Halle Berry trækker sig fra transkønnet rolle
”Det er en rolle, hvor kvinden er en transkarakter. Så hun er en kvinde, der er blevet til en mand.”
Sådan sagde Halle Berry forleden i Instagram-live-interview, hvor hun løftede en flig af sløret for sin kommende film uden at navngive den.
I interviewet fortalte den 53-årige skuespiller også, at hun glæder sig til sig til at dykke ned i ”den verden” med reference til transmiljøet.
Det får hun dog ikke lejlighed til, skriver branchemagasinet Variety.
Interviewet er nemlig blevet udsat for kritik af flere repræsentanter for det transkønnede miljø, som hæfter sig ved, at Berry fejlagtigt omtaler personen som en kvinde i stedet for en transmand.
Enorme konsekvenser
Personer bag Netflix-dokumentaren Disclosure: Trans Lives on Screen har opfordret Halle Berry til at se deres film og indse, hvordan ”cis-skuespillere som dig selv, der spiller transroller, har enorme kulturelle konsekvenser uden for lærredet”.
Kritikken har nu fået Halle Berry, der er kendt for Monster’s Ball og X-Men-filmene, til at droppe rollen.
”I løbet af weekenden fik jeg mulighed for at genoverveje en kommende rolle som transkønnet mand, og jeg vil gerne undskylde mine bemærkninger. Som ciskønnet kvinde forstår jeg nu, at jeg aldrig skulle have overvejet at tage denne rolle, og at transmiljøet uden tvivl skal have mulighed for at fortælle deres egne historier.”
Shitstorm mod Scarlett
Skuespillere, der spiller transpersoner uden selv at være det, har i de senere år været udsat for kraftig kritik.
I 2018 valgte Scarlett Johansson således at trække sig fra en rolle som transperson i Rub and Tug efter en shitstorm.
Også den belgiske Cannes-vinder Girl er blevet kritiseret, fordi hovedrolleindehaveren Victor Polster ikke selv er en transperson. Det fik festivalen MIX Copenhagen til at nægte at vise filmen.
Kommentarer