”Hævn er egoistisk og frugtesløs”

Sidste lørdag den 7. oktober angreb den militante, palæstinensiske organisation Hamas fra Gaza Israel med raketter og soldater, der trængte ind i landet på motorcykel eller via motoriserede faldskærme. 

Hamas dræbte og bortførte både soldater og civile. Mindst 1.300 israelere er ifølge israelske medier døde, mens mange tusinde er såret. 

Blandt de dræbte er lydmanden Lior Waitzman fra Guy Davidis dokumentar Innocence samt en dreng, Sagi, som instruktøren filmede i forbindelse med optagelserne. 

Dokumentaren, der går i danske biografer, handler netop om konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Den viser, hvordan ganske unge drenge og piger i Israel undervises i med vold og magt at skulle forsvare deres land. 

”Sagi blev femten år. Han var hjemme med sine forældre, da Hamas gik fra dør til dør og sagde til folk, at de skulle komme ud af deres huse. Da Sagis familie nægtede, satte Hamas ild til deres hjem, og familien omkom i flammerne,” siger Guy Davidi over WhatsApp. 

Lior Waitzman stod i Innocence for indspilningen af oplæsningen af selvmordsbreve. De er skrevet af purunge israelere, som tragisk valgte døden for at undgå at skulle aftjene deres værnepligt. 

Lydmanden efterlader sin kone og en fireårig dreng. Guy Davidi har arbejdet sammen med ham to gange før. 

”Lior boede sydpå tæt ved grænsen til Gaza. Lørdag morgen tog han på en morgenløbetur og blev tilfældigt nedskudt af Hamas, da de invaderede området. Han var et sødt, blidt og meget frihedselskende menneske.” 

Ond spiral
Israel har afbrudt elektricitet, brændstof, vand og mad til Gazastriben, som er et af verdens tættest befolkede områder. Man forbereder en invasion, og den israelske regering har opfordret 1,1 million mennesker i den nordlige del af Gaza at søge mod syd. FN frygter en humanitær katastrofe. 

Trods den hensynsløse brutalitet i Hamas’ angreb er Guy Davidi modstander af gengældelsen. 

”I den sidste uge har jeg grædt hver dag over de forfærdelige dødsfald blandt civilbefolkningen. Uskyldige mennesker og børn, det har knust mit hjerte,” siger Guy Davidi. 

”Jeg forstår følelsen af hævn. Det er en menneskelig følelse, og jeg skammer mig ikke over at sige, at jeg selv har haft den. I de sidste dage efter angrebet på Israel, men også når uskyldige palæstinensere – især børn – er blevet såret af israelere,” siger Guy Davidi og fortsætter: 

”Men som menneske er det dit ansvar at håndtere disse følelser, bearbejde dem og omsætte dem til noget positivt.” 

”At tage hævn er det mest egoistiske, et menneske kan gøre. Hvis du virkelig elsker dit folk og bekymrer dig om ofrene, vil du finde en måde at hele dig selv på. Kilden til styrke er en ikke-voldelig modstand. For mig har dette altid været den mest moralske, men også sundeste og mest bæredygtige måde at kæmpe mod undertrykkelse på.” 

”Når israelerne nu slår tilbage mod Hamas, skaber det blot nye lidelser i Gaza, som vil forårsage endnu mere mørke og inspirere børn til om femten år at tage hævn. Det er en ond og frugtesløs voldsspiral.” 

Fetichering af militæret
Guy Davidi blev født 1978 i Tel Aviv i Israel, hvor han voksede op. 

I dag bor han i Danmark, men han kunne aldrig drømme om at give afkald på sin israelske identitet, selv om han længe har ment, at der er noget helt galt. 

”Patriotisme og militærtjeneste stod centralt i min skolegang. Lærerne fortalte os heroiske historier om soldater og død. Der var tale om en ren fetichering af militæret. Og som ung reagerede jeg stærkt på det. Jeg havde det meget svært med forherligelsen af døden,” fortæller Guy Davidi.

”Det var i 1990’erne, så der var palæstinensiske selvmordsbombere og gode grunde til at udvikle had til arabere. Og vi fik fortalt, at araberne var ansvarlige for de fejlslagne fredsforhandlinger.” 

”Jeg vidste ikke meget om konflikten eller palæstinenserne og var klar over, at jeg ikke var nok inde i politik til at have en holdning. Men pludselig fik jeg en pistol. Jeg lærte at skyde og gøre ting, som jeg var totalt imod. Og så blev jeg nødt til at tage stilling,” siger instruktøren. 

Som ung havde Guy Davidi mistet sin far, og han kunne derfor sig nej til at være i en kampenhed. Men han skulle stadig være de obligatoriske tre år i militæret. 

”Den eneste måde, man kan slippe fra militærtjenesten på, er enten ved at gå i fængsel eller blive erklæret psykisk uegnet. For at blive erklæret uegnet skal du dyrke depressionen og overdrive dine triste tanker. Så det gjorde jeg, og efter tre måneder slap jeg ud.” 

Innocence kaster lys over den skelsættende periode i unge israeleres liv, hvor deres frihed berøves, og hvor de tvinges til at gå imod deres egen natur ved at lære at dræbe.

”Filmen er en hyldest til de mennesker, der var i en tilsvarende situation som mig, men ikke havde de samme mulighed for at undslippe. De så ingen anden udvej end at gøre en ende på det hele,” siger Guy Davidi, der er mest kendt for 5 Broken Cameras, hvor han og palæstinensiske Emad Burnat menneskeliggør konflikten mellem Israel og Palæstina. 

Forandret folkestemning
I foråret blev Innocence vist på den israelske festival Docaviv. Guy Davidi beskriver det som en helvedesoplevelse, fordi Israel samtidig udførte en række luftangreb på Gazastriben under navnet ”Operation Shield and Arrow”. 

Hamas besvarede angrebene med raketter mod Israel, og det prægede stemningen i Tel Aviv, hvor man kunne høre lyden fra raketterne. 

”Men pludselig stoppede Hamas sine modangreb. Israel blev ved med at skyde, men der var ingen gengældelse. Jeg tænkte på, hvad der mon foregik. For der var noget mærkeligt ved den måde, Hamas med ét undlod at reagere på,” fortæller han.

”I den forløbne uge har jeg tænkt over min oplevelse i maj. Jeg er overbevist om, at Hamas forberedte sig på den store operation, som de nu har udført. Det var derfor, de ikke lavede større modstand. De ventede på at angribe, så kampen kunne ske på deres præmisser.” 

Guy Davidi befinder sig i Kenya, hvor han er i gang med at lave en ny dokumentarfilm. Men han har fulgt sine landsmænds reaktioner på de sociale medier. 

”Det er anderledes denne gang. Folk er meget vrede. Jeg ser det overalt på Facebook – selv fra personer, som normalt aldrig ville dele deres politiske synspunkter. Alle er kommet til tasterne,” siger instruktøren. 

Hamas har taget omkring 150 israelere og udenlandske statsborgere som gidsler. Organisationen truer med at henrette et gidsel for hver gang, et israelsk luftangreb dræber civile uden varsel. 

”Normalt ville Israel gøre alt, hvad man kunne for at løslade gidslerne. Men folk i mit netværk er villige til at ofre dem,” vurderer Guy Davidi. 

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har i en tale til nationen udtalt: ”Vi vil banke dem ihjel, vi vil tage massiv hævn for denne sorte dag.” Han har også erklæret, at Israels modsvar på Hamas’ angreb vil ændre Mellemøsten. 

”Jeg lytter ikke til Netanyahu, som i mine øjne er en lystløgner. Han siger snart det ene og snart det andet. Men folkestemningen skal tages alvorligt, og israelerne vil tydeligvis ikke forhandle. De skænker ikke freden en tanke. De vil have hævn. De er kun interesseret i egoistisk gengældelse.” 

Årsagen til terror
Omfanget af Hamas’ overraskelsesangreb er uden fortilfælde. Israel, der har en af verdens dygtigste efterretningstjenester, blev taget på sengen og ydmyget. 

Guy Davidi tager afstand fra det hensynsløse angreb, men han forstår baggrunden. 

”Hamas er ikke en militærmagt, der har en jordisk chance for at matche Israel. Det har i alle årene været en himmelråbende ulige kamp. Og når du ikke har synderlig militær styrke, er du nødt til at bruge terror og gøre forfærdelige ting mod civile for at have gennemslagskraft,” siger Guy Davidi. 

Instruktøren holder øje med drabslisterne. Hver dag opdateres de med nye tab på begge sider. 

”I Innocence optræder to børnehaver, som ligger nær grænsen til Gaza. Så vidt jeg ved, er alle børn derfra okay. Men mange børn har mistet venner og familie.” 

”Min researcher, der fandt frem til de to børnehaver, var blandt godt 50 personer, som undslap det ekstremt voldsomme angreb på en kibbutz. Hun, hendes mand og deres tre børn kom ud, men måske flere hundrede af deres naboer blev nedslagtet eller kidnappet.” 

”Jeg har talt med hende, og det er svært at gøre sig forestillinger om de ting, hun har været vidne til.” 

Vesten har svigtet
Siden oprettelsen af staten Israel i 1948 har israelerne været i konflikt med palæstinenserne og store dele af den arabiske verden. Og det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden, hvor mange indbyggere lever under kummerlige, udsigtsløse forhold, har længe været en tikkende bombe. 

En fredelig løsning synes længere væk end nogensinde. 

”Innocence skildrer det, vi oplever nu og desværre nok kommer til at opleve i fremtiden. Nemlig at konflikten går i arv. De palæstinensiske børn, der vokser op efter kampene i 2008 og 2009 mellem Hamas og Israel, har set så megen død og ødelæggelse. Som voksne ønsker de nu at tage hævn.” 

”Ud af voldsspiralen vokser der ingen løsninger. Der er ingen betingelser eller energi til at træffe de rigtige beslutninger og navigere i freden. Ikke efter at man har levet et helt liv med krig og mørke.” 

Guy Davidi mener også, at vi i Europa bærer et ansvar for, at det er kommet så vidt. 

”Amerikanerne og europæerne er mere og mere blevet en del af problemet og mindre en del af løsningen. Israel er åbenbart så økonomisk vigtigt for Vesten, at man ikke har lagt et virkningsfuldt pres på landets ledere. Måske har også fiaskoen med den arabiske forår og krigen i Syrien fået vestlige lande til at miste troen på, at arabiske lande kan blive demokratier.”

”Med eskaleringen bevæger vi os ind i ukendt territorium. Men mit triste gæt er, at vi ikke vil lære noget, og jeg tror ikke, at verden vil spille en positiv rolle.”