Nekrolog: Han så ondskaben i øjnene

Rex Hofman er på ferie med sin kæreste Saskia i Frankrig. Hun forlader ham i et uskyldigt ærinde på en rasteplads – og kommer aldrig tilbage.

Sådan lyder det simple, men pirrende setup i George Sluizers thriller Spoorloos fra 1988. Mysteriet bliver en besættelse for Rex, og efter års eftersøgning kontaktes han af den mand, der har bortført Saskia.

Hvad er der sket med hende? Det kan Rex kun få at vide, hvis han er villig til at gennemleve det samme som kæresten.

Spoorloos er en mytologisk thriller. Der opstår et skæbnefællesskab mellem bødlen og hans offer. Som filmen skrider frem, kommer de to mænd til at ligne hinanden, og slutningen er så skrækindjagende, at kun Edgar Allen Poes gysernoveller kan måle sig hermed.

”Udholdenhed kan forvandle sig til en besættelse, og besættelsen kan blive følelsesløs, farlig,” lyder en nøglereplik i filmen.

Vores onde tanker
Hollandske George Sluizer døde den 20. september, 82 år gammel.

Han startede sit arbejde i tv- og filmbranchen helt tilbage i 1950’erne. Han producerede Werner Herzogs skandaleombruste Fitzcarraldo og nåede at instruere elleve spillefilm, heriblandt Bruce Chatwin-filmatiseringen Utz, som skuespilleren Armin Mueller-Stahl vandt en sølvbjørn for i Berlinalen.

Men det er Spoorloos – med dens kliniske analyse af, hvordan ondskaben ikke kommer til os udefra, men opstår i vores egne tanker – som Sluizer vil blive husket for.

”Den mest chokerende film, jeg nogensinde har set,” sagde Stanley Kubrick. Også kritiker-ikonet Roger Ebert var fuld af lovord om filmen.

Det tåbeligste remake
For overtegnede fik George Sluizer en særlig betydning, idet han indvilgede i at stille op til mit første interview på engelsk. Jeg besøgte ham i 1993 i Amsterdam, hvor han på sit kontor i to timer forbløffende åbenhjertigt fortalte om sin fejlslagne genindspilning af Spoorloos i Hollywood.

”Amerikansk kultur er baseret på håb og optimisme, og amerikanerne er meget puritanske. De ønsker ikke at blive konfronteret med virkeligheden, men kun at se håbet. Også selv om håbet er en illusion,” sagde han.

Den amerikanske version, The Vanishing med Kiefer Sutherland og Jeff Bridges, er et af historiens tåbeligste remakes. Bridges banaliserer skurken, og originalens illusionsløse slutning forvandles til noget sentimentalt vås, så hele pointen går tabt.

Stjæler sin egen film
Alligevel var Sluizer i godt humør, den forårsdag i 1993. Han havde store forhåbninger om at kunne bevare kontrollen over sit næste projekt, Dark Blood, en historie om et ægtepar, der strander i ørkenen og bliver taget til fange af en ung mand.

Sluizer fortalte stolt, at han havde castet datidens største unge stjerne, River Phoenix (My Own Private Idaho). Men et halvt år senere døde 23-årige Phoenix midt under optagelserne af en overdosis og efterlod Dark Blood i ruiner.

Den hollandske instruktør nægtede imidlertid at opgive projektet. Det blev starten til mange års kamp om rettighederne, og da det blev besluttet at brænde materialet, tog George Sluizer sagen i egen hånd og stjal 700 kilo råfilm, som filmens forsikringsselskab havde forseglet i en container.

Sluizer mente selv, at det var Dark Blood, som holdt ham i live. ”Jeg tror, at jeg er en håndværker i den forstand, at jeg ikke kan lide uafsluttede projekter,” som han udtrykte det.

Anklager Sharon for børnemord
Efter tyve år kunne Sluizer på Berlinalen i 2013 så endelig vise filmen. Der manglede 25 procent af optagelserne, da Phoenix døde, og hullerne havde Sluizer udfyldt med stillbilleder, mens han på lydsiden fortalte, hvad der skulle have været.

Det fungerede overraskende godt, men Ekkos udsendte i Berlin måtte samtidig konstatere, at filmen, som han betegnede som en øko-western, ”ikke er et af filmhistoriens store ufuldendte mesterværker”.

Tre år tidligere havde George Sluizer vakt international opsigt.

Han påstod i flere interviews, at han i 1982 i forbindelse med en dokumentaroptagelse havde bevidnet Israels daværende forsvarsminister, Ariel Sharon, skyde to små børn. Sharon stod bag Israels invasion i Libanon samme år, og ugerningen skulle have fundet sted i nærheden af flygtningelejren Sabra-Shatila.

Anklagen blev skarpt afvist af Israel, der betegnede den som ”en moderne, blodig ærekrænkelse”.

Djævlen gemmer sig i detaljen
Om George Sluizer havde gået og gemt på den grufulde sandhed i årevis, eller om han på sine ældre dage havde en løbsk fantasi, er ikke til at sige.

Men at ganske almindelige mennesker, først i Nazityskland og siden i Israel, har begået ubegribelige forbrydelser, må have givet den jødiske instruktør næring til sine studier i ondskaben.

”Folk siger altid til mig, at ondskaben i Spoorloos er usædvanlig, men jeg oplever faktisk dele af Spoorloos hver eneste dag. Når jeg går på gaden, ser jeg små ting, som ikke nødvendigvis fører til samme forbrydelse, men som udspringer fra samme sted.”

Criterion Collection udgiver 28. oktober Spoorloos på blu-ray i en ny 4K-restaurering. Udgivelsen indeholder også et nyt interview med George Sluizer.