Portræt
22. nov. 2014 | 23:20

Portræt: Ham med de bedste historier

Foto | Jasper Spanning
Thomas Daneskov har allerede optaget sin første spillefilm, Eliten, der er baseret på Peter Kristiansens prisbelønnede radiomontage Eliten fra minefeltet om pianisten Klaus Heerfordt.

Multitalent, YouTube-konge og verdens sjoveste mand – vi tegner et portræt af Thomas Daneskov, den store vinder ved Ekko Shortlist Awards.

Af Jesper Olsen

Thomas Daneskov blev 25.000 kroner og tre indgraverede skiferblokke rigere, da han fredag aften hjemtog tre priser som den store vinder ved Ekko Shortlist Awards.

Daneskov vandt Shortlist Prisen for sin film Ud, spring over, ind, som han selv har instrueret, skrevet og sågar klippet, og han kom også hjem med priserne for bedste manuskript og klipning.

De færreste instruktører står selv for klipningen, men filmens naturlige fremdrift og komiske timing vidner om en moden og alsidig instruktør med stort overskud, der nu står som et af de klarest lysende talenter i dansk film.

Ud, spring over, ind er en chillout-komedie om Rasmus (Thomas Ernst), der besøger sin far (Søren Spanning) i hans sommerhus, hvor han tilsyneladende er ved at sabotere sit liv som hashrygende eremit og midtvejskriseramt excentriker efter endnu et forlist forhold.

Den er optaget over en enkelt uge i Thomas’ families sommerhus og er – måske – løst baseret på instruktørens forhold til sin egen far, den kendte forfatter og radio-/tv-vært Lars Daneskov, der selv er blevet skilt to gange. Men universet er skruet langt væk fra virkeligheden.

Lægger mærke til folks særheder
”Da han fortalte mig, at han skrev på et manuskript om en 23-årig dreng med en far, som var blevet skilt flere gange, tænkte jeg da: Are you trying to tell me something?” fortæller Lars Daneskov.

”Men da jeg hørte, at Søren Spanning skulle spille rollen som far, og at han gik med pandebånd og skød med bue og pil, blev jeg rolig. Så var det sgu nok ikke helt mig alligevel.”

Alligevel er Lars Daneskov ikke i tvivl om, at der er temaer i film, som sønnen har vredet ud af sin egen historie.

”Jeg tror, meget er født af de tanker og den forvirring, man som ung kan stå med, når man skal prøve at finde sine egne ben i livet og i kærlighed, og de voksne, man gerne vil spejle sig i, viser, at den slags ikke nødvendigvis er skide nemt. Men det er ikke en film om vores forhold, og hvis det var, ville jeg se den som en stor kærlighedserklæring.”

”Thomas har altid været god til at se ting – at lægge mærke til folks skævheder og særheder. Selv som lille dreng var han i stand til at gennemskue voksne og spillet mellem dem – hvad der egentlig ligger bag de ting, folk siger. Han er god til at iagttage og læse mellem linjerne. Jeg synes også, at alt det usagte er det mest rørende i Ud, spring over, ind.”

Bamser og bøffelmozzarella
Thomas Daneskov var fra en tidlig alder fascineret af billedmedier, men det var først i gymnasiets dramatimer, på et tidspunkt hvor han var godt skoletræt, at han begyndte at lave film for alvor.

”Alvor” er måske så meget sagt.

For det var også her, han sammen med klassekammeraten Youssef Wayne Hvidtfeldt dannede komikerduoen RotteShow, som lavede små, Mandrillen-agtige YouTube-sketches på ugentlig basis. De fleste af videoerne har de siden pillet ned igen

”I dag flover vi os over meget af det, men dengang handlede det kun om, hvor mærkeligt det kunne blive,” siger Youssef Wayne Hvidtfeldt, der i dag er uddannet skuespiller og medvirker i den Shortlist-filmen Ung for evigt.

Og mærkeligt var det.

I én af videoerne (se nederst) er Youssef overbevist om, at Thomas har spist hans bamse i den tro, at det var bøffelmozzarella. Og da han tager sine solbriller af og gennemlyser Thomas’ mave med det røntgensyn, han åbenbart har, ser han da også sin bamse danse rundt derinde.

Mindst én fan
Men RotteShow havde mindst én fan.

Nemlig Jasper Spanning, der senere blev Daneskovs stamfotograf og tætte ven. De mødtes til en fest, og ikke længe efter lavede de musikvideoer og reklamefilm sammen, før de kastede sig ud i kortfilmen Stille vand, som de søgte ind på Filmskolen med.

Jasper Spanning blev optaget for sit billedarbejde, men Thomas Daneskov fik afslag og synes selv i dag, at filmen var for kryptisk. Senere fandt han sin egen stil med Ud, spring over, ind.

”Jeg gik fra at lave RotteShow, og da jeg så blev atten år og begyndte at få lidt penge for nogle musikvideoer, tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere være professionel og sindssygt seriøs. Jeg fik den vrangforestilling, at det ikke kunne være seriøst og sjovt på samme tid,” siger Thomas Daneskov og tilføjer:

”Men da jeg begyndte at lave sjove musikvideoer, fungerede det meget bedre, og da jeg lavede en afslappet, ærlig og sjov kortfilm – Ud, spring over, ind – begyndte der at ske noget,” forklarer hovedpersonen.

Denne gang nåede han længere i Filmskolens optagelsesproces, men ind kom han ikke. Til gengæld vandt han to priser på Odense Internationale Filmfestival, én på verdens største kortfilmfestival i franske Clermont-Farrand. Han besluttede sig for, at han ikke behøvede Filmskolen.

”Jeg kan ikke vente på, at der er optagelsesprøve til Filmskolen om to år. Det er nu, det gælder, og jeg tror på fremtiden i mit hold. Vi skal ud og sparke røv,” sagde han i et interview med Ekko sidste år.

Uskolet og uhøjtidelig
Den energi og fandenivoldskhed førte til, at Thomas Daneskov i sommer optog sin første spillefilm, Eliten, over tre uger i Silkeborg med så stram en tidsplan, at der dårligt var tid til pauser.

”Det har været altafgørende for tilblivelsen af Eliten, at Thomas er så frygtløs og har de vanvittige idéer, han har,” siger filmens producer Lina Flint.

”Han kaster sig altid ud på dybt vand, og fordi han oven i det også er så uhøjtidelig, uskolet og ukompliceret, er det en kæmpe fornøjelse at lave film og prøve grænser af med ham.”

Eliten er baseret på Peter Kristiansens prisbelønnede radiomontage Eliten fra minefeltet fra 1980’erne om pianisten Klaus Heerfordt og hans bohemebolig i Brolæggerstræde, hvor talentet og kunsten druknede i sprit.

”Vi har udviklet Eliten i fællesskab imellem både fotograf, klipper, tonemester, hovedrolleindehaver, forfatter, producer og instruktør. Det har krævet et enormt mod fra Thomas’ side at åbne en så kollektiv proces op. Filmen krævede det fælles ejerskab, men det har også været en udfordring og stor opgave for Thomas at skulle tage beslutninger og bestemme midt i dét demokrati,” fortsætter Lina Flint.

Uden støtte
Filmen, der har lutter unge, fremstormende skuespillere på rollelisten, var oprindelig tænkt som en komedie, men undervejs gled grundtonen over i mol.

Den er overvejende finansieret gennem private investorer uden om Filminstituttets støttesystem. Ikke fordi Daneskov vil vrisse ad etablissementet efter de to afslag fra Den Danske Filmskole. Kun fordi de ville lave filmen, når det passede dem – og som det passede dem.

”Vi ville bestemme selv. Vi ville lave noget, der var vores eget, uden at vi skulle tænke over, hvad andre syntes. Og så var der også et tidsaspekt i det. I efteråret 2013 blev vi enige om at optage, så snart det blev sommer,” siger Thomas Daneskov.

”Det var en ret vild film, som fra hele holdets side er lavet på en vanvittig fed energi, der ikke havde kunnet holde sig i årevis. At gå uden om Filminstituttet handlede slet ikke om oprør og revolution – det var bare sådan, det kunne lade sig gøre.”

Lige nu ligger filmen brak, mens klipperen Carla Luffe er ved at gøre afgangsfilmen færdig på Filmskolen. Hun genoptager klipningen i december og håbet er, at filmen er færdig i april.

Multitalent bliver opdaget
Til daglig er Thomas Daneskov tilknyttet Christoffer Boes produktionsselskab Circus Alphaville, hvor han blandt andet laver musikvideoer og reklamefilm. Det var producer Morten Hoffmann, der ansatte Thomas, som han kendte fra et produktionsselskab, han tidligere kørte med en anden partner.

”Jeg gik i gymnasieklasse med en pige, hvis far var producer,” fortæller Thomas Daneskov. ”Da vi fik vores hatte på til translokationen, gik jeg hen og prikkede ham på skulderen og sagde, at jeg gerne ville lave film for ham. Ugen efter gik jeg ind og bankede på døren hos dem, og så startede jeg som runner,” fortæller Thomas Daneskov.

Daneskov kom dog hurtigt væk fra kaffetjansen.

”Vi fandt hurtigt af, at han kunne meget mere. Han klippede, castede og assisterede instruktører. Thomas er et multitalent. Der er sket meget siden da, men allerede dengang var han godt på vej,” husker Morten Hoffmann om den dengang ”nittenårige hvalp”.

”Man glemmer, at han kun er 25 år, for han er enormt moden i sin tankegang. Han har en stor spændvidde. Med Ud, spring over, ind har han bevist, at han kan lave en helstøbt fortælling, som emmer af overskud, men han kan også det outrerede og groteske.”

”Med hans talent ser jeg ingen begrænsninger for ham. Han er en meget bevidst ung mand, og han skal nok få en god karriere. Der er begyndt at danne sig et billede af, hvor han er på vej hen. Det bliver nok ikke et eksistentialistisk drama de næste tyve år med folk, der græder og har det ad helvede til, men det bliver omvendt heller ikke lavkomik, for han har en begavet og raffineret tilgang.”

Får alting til at se let ud
I øvrigt er Thomas Daneskov noget nær verdens bedste menneske. Det er i al fald det indtryk, man får, når man taler med hans venner.

To kalder ham ”et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt”. Andre beskriver ham som loyal, kærlig, indlevende, inspirerende og behagelig at være i selskab med. Lina Flint siger, at ”han får mig altid til at føle, at jeg er verdens bedste til det, jeg gør”.

Og så er han en ”festabe”.

”Han er altid centrum for opmærksomheden. Han drager selskaber til sig, og man føler sig altid i godt selskab med ham. Han får alting til at se så let ud,” siger Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Emil Nygaard Albertsen, der er manuskriptforfatter på Eliten, føjer til:

”Han er den, der har de bedste historier om mandagen. Man vil gerne være i nærheden af ham, når der er fest, for der sker altid et eller andet omkring ham. Jeg ved ikke, hvordan han bærer sig ad med det.”

Kongen af YouTube
En af sjoveste historier, som nok var knap så sjov, mens det stod på, handler om en højfjeldssol, som Thomas Daneskov fandt ved skraldecontainerne på sit gymnasium.

Den tog han med hjem og tog sol under – med det resultat, at hans hud skrællede af.

”Da jeg møder ham samme aften, er han knaldrød i hovedet. Det viser sig, at man kun må bruge sådan en højfjeldssol i få minutter ad gangen, og han havde siddet under den hele dagen. Det endte med, at han fik nogle kæmpestore blærer og væskende sår i ansigtet og måtte på hospitalet. Han kunne ikke se noget i to dage,” fortæller Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Foruden de priser, Ud, spring over, ind har høstet, har Thomas Daneskov en anden fjer i hatten: Han er dobbelt mester i YouTube Battle, som Shortlist Awards-værten Michael Noer har arrangeret i forbindelse med Cph:Dox siden 2008.

Det er et battle rap-inspireret koncept, der går ud på at trumfe hinanden med sjove YouTube-videoer. Så hvis din modstander viser en video med en sjov kat, viser du én med to.

”Det er ikke noget, han direkte bruger professionelt, men det kan da godt være relevant i forbindelse med reklamefilm, at man kan sige: Den her mand ved, hvad der får folk til at grine,” siger Morten Hoffmann.

RotteShow: Bamsen

Kommentarer

Thomas Daneskov

Født 1989 på Frederiksberg, hvor han stadig bor.

Søn af forfatter og radio-/tv-vært Lars Daneskov. Moren Hanne Mikkelsen er tidligere jordemoder.

Arbejder for Christoffer Boes produktionsselskab Circus Alphaville

Har instrueret musikvideoer og reklamefilm samt kortfilmene Stille vand (2010) og Ud, spring over, ind (2013).

Optog sin første spillefilm Eliten i Silkeborg i sommeren 2014. Filmen forventes færdig i april 2015.

© Filmmagasinet Ekko