Nekrolog
13. nov. 2018 | 17:31

Stemmen bag HAL 9000 er død

Foto | Peter Smith
Douglas Rain tilbragte meget af sin karriere på teaterfestivalen i Stratford, som han var med til at grundlægge. Ofte var det i William Shakespeare-stykker såsom titelrollen i kongedramaet Henry V i 1966.

Douglas Rain, der lagde stemme til den kunstige intelligens i Rumrejsen år 2001, er sovet ind i en alder af 90 år.

Af Frederik Bakkerud

I 1968 gik Douglas Rain over i filmhistorien for sin rolige og beregnende stemme som den kunstige intelligens HAL 9000 i Rumrejsen år 2001. Men i søndags sov den canadiske skuespiller ind på et hospital i Ontario. Han blev 90 år gammel.

Douglas Rain gjorde sig fortrinsvis bemærket på de skrå brædder, men lavede også radioteater, tv og voice-overs. På teaterfronten var det William Shakespeares tidløse stykker, han blev mest berømt for, blandt andet som titelpersonen i Henry V.

I løbet af karrieren medvirkede han blot i tre film. Foruden Stanley Kubricks mesterlige rum-odyssé var det opfølgeren 2010: The Year We Made Contact og Woody Allens Sleeper, hvor Douglas Rain parodierede HAL 9000.

Altoverskyggende rolle
Douglas Rain blev født 1928 i Canada af skotske forældre. Han studerede skuespil og debuterede på Broadway i 1956.

Karrierens altoverskyggende rolle var imidlertid som HAL 9000. Det må ringe en klokke i enhver filmnørds ører, når de genhører grufulde replikker som: ”I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that.”

Stanley Kubricks monumentale science fiction har fascineret mennesker over hele verden siden premieren. Det gælder ikke mindst den danske nationalskjald Kim Larsen, der døde for nylig.

”Det er den dejligste film, jeg nogensinde har set,” fortæller han i en enestående optagelse fra 1997, der kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside. ”I en periode har den været som en bibel for mig.”

Den perfekte stemme
Men oprindeligt var det slet ikke Douglas Rains stemme, man skulle høre i biografens mørke, når den kropsløse HAL 9000 interagerede med besætningen på Kubricks klassiker.

Oscar-vinderen Martin Balsam havde allerede indtalt sin stemme, men den kompromisløse Stanley Kubrick ombestemte sig i sidste øjeblik. Han syntes, at Balsams amerikanske dialekt var lidt for ordinær, og i en dokumentar fra 60’erne havde instruktøren bemærket Douglas Rains bløde stemme.

Stanley Kubrick skrev ifølge New York Times til en kollega: ”Jeg synes, den er perfekt. Stemmen er hverken nedladende eller intimiderende, ej heller er den pompøs, overdrevet dramatisk eller teatralsk. Alligevel er den interessant.”

Douglas Rains stemmepræstation er så iørefaldende, at den har sat sit præg på vores forestilling om en menneskelig computerstemme – fra science fiction-film til virtual assistants som Siri på iPhone.

Selveste Anthony Hopkins har fortalt, hvordan han lod sig inspirere af Douglas Rains præstation til sin rolle som den kannibalske Hannibal Lecter i Ondskabens øjne.

Douglas Rain efterlader sig to sønner og en datter.

HAL 9000 i Rumrejsen år 2001

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko