Shortlist: Han kæmper for Hollywood på Fyn

Det er blod, sved og tårer. Det er Ridley Scotts Gladiator. Det er hjertekvaler og et sidste farvel. Det er Steven Spielbergs E.T. Det er myterne og dragerne. Det er Peter Jacksons Ringenes herre.

Det er bristede illusioner, smeltede hjerter og et par på tæven. Det er Jesper Quistgaards Sværvægter, som har ramt Ekko Shortlist, hvor han i forvejen er rigt repræsenteret med Overgang og Tak for dansen. Overgang er tilmed udgivet på Ekkos Kortfilm & konfirmander-dvd.

Det 24-årige filmtalent har trodset København og sat alt ind på at skabe storladne dramaer på sin fødeø, Fyn.

Vores helt i Sværvægter er en hårdtarbejdende parkeringsvagt – spillet af Rudi Köhnke – som tager loven i egen hånd mod en gruppe rødder. Han forsøger i virkeligheden at leve op til sin seksåriges søns tro på, at hans far er en modig politimand, som sætter forbrydere bag tremmer.

Det udvikler sig – selvfølgelig – til de helt store følelsesudladninger. Med masser af action!

En rigtig badass
”Jeg bliver drillet meget med, at det selvfølgelig skal være episk, når det er Jesper Quistgaard,” siger Jesper Quistgaard og virker ikke ked af drilleriet.

”Ja, jeg vil gerne have, at det bliver storladent og pompøst med action. Som i det store kontrastfyldte, følelsesladede drama, hvor helten har alt at miste. Det mangler i den grad i dansk film. Dér sætter amerikanerne standarden,” fortsætter han.

Vi sidder med Jesper Quistgaard i et kælderhjørne med udsigt til den øde havnefacade i Odense. Her arbejder han dagligt foran computeren omgivet af skrivebordsrod. Blandt rodet er der en antik drejetelefon, en skrivemaskine og en mormorlampe. Han byder på egnens nationalkage, brunsviger, sort kaffe og en hjemmelavet munkesnaps.

”I Sværvægter håber jeg, at man kan se en snert af Hollywood. Det her er en gribende far-søn-fortælling om deres dybe kærlighed til hinanden. Vores helt er stor og sej, en rigtig badass, men han skal også tabe på det. Noget skal stå på spil. Det bliver ikke så storladent som i USA, men mindre kan også gøre det.”

Fuck kortfilm!
Jesper Quistgaard har et ønske om at sprænge dansk films socialrealisme. Hvorfor er der ikke aristokratiske fægtekampe i En kongelig affære? spørger han sig selv. Hvorfor ser vi ingen gadekampe i 1700-tallets København blandt pøblen? I fængselsdramaet R må vi end ikke se den tortur, hovedpersonen bliver udsat for.

Da han for to et halvt år siden kom ind på filmskolen 18 Frames i Odense, havde han allerede et regulært hit med voldsfilmen Ronnie ser på stjernerne.

”Dengang kendte jeg ikke til de europæiske auteurs, og så blev jeg tilmed præsenteret for kortfilm. Jeg tænkte: ’Fuck kortfilm, hvad fanden er kortfilm for noget! Jeg vil bare lave lange spillefilm. Actionfilm.’ Jeg er klogere nu.”

Da han som ung knægt så Ringenes herre i biffen, kendte han vejen. Det var ikke nemme drømme som barn i en landmandsfamilie, der går så langt tilbage i generationerne, familien kan huske, hvor det at læse film ikke bliver regnet som en gangbar fremtid, fortæller han.

”Der blev til gengæld ikke sparet på noget. Min far har vist mig spaghettiwesterns og Jurassic Park, siden jeg var fire år gammel, så jeg er i høj grad opdraget af Hollywood.”

Ren Mac-mentalitet
Men der er langt til Hollywood fra Odense, må man umiddelbart sande, når man vader den lange vej ad Odense Havnegade til kælderlokalet.

Langs havnen er der udsigt til gamle fabriksbygninger. Et par maskiner er i gang. De nye, moderne havneboliger står øde og hvide. Fra en revne i en mur sprøjter der vand ud, og det lader ikke til, at nogen bekymrer sig synderligt meget om det. Faktisk er her dårligt et øje at se.

Det er herfra, Jesper Quistgaard vil udtænke store dramaer om liv og død.

”Her har jeg friheden, jeg kender folk og miljøet. Da jeg gik på Nyborg Gymnasium skulle alle bare til København, selvom ingen vidste hvorfor. Det var ren Mac-mentalitet: Alle skal have dem, men ingen ved hvorfor.”

”Så fik jeg den her lejlighed i Vanløse ugen efter, jeg kom ind på 18 Frames i Odense. Det gav absolut ingen mening. Det var totalt latterligt at bo i København og dagligt pendle til Fyn. I København var jeg jo bare Jesper i København, der var ingen familie at trække på, intet bagland.”

Goodwill på Fyn
Bagland har han derimod på Fyn, hvor han flyttede tilbage efter et år. Som han udtrykker det, ville han ikke vide, hvordan han ”i København kunne skaffe ressourcerne til 30 mand på arbejde i ti uger, når 400 andre dygtige filminstruktører også ville have fat i støttemidlerne”.

Det er ikke bare støttekronerne. Det hjælper, at Filmfyn – et samarbejde mellem de fynske kommuner – støtter filmproduktionen, ligesom både Odense Filmværksted og 18 Frames hjælper til. Men samlet set ikke i en grad, at Jesper Quistgaard kan finansiere sine film. Finansieringen bliver også hentet hjem gennem crowfunding.

Jesper Quistgaard kalder sig gerne for lokalpatriot.

”Jeg tror ikke på, man skal tage til Hollywood for at blive en stor filmskaber. Jeg tror, man skal blive en stor filmskaber dér, hvor man kommer fra, og så kan Hollywood opdage dig. Eller København!”

Han fortæller entusiastisk om den særlige goodwill på Fyn, hvor små byer og kommuner med glæde spærrer gader af og stiller huse til rådighed. Alle vil hjælpe, for på Fyn ”finder man ud af det”.

Venter på kommunen
Men alt er ikke fantastisk, indrømmer han. Det er ikke altid lige nemt at lave film på øen, når langt størstedelen af filmparnasset er samlet i Københavns brokvarterer.

”Det er klart, jeg kan føle mig som Palle alene i verden. Alle de dygtige talenter er i København – stort set. Der er fede kræfter på Fyn, men det er jo ikke sådan, at når man går til fest, er der 100 andre mennesker, som også er pissedygtige. Jeg mangler modspillet og at kunne mødes med de mennesker, der er dygtigere end mig selv.”

Heldigvis har han haft kræfter som sin manuskriptforfatter Nicklas Anthony Clark, og sin producer, Cathrine Odgaard. Men der skal mere til, hvis talenterne skal blive på Fyn, mener han.

”Fyn skal blive bedre til at sælge sig selv. Odense Kommune er ikke en del af ejerkredsen i FilmFyn, det burde de være, for uden Odense Kommune har FilmFyn ikke penge nok til at have spillefilm året rundt. Hvis der var produktioner året rundt, ville for eksempel klippere og fotografer rykke til hertil for at få job, og de ville være en fordel at hyre, fordi forplejning og hoteller tager rigtigt meget af budgettet netop nu. På sigt ville der også komme et marked for kameraudlejning,” siger han og tilføjer:

”Alt det her bør vi kunne skabe med den rette investering, og vi venter bare på kommunen. Det handler om job, vækst og muligheder.”

Farvel til andedamssamfundet
Som det er nu, må Jesper Quistgaards skuespillere arbejde frivilligt. Men han har været så heldig at lokke Rudi Köhnke fra København til Fyn. Köhnke blev kendt for sin medvirken i Nordkraft og Fidibus og kåret til Danmarks Lækreste Mand i Allers modemagasin Bazar i 2007.

Alderen har hærdet en smule på ham, så øjnene og arrene brænder endnu mere igennem, og det gør ham bare mere kraftfuld i Sværvægter.

Han er også med i Jesper Quistgaards kommende film Ødeland, der er instruktørens afgangsfilm fra 18 Frames. Og det bliver noget så sjældent i Danmark som en post-apokalyptisk kannibalfilm, hvor alt er øde og henlagt, og jungleloven hersker.

”Jeg er gået fuldstændigt crazy med Ødeland, som skaber det ultimative scenarie i forhold til at lave episke film på dansk. Det danske andedamssamfund er ophørt, og kannibaler spiser mennesker for at overleve,” fortæller Jesper Quistgaard begejstret.

”Filmen handler om en far og en datter, to øboere, der lever i fred. Men de skal ind til fastlandet for at hente medicin til datteren. I det forladte hospital møder de en stum, ung mand med et godt øje til datteren. Faren stoler til gengæld ikke på ham, fordi han kan være en del af en kannibalistisk bande. Han tager ham med tilbage til øen, men vælger ikke at skyde ham,” siger Quistgaard og ser hemmelighedsfuld ud.

Filmen og slutningen må vi vente på til marts, hvor premieren er sat til.