Nyhed
18. mar. 2013 | 23:22

Hanekes dobbeltgænger står frem

Foto | Uoplyst
"Jeg er fascineret af det faktum, at 25.000 mennesker har abonneret på det vrøvl!" siger Michael Haneke om sit muntre alter ego på Twitter.

Manden bag den falske Michael Haneke-profil på Twitter står frem – og nu er det slut med Haneke-LOLs.

Af Freya Bjørnlund

Østrigske Michael Haneke har aldrig været begejstret for at udtale sig i medierne – og slet ikke på engelsk. Men i november 2012 dukkede den afmålte auteur pludselig op på Twitter. 

Et af de første tweets på Haneke-profilen lød: ”pls RT if u want 2 see a sequel to my new movie called more amour. this time NO french words. promise lol.” Nogle minutter efter blev forespørgslen fulgt op med: ”My cat just farted lol.” 

Virkelighedens Haneke kendte intet til den pubertære kvidren. Det har dog ikke forhindret over 31.000 Twitter-brugere i at følge identitetstyvens veloplagte kommentarer om alt fra Oscar-kapløb og fastfood til ildelugtende katte. 

Nu fire måneder senere er mysteriet løst. Dobbeltgængeren har identificeret sig selv som den 28-årige Benjamin Lee, der er journalist og viceredaktør på det kultursitet Shortlist.com. 

Haneke er prætentiøs
Benjamin Lee afgiver forklaring i sin egen artikel i avisen The Guardian

”Jeg skabte parodi-profilen som en reaktion på hans kølige og nogle gange prætentiøse attitude. Det hele startede, efter jeg læste et interview, hvor han blev spurgt, om han kunne lide nogen mainstream-film, og han svarede: ’Hvad med Vestens hårde halse for eksempel? Er det ikke en mainstream-film?’” 

Lee understreger dog sine kærlige intentioner i et interview, også til The Guardian. "Det blev gjort ud af total respekt og beundring for Haneke og hans film," forsikrer han. "Jeg ville ikke fornærme ham på nogen måde. Jeg elsker hans film, men har altid ønsket, at han ville vise en lysere side.” 

Den enorme interesse for den mere humoristiske Haneke er dog kommet som en overraskelse. ”Jeg troede, det ville vare et par uger, måske,” siger Lee. Skaren af Twitter-fans tæller Hollywood-kendisser som Brett Ratner, Eli Roth og Ellen Page. 

Tweets er noget vrøvl
Hovedpersonen selv, den rigtige Haneke, har dog ikke meget til overs for de elskelige drillerier. 

”Jeg prøvede at læse nogle af post’ene, men mit engelsk er ikke godt nok,” siger Haneke ifølge Hitfix.com. ”Jeg er virkelig ikke interesseret i, hvad han skriver, men jeg er fascineret af det faktum, at 25.000 mennesker har abonneret på det vrøvl!” 

Benjamin Lee er tilbøjelig til at give ham ret. ”Jeg frygter, at min kærlige spoof har bevist, at Hanekes syn på mainstream er forfærdeligt præcist,” skriver han. 

Derfor tweetede @Michael_Haneke for sidste gang den 10. marts: ”The lols are over.”

Kommentarer

Den falske Haneke

Læs Benjamin Lees tweets her

© Filmmagasinet Ekko