”Halvvejs skal du intet vide om filmen”

Michel Franco laver ikke film for at muntre publikum op. 

Den mexicanske instruktør debuterede med tvungen søskendesex i Daniel & Ana, brød igennem med mobning og teenagevoldtægt i After Lucia og lod sit hjemland gennemgå en sanseløst blodig revolution i New Order. 

Stilen er prunkløs og socialrealistisk, karaktererne indelukkede og uforsonlige. 

I Chronic spiller Tim Roth en hospicesygeplejer på stalker-afstand af sin gamle familie, og i Sundown spiller han en hovedrig slagteriarving i dødsspiral i Acapulco. 

Memory – som vor anmelder giver fem stjerner – foregår i et efterårskoldt New York og har Jessica Chastain og Peter Sarsgaard i hovedrollerne. Hun spiller Sylvia, en fastfrossen kvinde defineret af et overgreb i sin barndom. Han spiller Saul, der har demens.

Igen en rå historie.

Men helt trøstesløs er den ikke. Faktisk er det den meste hjertevarme film, Michel Franco har præsteret til dato. Det er en traumefortælling, der betoner en ny kvalitet i hans kunst, nemlig håbet. 

”I stedet for at lave en film, hvor alt går mere og mere ned ad bakke, tager jeg en anden retning,” siger han, da vi mødes til et gruppeinterview efter filmens verdenspremiere på sidste års Venedig-festival.

Udfordret af søsteren
Da Sylvia møder Saul til en klassefest på deres gamle high school, følger han efter hende hjem. En umælende mand med viltert fuldskæg og ubestemmelige intentioner. Han bliver siddende i kulden foran hendes hoveddør hele natten. 

Den scene var kimen til filmen. 

”Jeg arbejder ud fra enkelte idéer, scener eller billeder. Jeg vidste, at de to ville mødes til en gammel-elev-fest, og at han ville følge efter hende. Men jeg vidste ikke hvorfor,” siger Michel Franco. 

Saul ved det heller ikke, men Sylvia har en anelse. Hun blev voldtaget af en gruppe klassekammerater som barn. Og hun mener, at han var en af dem. 

”Jessica Chastain fortalte, at hun nær havde kastet manuskriptet væk, da hun nåede dertil,” fortæller Michel Franco. 

”Men tre-fire sider senere skifter fortællingen spor, og så havde hun lyst til at læse videre. Og det er jo lige den reaktion, man gerne vil have.” 

”Det meste af æren for det skifte tilfalder vist min søster. Da jeg fortalte hende, at jeg var ved at skrive en film om overgreb, sagde hun: ’Ej, kom nu, det kan du gøre bedre!” 

Fiktion omformer livet
Saul overrasker ved ikke at forsvare sig. Vi er vant til at se benægtelse, bagatellisering, forvanskning og modanklager, når fortidens overgreb dukker op til overfladen. 

Men Saul kan intet huske. 

”Han er venlig nok til at betvivle sig selv, og det knuser jo ens hjerte,” siger Michel Franco. 

Da Sauls bror hyrer Sylvia til at holde øje med ham, hvis han bliver konfus, knytter de to sårede mennesker et tillidsfuldt bånd. 

I filmen bruges Procol Harums følelsesmættede ballade A Whiter Shade of Pale som et ledemotiv gennem deres romance. 

”Lige så snart man hører det orgel, går sangen lige i sjælen. Melodien er baseret på et stykke klassisk musik. Og der har altid været snak om, hvor fjollet eller dybsindig teksten er. Man forstår den ikke rigtigt, og det elsker jeg.” 

Saul og Sylvia mødes her og nu uden fordomme eller forventninger. Den ene husker intet, den anden husker for meget. 

”Jeg tror, man skaber sig selv ved at fortælle bestemte historier om sin fortid,” fortæller Michel Franco. 

”Det at skrive er for mig at føre en konstant samtale med mig selv. Alle mine film er personlige. De er en måde for mig at se tilbage på mit liv, omforme det og gengive det som fiktion.” 

”Jeg er meget bange for at miste min hukommelse – demens er min værste frygt. Men jeg tror, at filmene har hjulpet mig til at forstå mig selv bedre.” 

Ingen råd til skuespillere
44-årige Michel Franco både skriver, instruerer og producerer sine egne film, og han leverer i snit et festivalhit hvert andet år. 

Han har vundet sidekonkurrencen Un Certain Regard i Cannes og har dystet om en Guldløve tre gange på fire år. Det gælder også for Memory, der sidste år sikrede Peter Sarsgaard en Sølvløve for bedste mandlige hovedrolle. 

Da samtalen falder på hans succesrige karriere, giver Michel Franco det samme råd som mange andre filmskabere: Hyr de rette folk og stol på deres instinkter! 

”Når jeg arbejder med så talentfulde skuespillere som Jessica Chastain og Peter Sarsgaard, fortæller jeg dem aldrig, hvordan de skal spille.” 

”Jeg beder dem bare vise mig, hvad de har tænkt sig at gøre, og det er aldrig, hvad jeg havde i tankerne. Det er altid loyalt over for manuskriptet, men på en ny måde.” 

Under optagelserne til Memory var det derimod snarere Michel Franco, der havde lyst til at eksperimentere. 

”Jessica Chastain gik meget op i at følge manuskriptet, mens Peter Sarsgaard var mere legesyg. Det var en stående vittighed, at Jessica beskyttede forfatteren fra instruktøren. Fordi jeg både er forfatter, instruktør og producer, er det nogle gange fristende at afvige fra planen.” 

Optag kronologisk
Når instruktøren føler, at der er en god grund til det, har han intet imod at gå imod strømmen. 

”Jeg er meget heldig, at jeg aldrig har gået på en filmskole. De forvandler folk til idioter,” erklærer Michel Franco tørt. 

”For eksempel forstår jeg ikke, hvorfor man ikke optager alle film i kronologisk rækkefølge. Jeg elsker det, skuespillerne elsker det, og man får mulighed for at opbygge historien skridt for skridt.” 

”Men producere hader det, fordi de mener, at det gør produktionen dyrere. Men for det første er penge ikke den vigtigste ressource, hvis man vil lave en god film. For det andet er det ikke nødvendigvis dyrere.” 

Ét sparetrick er at optage på virkelige locations, som produktionen løbende kan vende tilbage til. 

”Der er ingen grund til at flytte rundt på alting, så en production designer kan kandidere til en Oscar. Nogle gange er man nødt til at rydde lidt op, og hvis ens film handler om en guitarist, placerer man en guitar i baggrunden. Men derudover viser vi alle husene præcis, som vi fandt dem.” 

Hader forudsigelighed
Michel Franco ved, hvad han vil – og hvad han vil undgå. 

”De bedste film er dem, der gang på gang overrasker dig. Men på en troværdig måde, ellers er det bullshit!” siger han med et smil. 

”Enhver god film afhænger af, at publikum ikke ved, hvad der kommer til at ske. Hollywood-film ønsker det komplet modsatte: At berolige publikum ved at slå fast i det første kvarter, hvem der er god og ond, og hvem der kommer til at vinde.” 

”Når jeg tager i biografen og ser en film, kan jeg ikke holde ud, hvis jeg kan gætte, hvad der kommer til at ske.” 

”Hvis man kun ser den første halvdel af min film, skal man ikke have nogen anelse om, hvad det er for en film. Jeg forsøger at overrumple.”