Halvhjertet 3D-metervare
Det myldrer frem med nye animationsfilm for børn. Thor — Legenden fra Valhalla tager udgangspunkt i den samme nordiske mytologi som vores egen Valhalla .
Det er Thor og Odin, guder og jætter, Mjølner og Bifrost — her med det twist, at Thor er en ranglet, småfrustreret teenager.
Far Odin bruger tiden på at feste og dovne den i Valhalla, mens Thor savner ham og ikke rigtig ved, hvad han skal være, når han bliver stor.
Hammeren Mjølner dukker op — i en kækt talende udgave — og viser Thor vejen, og det hele kulminerer i en afgørende kamp mod jætterne og den onde dronning Hel om verdens fremtid.
Det hele er overstået på 80 minutter, så tempoet er i orden.
For mange kokke
Thor — Legenden fra Valhalla er den første islandske animationsfilm i spillefilmlængde. Og den er et bevis på, at den digitale udvikling har gjort det lettere, hurtigere og billigere at producere animation, som ser hæderlig nok ud til at kunne gøre sig på et biograflærred og ikke kun på morgen-tv for ungerne.
Hollywood dominerer de vestlige biografer. De har både midlerne, markedspotentialet og en lang kunstnerisk tradition. Også Europa og Asien er godt med.
Men hvor især Japan sagtens kan matche amerikanerne i production value , er det sværere i Europa.
Europæisk biograf-animation kommer overvejende i to typer: relativt billige hjemmemarkedsfilm (for eksempel vores egne Terkel i knibe og Rejsen til Saturn , som viste en ny vej for dansk animation med en punket, lowtech 3D-stil og en tilsvarende grov humor), og større, internationale co-produktioner med teknik og ambitioner på Hollywood-niveau, men ofte også med en tendens til at ende i en form for farveløs europudding , rørt af for mange kokke.
Religionskritik i børnehøjde
Thor — Legenden fra Valhalla sætter sig et sted mellem de to tendenser.
Det er en islandsk, tysk og irsk samproduktion. Den er professionel at se på og har glimt af originalitet. Men overvejende fremstår den som et stykke lidt for gennemregnet europudding for børn.
Der er en vis stilfornemmelse i baggrunde og settings, og ikke mindst har filmen fanget et særligt nordisk lys, som giver den et originalt look. Desuden er der noget fundamentalt opløftende ved en komedie om uperfekte guder.
Ase-troende er nok knap så pirrelige omkring fremstillinger af deres guder som så mange andre religiøst tilbøjelige, og man kan med lidt god vilje se filmen som et stykke humoristisk religionskritik i børnehøjde.
Disney-dronning
Karakterdesignet er til gengæld en blandet affære. Jætterne er flotte og fantasifuldt tænkt, men resten af persongalleriet er mere middelmådigt.
Thor er, trods sit knaldrøde hår, en noget farveløs helt, og filmens to pigekarakterer, Thors veninde Eda og krigsgudinden Freya, er kedsommelige og uden nogen væsentlig funktion — andet måske end at være identifikationspunkter for pigepublikummet?
Filmens skurkinde, Hel, er et destillat af tusind onde Disney-dronninger — hverken rigtig komisk eller ægte uhyggelig.
Og den speedsnakkende hammer Mjølner er, med stemme af Nicolaj Kopernikus, det klassiske, komiske sidekick. Her står filmen igen i lidt for stor gæld til Disney.
Strømlinet til døde
Thor — Legenden fra Valhalla har det klassiske problem, at den hellere vil prøve at stille et potentielt internationalt publikum tilpas end demonstrere en selvstændig personlighed med alle de kommercielle risici, dét ville indebære.
Plottet er hundrede procent dramaturgisk korrekt og dermed ganske forudsigeligt.
Og værre: Komikken er konventionel og uden funny bones (bortset fra Henrik Kofoeds skægge versionering af Mjølners diminutive skaber Sindri, som er filmens komiske højdepunkt).
Man får mange steder den tanke, at filmen er startet med en god og original ide, som er blevet strømlinet til døde. Resultatet er halvhjertet 3D-metervare.
Thor — Legenden fra Valhalla har biografpremiere landet over i morgen.
Kommentarer