Nyhed
13. juli 2017 | 19:03

The Handmaid’s Tale nomineret til bedste serie

Foto | Colin Watkinson
Elisabeth Moss (th.) er selvfølgelig nomineret til en Emmy for sin præstation som Offred i The Handmaid’s Tale, der også er med i opløbet til at vinde prisen for bedste dramaserie.

En masse nye serier er kommet i spil til at vinde prisen for bedste dramaserie. De nominerede til Emmy-priserne er netop blevet offentliggjort.

Af Nicki Bruun

Det vælter fortsat frem med gode serier, som man skal være mere end almindeligt velbevandret i tv-land for at have set.

Det må være konklusionen, efter at de nominerede til de eftertragtede Emmy-priser, tv-verdenens svar på Oscar, netop er blevet offentliggjort.

I kategorien ”bedste dramaserie” er fem af syv nominerede nemlig nye serier, der kun har kørt en enkelt sæson. Det gælder de velanmeldte serier The Handmaid’s Tale, Westworld og Stranger Things, hvis første sæsoner alle har fået fem stjerner af Ekkos anmeldere.

De resterende to er Netflix’ The Crown om det britiske kongehus og familie-dramedyen This Is Us. Endelig er også veteranerne Better Call Saul og House of Cards nomineret i kategorien.

Gamle kendinge
I ”bedste komedieserie”-kategorien er det omvendt de gamle kendinge, der huserer.

Veep har fået adskillige nomineringer i løbet af sine seks sæsoner og vandt sidste år prisen for bedste komedieserie. Den er atter nomineret, og det samme er prisslugeren Modern Family, der har kørt i otte sæsoner.

De andre nominerede i kategorien er Master of None, Black-ish, Silicon Valley og Unbreakable Kimmy Schmidt, som alle har haft mellem to og fire sæsoner.

Eneste debutant i feltet er Atlanta, der sidste år viste en storrost første sæson om livet for en afroamerikansk mand i titlens by.

Hård konkurrence
Den 69. Emmy-uddeling finder sted 17. september, hvor talkshow-stjernen Stephen Colbert er vært.

På aftenen bliver der delt priser ud i de to førnævnte kategorier samt til bedste kvindelige og mandlige skuespiller i både drama- og komediekategorien.

Derudover bliver også det bedste talkshow og reality-program præmieret, men en af de mere interessante kategorier er den for ”bedste miniserie”.

Her er tredje sæson af Fargo nomineret, fordi den fortæller en ny historie i hver sæson. Serien skal nok få hård konkurrence i år, hvor to fremragende HBO-krimiserier, The Night Of og Big Little Lies, også er nomineret.

Hvis man undrer sig over, at hverken Game of Thrones eller Twin Peaks: The Return er blevet nævnt i denne sammenhæng, skyldes det, at de to serier ikke har vist nok afsnit i perioden til at blive nomineret. De er til gengæld i spil til næste års uddeling.

Udvalgte Emmy-kategorier 2017

Bedste dramaserie

Better Call Saul
The Crown
The Handmaid’s Tale
House of Cards
Stranger Things
This Is Us
Westworld


Bedste komedieserie

Atlanta
Black-ish
Master of None
Modern Family
Silicon Valley
Unbreakable Kimmy Schmidt
Veep


Bedste miniserie

Big Little Lies
Fargo
Feud: Bette and Joan
Genius
The Night Of

 

Bedste tv-film

Black Mirror: San Junipero
Dolly Parton’s Christmas of Many Colors
The Immortal Life of Henrietta Lacks
Sherlock: The Lying Detective
The Wizard of Lies

Bedste mandlige skuespiller (drama)

Sterling K. Brown, This Is Us
Anthony Hopkins, Westworld
Bob Odenkirk, Better Call Saul
Matthew Rhys, The Americans
Liev Schreiber, Ray Donovan
Kevin Spacey, House of Cards
Milo Ventimiglia, This Is Us


Bedste kvindelige skuespiller (drama)

Viola Davis, How to Get Away with Murder
Claire Foy, The Crown
Elisabeth Moss, The Handmaid’s Tale
Keri Russell, The Americans
Evan Rachel Wood, Westworld
Robin Wright, House of Cards


Bedste mandlige skuespiller (komedie)

Anthony Anderson, Black-ish
Aziz Ansari, Master of None
Zach Galifianakis, Baskets
Donald Glover, Atlanta
William H. Macy, Shameless
Jeffrey Tambor, Transparent


Bedste kvindelige skuespiller (komedie)

Pamela Adlon, Better Things
Jane Fonda, Grace and Frankie
Allison Janney, Mom
Ellie Kemper, Unbreakable Kimmy Schmidt
Julia Louis-Dreyfus, Veep
Tracee Ellis Ross, Black-ish
Lily Tomlin, Grace and Frankie

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko