackere derimod har svinet ordet ’hacker’ til. Jeg forsøgte at få en cracker til at medvirke i filmen, men han ville ikke stå frem. Det må være fordi, de ikke kan forsvare det, de gør.”

Kreativ brug af teknologi
Jannik Splidsboels motiv med Frihedsmaskinen er at afmystificere hacking og vise fascinationen ved at lede i timevis efter en indgang til et netværk, efterfulgt af adrenalinsuset og den koncentrerede tampen i tasterne, når det endelig lykkes. Filmen kommer ikke ind på de politiske sider af hacking, kaldet hacktivism, selv om instruktøren bedyrer, at han trods flere år i miljøet aldrig har mødt en højreorienteret hacker.

”Jeg har med vilje ikke lavet filmen politisk eller ideologisk, fordi min første hackerfilm (den 60 minutter lange Codes, lavet for Canal+) mere drejer sig om ideologien bag hacking. Frihedsmaskinen skal vise mulighederne – at der er en kæmpe verden på nettet, som de fleste af os kun når til udkanten af.”

Ifølge Tim Pritlove, der leder Europas ældste hackerklub, Chaos Computer Club, handler hacking i bund og grund om kreativ brug af teknologi. Og man skal ikke være meget teknikfikseret for at blive fascineret af Blinkenlights, Pritloves store projekt – som vises i filmen – hvor en tom, østtysk kontorbygning på Berlins Alexanderplatz forvandles til et computerstyret lysshow med lamper i hvert vindue. Med sin mobiltelefon sætter Pritloves bygningen til at spille ping-pong og tilfører nørderiet et æstetisk udtryk.

Hacking kan altså også være harmløs leg med ledninger og relæer. En videreførelse af modeljernbanenørderi, hvorfra udtrykket at hacke stammer ifølge Tim Pritlove. Ingen kan have noget imod modeljernbaner. Mange har derimod en hel del imod hackere, der bryder ind i privatsfæren og andres ejendom. Men med moralen i orden gør internettets lovløse en heltemodig indsats, mener Jannik Splidsboel.

”Mit budskab er, at de her hackere ikke er kriminelle, og at de faktisk gør noget godt, som at bekæmpe overvågningssamfundet. Mange hackere fungerer som internettets politi. De opsporer ulovlige sites med for eksempel børneporno og ødelægger siderne. Grupper som Ku Klux Klan skal da have lov til at have en hjemmeside som alle andre, men jeg ser det som en alment sund handling at hacke deres hjemmeside, som det er sket. Det er meget godt med lidt anarki.”