Haltende debutant-film på Cph Pix

Der findes to slags debutfilm.

Der er de film, som sprudler af fortællelyst og er gennemsyret af debutantens ”her kommer jeg”-attitude, og så er der de film, hvor den manglende erfaring skinner igennem og viser, at debutanten endnu ikke har indtaget den rette positur i instruktørstolen.

Der er eksempler på begge slags film i årets hovedkonkurrence på Cph Pix, New Talent Grand Prix, hvor ti debuterende instruktører fra hele verden dyster om en præmiesum på 30.000 euro.

Desværre er der flest af den sidste slags, og årets konkurrence lægger sig dermed i forlængelse af sidste års ti film, hvoraf kun to for alvor har indprentet sig i erindringen.

Nemlig den amerikanske Alistair Banks’ naturlyriske vinderfilm, Two Gates of Sleep, som var en visuelt overdådig homage til filmmestrene Terrence Malick og Andrej Tarkovskij.

Og den franske Flowers of Evil, der på elegant vis inkorporerede autentiske optagelser fra demonstrationer i Iran og lod dem hjerteskærende stå i vejen for den unge eksil-iraners Anahitas spirende forelskelse i en charmerende danser.

Navlebeskuende lommefilosofi
Man savner denne visuelle selvsikkerhed og sans for raffineret historiefortælling blandt størstedelen af dette års konkurrence-film.

Franske Atomic Age følger to unge fyre, der tager på druktur gennem det parisiske natteliv. De lægger – uden held – an på piger i den tykke røg på diskotekerne, de kommer op at slås, de ryger hash og græder over, hvor hårdt livet er.

Instruktør Héléna Klotz’ debutfilm om usikre, kunstneriske unge bliver navlebeskuende, fordi Klotz ikke formår at lukke publikum ind i de to unges sindstilstand.

Hun lader vor følsomme hovedroller recitere digte og lufte lommefilosofiske bemærkninger – ”Hvis noget sker, men ingen snakker om det, er det så virkelig sket?” – hvis overfladiskhed hurtigt bliver trættende og gør filmens bare 67 minutter noget lange i spyttet.

Sitcom møder kunstfilm
Den belgiske Monkey Sandwich er en højst mærkværdig og mislykket blanding af sitcom og kunstfilm.

I første del af filmen følger vi teaterinstruktøren Jerry, der kræver urimeligt meget af sine skuespillere. Men frem for at instruere dem, fortæller han lystigt masser af anekdoter uden at forklare, hvad der så skal udledes af dem.

Det fører til masser af morsom situationskomik, der sammen med det håndholdte kamera leder tankerne hen på sitcoms som The Office og Curb Your Enthusiasm.

Men efter den første halve time slår filmen en kolbøtte og skifter karakter til fuldbyrdet kunstfilm uden skyggen af den ironi, som filmen så åbenlyst spiller på indledningsvis.

I stedet står den ene kunstfilmkliche efter den anden i kø for at blive opfyldt. Vi får sekvenser i sort-hvid, vi hopper rundt i tid og sted, og vi serveres syrede drømmesekvenser med nøgne babyer.

Monkey Sandwich fremstår som en film i total disharmoni.

Sans for miljø og stemning
Andre instruktører viser stor sans for at skildre miljøet og stemningen på nederste trin af den sociale rangstige.

Australske Snowtown er baseret på virkelige hændelser og skildrer, hvordan en stedfar begynder at oplære sin stedsøn til at hjælpe ham med at begå grusomme mord. Filmen udspiller sig i et white trash- miljø, der er gennemført til punkt og prikke – lige fra mændenes øl-plettede wife beaters til kvindernes fedtede hår og dårlige hud.

I den italiensk-rumænske Seven Acts of Mercy lever den syttenårige Luminita af at stjæle fra patienterne på et hospital. Den unge kvinde tager truckerbad på toilettet og tømmer håndtasker på en så indøvet og minutiøs manér, at man ikke er i tvivl om, at det er længe siden, hun har haft fornøjelsens af et hjems trygge rammer.

Begge film lider imidlertid af fortællemæssige vanskeligheder.

De mange mord i Snowtown gentager sig selv, og instruktør Justin Kurzel tilsætter unødvendige, bestialske detaljer, som da en tånegl bliver revet af i close-up. Den dæmoniske stedfar, som impulsivt tvinger sin stedsøn til at skyde en hund, er skræmmende nok i sig selv.

I Seven Acts of Mercy begår den unge Luminita et overfald på en gammel mand, og det italienske brødrepar bag filmen, Gianluca og Massimiliano De Serio, lader de to indgå i en noget usandsynlig familiær relation, der bryder med den barske realisme, som filmen har opbygget.

Græsk weird wave
Flere af konkurrence-filmene halter altså gevaldigt, men der er også potentiale at spore. 

En far leder efter sin forsvundne datter i tyske Jan Speckenbachs vellykkede Reported Missing, som originalt skifter fra thriller til en bizar, allegorisk fortælling, hvor teenagere frivilligt melder sig ud af samfundet.

Babis Makridis og hans absurde debut L hopper med på den græske weird wave, som for alvor tog fart med Giorgos Lanthimos’ groteske, Oscar-nominerede Dogtooth.

Med sit formsprog – de statiske kameraindstillinger og skuespillernes udtryksløse ansigter – læner L sig lige lovlig meget op ad Lanthimos’ stil, men ikke desto mindre er filmen fuld af gyldne, tragikomiske øjeblikke, som altid lige går et spadestik dybere, end man regner med.

Nudiststrand i Belgien 
Men hovedkonkurrencens to stærkeste bidrag kommer fra Belgien og Israel.

The Invader er den tragiske fortælling om en charmerende, men ensom immigrant fra Afrika, Amadou, hvis alt for ihærdige forsøg på at integrere sig i det belgiske samfund ender med at marginalisere ham.

I filmens første scene skyller han og en ven op på en nudiststrand i Belgien, og det første syn, der møder dem, er en meget smuk kvinde i Eva-kostume – nu kan livet vist kun gå rette vej! 

Men det gør det bestemt ikke. Amadous ven bliver syg, og selvom han bruger alle sin hårdttjente penge på medicin til ham, skiller de lumske typer, som Amadou bor hos og får diverse småjobs af, sig af med vennen.

Amadou er vred og alene i verden, og han begynder at følge efter en kvinde, som han ihærdigt forsøger at forføre. 

”Du er smuk. Du er attraktiv. Du er tiltrækkende,” lyder hans ærlige og simple charmeoffensiv, som den gifte kvinde til sidst overgiver sig til. 

Affæren giver Amadou smagen af det søde liv, han aldrig har haft, og da den slutter brat, slår det klik. Han begynder at forfølge kvinden og hævne sig på de gangstere, som stod bag hans vens forsvinden. 

Menneskelig grundangst
The Invader er en moderne og uhyggelig realistisk udgave af Palle alene i verden. Instruktør Nicolas Provost isolerer Amadou fra omverdenen med enkle, men effektive virkemidler, som samtidig indespærrer publikum i Amadous verden.

Til en fernisering i slutningen af filmen fjerner Provost reallyden og lader Amadou vandre hvileløst fra samtale til samtale som en zombie, der har mistet alt håb om at interagere.

Amadous deroute sender et jag gennem maven, fordi The Invader trænger helt ind bag panseret og rusker i vores fundamentale, menneskelige grundangst for at være alene og efterladt.

Nuancerede portrætter
Policeman følger i to dele henholdsvis en israelsk anti-terrorenhed og en gruppe jødiske aktivister, der planlægger en terroraktion. De to lejre mødes i filmens finale, hvor aktivisterne tager flere gidsler til fange.

Intet er sort-hvidt i Nadav Lipids komplekse fortælling, der tager sig tid til at tegne nuancerede portrætter af begge parter.

Politimanden Yaron tager sig godt af sin højgravide kone og bærer hende glædeligt op ad trappen, når elevatoren er i stykker. Samtidig er han ikke bleg for at komme med racistiske bemærkninger om arabere, når han er sammen med gutterne.

Den primære drivkraft i den revolutionære gruppe viser sig måske snarere at være seksuel tiltrækning diverse medlemmer imellem end et decideret ønske om revolution.

Debutant med ben i næsen
Nogle vil mene, at Policeman er kritisk over for staten Israel, men Nadav Lipid gør så sandelig heller ikke de revolutionære til helte. 

Lipid konstaterer blot det sørgelige ved, at politiske overbevisninger kan skygge for basale, menneskelige følelser.

Selvom Palæstina-konflikten aldrig nævnes, spøger den så sandelig i kulissen, og at Nadav Lipid kaster sig ud i et så ømtåleligt emne i sin debutfilm, kræver ben i næsen.

Samme mod kunne mange af de andre instruktører i hovedkonkurrencen godt bruge. Hvem der løber med hovedprisen, afsløres ved aftenens prisuddeling i Vega i København.