Hacktivister – vor tids frihedskæmpere

Ville det ikke være fedt, hvis man kunne forberede sig så godt til hvert eneste møde, at man vidste alt, hvad den anden ville spørge om?

Det kan hovedpersonen Elliot (Rami Malek) i Mr. Robot. Rask væk hacker han sig igennem livet og skaffer sig konstant en fordel socialt såvel som professionelt.

Elliot er ellers en introvert og underlig ung mand, der arbejder med it-sikkerhed om dagen og er hacker om natten, men som oftest er han velforberedt til computerfingerspidserne.

Urealistisk?

Så tænk på, at det er alment kendt i USA, at sikkerhedsfirmaer hyrer folk, som er dygtige til at nedbryde koder til sikre computersystemer. Det er det, man med moderne sprogbrug kalder ”win-win-situationer”.

Internettets spind
I Mr. Robot følger vi først og fremmest en hacker, men også en plaget sjæl. Elliot arbejder i cybersikkerhedsfirmaet E-Corp om dagen og hacker sig igennem livet om natten. Via hans fortællerstemme hvirvles vi ind i internettets mystiske spind, og Elliot overvåger da også hvem, det passer ham.

Særligt står barndomsvennen Angela og Elliots psykolog for skud, men da en mand en dag opsøger Elliot og foreslår, at de sammen kan slette al verdens gæld, slår Elliots paranoia ud i lys lue: Hvem er denne mand, og har han ret? Kan de virkelig bare gøre det?

Mr. Robot viser, at hackere er vor tids magthavere. Vi mennesker lægger hele vores liv ud på internettet, og de eneste, der kan overskue de mange filer, er en flok fyre, der igennem deres barndom og ungdom har levet af styresystemskoder og cola.

Samtidig spiller serien på, at nogle rent faktisk kan lave noget om.

I dag hører vi konstant om, at befolkninger overalt i Vesten føler sig fremmedgjorte og stemmer imod eliten (bare se på Brexit!). Men imens alle interesseorganisationer og andre almindelige mennesker surmuler, sidder der ganske få ensomme digital-ulve rundt om i verden, som kan lægge landes elitære sikkerhedssystemer ned.

Hackeren er en frihedskæmper anno 2016 for manden på gulvet.

En anden verden
Det ligger i den virkelige verdens hackerkultur, at ganske få mennesker kan give rigtig mange mennesker magten tilbage. De digitale vidunderbørn kan give befolkningerne en følelse af, at vende tilbage til verden, som den var engang.

Ved at gøre Elliot til en paranoid og sommetider stofindtagende ung mand formår Mr. Robot at undgå at vælge side. Seriens hovedperson er nemlig ikke én, man kan se op til – men man kan nu heller ikke lade være med at blive fascineret af hans egenskaber.

På den måde lægger Elliot sig i slipstrømmen af andre store hovedpersoner i tv-serie-historien som eksempelvis Tony Soprano og Don Draper. Den ene mafioso, den anden udskejende reklamemand.

Det er i sig selv ret vildt, at hackeren er kommet op på dette kulturelle niveau. Men kan det virkelig passe?

Big Brother
Svaret må være ja, når man har set Mr. Robot, som ofte refererer til virkelige hackergrupper som for eksempel Anonymous (på samme måde tog The Sopranos og Mad Men også godt for sig i verdenshistoriens uudtømmelige begivenhedsbuffet).

Ved hjælp af voiceoveren pendler serien ind og ud imellem hacking og virkelighed, nutiden og Elliots fantasi. Men er en hackers fantasi i virkeligheden den verden, som vi alle lever i? Styrer hackerne i virkeligheden ikke, hvad det er, vi mennesker gør?

Og er de ”gode” hackere i virkeligheden ikke det tætteste, vi nogensinde kommer på et Big Brother-univers? Et univers, hvor den større stemme kan dirigere os rundt så let som ingenting, når vi har deponeret hele vores liv i deres digitale magtprogrammerede fingre?

Forbryderserie
Det er disse underliggende spørgsmål, der fiser igennem Mr. Robots styresystem.

Samtidig er seriens stil helt afgørende for, at dramaet bliver så vedkommende, som det i den grad er. Billederne er fyldt med distance, og ofte er seriens persongalleri ikke placeret i kameraets fokus.

Det giver en fornemmelse af, at verden er en smule skæv eller på vrangen. Disse mennesker lever bedst i det skjulte og træder helst aldrig frem midt på scenen.

Hackeren har magten, men ingen ved, hvem han er.

På samme måde er selve hackingen elegant eksekveret. For den sker nemlig bare. Elliot bryder et system ned, ændrer nogle få detaljer i en profil, og så er han ude igen. Det er som at se et godt knæk i en film fra 1970’erne. Forbryderne er kliniske og tager kun lige, hvad de skal bruge.

Sådan er det også med Mr. Robot. Det er på sin vis en forbryderserie, men det hele foregår med www foran.

Fremtiden
Det helt utrolige og absolut mest intelligente ved serien er nu imidlertid dens blandingsforhold.

For Mr. Robot er nemlig en hybrid imellem hacking og borgerrettighedsbevægelse. Vi kender det fra Wikileaks og Anonymous, men hvad sker der den dag, at en virkelig sej hacker teamer op med Occupy Wall Street? Man tør næsten ikke tænke tanken.

Alt dette er Mr. Robot selvfølgelig fuldstændigt bevidst om. Vi får undervejs ofte henvisninger til andre sociale bevægelser rundt om i verden, alt imens flere af seriens tilsløringer og masker ligner noget, vi har set før.

Under alle omstændigheder rammer hackerserien her lige ned i den virkelighed, vi alle sammen render rundt i. Om ti år vil vi se på serien og tænke ”nå ja, det er jo sådan, det er”, men lige nu må vi bare sidde og være mere eller mindre skræmt.