Shortlist: Han bringer teater og film sammen

Efter seks uger med affald, lort og ølsjatter lå den fynske instruktør René Odgaard i sidste uge lunt i svinget til at sætte rekord ved at triumfere for syvende gang på førstepladsen på Ekko Shortlist med sin populære lokumsdokumentar Dirtbusters.

Men sådan gik det ikke for den standhaftige dokumentarist.

Anton Breum boblede sig direkte ind på førerpladsen med kærlighedsdramaet Skrå brædder, hvor Ken Vedsegaard og Signe Mannov spiller parret Axel og Lena, der har stor succes med et teaterstykke.

Men da Axel hiver tæppet væk under Lenas utroskab, smelter fiktionen og forholdet dramatisk sammen på scenen.

”Jeg kan godt lide at blande det bedste sammen fra de verdener, jeg kommer fra,” fortæller Anton Breum om filmen, da vi møder ham til morgenkaffe, inden solen endnu er stået op over Nørrebro i København.

Studiet i magtrelationer
Anton Breum holder sig dog til te, og der hviler næsten også en buddhistisk ro over den lettere spinkle 27-årige instruktør, der konsekvent svarer reflekteret og velformuleret på vores spørgsmål.

Som så mange andre fremadstormende talenter i filmbranchen har Anton Breum været en tur forbi Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Men i stedet for at søge ind på Filmskolen eller på Film- og Medievidenskab på universitetet tog han en kandidatgrad fra Statskundskab.

”På Statskundskab lærer man om, hvorfor verden hænger sammen, som den gør, og jeg følte, at det var mere relevant for mig som menneske – og som filmskaber – at lære om de magtrelationer, der styrer os alle sammen,” siger Anton Breum.

”Dansk film har mere brug for anderledes, kritiske stemmer end filmnørder, der laver film til sig selv og hinanden,” forklarer den unge instruktør om sit valg af uddannelsen, som han forlod med det højst mulige karaktergennemsnit på 12 på overbygningen.

Opsøgende gåpåmod
Flere kunder sidder og morgengaber omkring os på kaffebaren. Aftalen blev nødt til at ligge tidligt, for der er run på for tiden, som han udtrykker det. Nytårsaften er der premiere på Don Quixote med Nicolas Bro i hovedrollen på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

Her arbejder Anton Breum på opsætningen som instruktørassistent for Katrine Wiedemann, som han uden at kende i forvejen sendte en sms til, mødtes med dagen efter og blev ansat.

Det lyder næsten for nemt, men det er netop karakteristisk for Anton Breum, at hverken talegaverne eller kunsten at sælge sig selv er noget, som ligger ham fjernt. Det opsøgende gåpåmod har han arvet fra forældrene, fortæller han.

Han er født i Gentofte og er søn af forfatter og vært på DR2’s Deadline, Martin Breum, og hans mor, Hanne Selnæs, er pressechef for udviklingsorganisationen Ibis. Lillebroren Victor Breum går i gymnasiet, men er allerede godt på vej frem i spilbranchen.

De store følelser
Det var også i årene på gymnasiet, at Anton Breum udviklede den kunstneriske interesse for filmmediet og ikke mindst for teaterverdenen, som for ham hænger uløseligt sammen med de levende billeder.

”Jeg ser ikke teateret som en modsætning til film, men som en inspiration. En af de kolossale fordele, man som filminstruktør får ved at bevæge sig inden for teateret, er de rå mængder af tid sammen med skuespillerne.”

”Vi kommer simpelthen tættere på hinanden end på en kortfilmproduktion, og det har virkelig skærpet min evne til at lære at kommunikere på deres præmisser og give præcise instruktioner,” siger han.

– Meget af dialogen i Skrå brædder har du hentet i stykker af Henrik Ibsen og August Strindberg, som Lars von Trier også var inspireret af i sine unge år. Hvad kan de her store dramatikere?

”Dialogen er en reaktion på den tiltagende naturalistiske spillestil, som jeg er træt af at se på i dansk film og tv. Når replikkerne bliver savlet og mumlet ud af mundvigen, lider filmsproget under det,” siger Anton Breum om den stil, som dogmegenerationen introducerede i midten af 90’erne, og som siden har været altdominerende herhjemme.

”Teaterreplikker lægger op til de store følelser, som jeg gerne vil udtrykke i mine film. Film skal kunne mærkes, så længe det ikke tager overhånd og hiver publikum ud af oplevelsen.”

Kræver stor tillid
– Kan det ikke nemt blive for stift, hvis man fører teater ind i film?

”Sproget er en styrke for Skrå brædder. På filmfestivalen i Warszawa brød flere af tilskuerne ud i gråd under visningen, og de kunne jo knap forstå de engelske undertekster.”

”Men den poetiske, højtravende dialog er noget af det, som det danske publikum har reageret mest positivt på. Så i den film holder det – i andre ville det falde til jorden.”

– Hvordan reagerede dine skuespillere på at bringe de store følelser fra teateret ind i filmmediet?

”Jeg undervurderede i første omgang, hvor meget der skulle til for at få spillerne til at give los. Det kræver en stor mængde tillid og forarbejde at få spillerne til at føle, at de ikke står og råber bare for at råbe.”

”Der er ingen af os, der gider se dårlige ud på lærredet, og jo større man spiller, jo dårligere risikerer man at se ud. Til gengæld kan vi aldrig nå de virkelig gyldne øjeblikke, hvis vi ikke tør løbe den risiko.”

Bergman og koreanske instruktører
– Du ser, ikke overraskende, meget op til Ingmar Bergman, der også lavede både teater og film. Hvad kan den svenske mester i dine øjne?

”Min mor hader Bergman, fordi hun synes, hans film er tunge, og at karaktererne taler for grimt til hinanden. For mig er Bergman modsat ekstremt humoristisk. Hans leg med sproget og karakterernes kynisme er enormt sjovt.”

”Og så er Bergman vigtig, fordi han altid har noget på hjerte. Om det er hans tidlige, umodne og bitre fordømmelser eller hans sene, nuancerede filosoferen, så vil Bergman os altid noget.”

– Er der andre instruktører, som inspirerer dig, der også har den tilgang?

”Jeg er meget optaget af koreanske instruktører som Joon-Ho Bong og Park Chan-Wook, som spiller på de store strenge. De kan lave genrefilm, der trækker millioner af mennesker i biografen, men samtidig formår de at lave troværdige handlinger og give plads til de store følelser, der eksploderer i hovedet på folk.”

Boes nærbilleder & Triers filosofi
– Hvad med danske instruktører?

”I Skrå brædder trak vi på specifikke billeder fra Christoffer Boes Reconstrution, fordi jeg er fascineret af hans æstetiske måde at bruge nærbilleder af ansigter på. Det er teknisk ikke en kunst at lave dem, men det er en kunst at vide, hvornår de kan gøre handlingen stærkere.”

”Jeg er også meget inspireret af Lars von Triers klipper, Molly Marlene Stensgaard. Jeg tænker ikke specifikt på hendes klippestil, men på den filosofi, som hun og Trier har om at gå efter kvalitet.”

”Ideen er at skabe filmen ud fra de bedste bidder i dit materiale og så arbejde ud fra det frem for at tilpasse optagelserne til en på forhånd konstrueret tankegang.”

Kunsten at være diplomatisk
Skrå brædder er lavet med støtte fra Nordisk Film og modtog også 20.000 kroner fra Filmværkstedet, der er Det Danske Filminstituts ordning for de mindre etablerede eller decideret uprøvede talenter i filmbranchen.

Fem film ud af denne uges top 10 på Ekko Shortlist er lavet med støtte fra Filmværkstedet, hvilket fik Ekkos chefredaktør til at rose værkstedet for at give instruktørerne friere, kreative tøjler.

– Har du også indtryk af, at konsulenterne blander sig mindre på Filmværkstedet end højere oppe i støttesystemet?

”Jeg har aldrig været ude for at få en ukritisk behandling på Filmværkstedet, og det er super fedt. Men det er først og fremmest kærligheden til ens projekt, der driver værket.”

”Dem med pengene – om det er Filminstituttet eller produktionsselskaberne – vil selvfølgelig altid have noget at skulle have sagt. Her er det en kunst at være diplomatisk og tale sig ud af det. Eftergivenhed er jo også et tegn på usikkerhed, og det må være en filmskabers ansvar at kæmpe sig vej gennem systemet og ikke at lade sig manipulere.”

De velnærede middelklassebørn
– Den kunstneriske leder af New Danish Screen Jakob Høgel har udtalt, at filmbranchen er et sted for velnærede middelklassebørn med personlige problemer. Har han ret?

”Jeg passer jo lige præcis ind i det billede, og man ser det jo også til fester i filmmiljøet, hvor alle ligner hinanden. Men mine forældre er ikke kunstneriske, og det stod heller ikke skrevet i kortene, at jeg skulle lave film.”

”Men som med David Metz og Thomas Daneskov, der har lavet shortlist-filmene In Absentiaog Ud, spring over, ind, er jeg også barn af journalister. Og det er jo oplagt at få lyst til at fortælle historier, hvis man er vokset op i et hjem, hvor der er en glæde i at skrive.”

”På den anden side har alle mennesker en interesse i at udtrykke sig på den ene eller anden måde. Men det er også et spørgsmål om, at man bliver opmærksom på mulighederne, der er for at lave film.”

”Jeg er yderst taknemlig for Filmværkstedet og de filmselskaber, der gerne udlåner udstyr eller faciliteter til post-produktion. Sagt på en anden måde: Hvis man virkelig vil lave film i København, kan man altså også komme til det!”

Mødre, hypnose og blomster
– Du har selv lige modtaget støtte fra Filmværkstedet til dit næste projekt?

”Jeg har fået hele pakken, der inkluderer muligheden for den maksimale støtte på 20.000 kroner, adgang til udstyr og vejledning fra en konsulent, der i denne omgang er Hans Fabian Wullenweber, der instruerede Klatretøsen.”

– Hvad handler din nye film om?

”Nu skal vi først lige i gang med projektet, så jeg kan ikke løfte for meget af sløret, men filmen hedder Ambrosia og handler om mødre, hypnose og blomster.”

”Det bliver den tredje film, jeg laver med støtte fra Filmværkstedet. Ved siden af skriver jeg på et større projekt, for bagefter må det efterhånden være det næste naturlige skridt for mig at komme videre på.”