Nyhed
19. apr. 2006 | 14:00

Hanekes Skjult får dansk premiere

Christian Braad Thomsen vurderer for EKKO den østrigske instruktørs samlede filmværk i anledning af premieren på Cannes-vinderen Skjult.
Af Markus Bernsen

En mærkelig fortidslevning — og dog bærer han fremtiden i sig! 64-årige Michael Haneke har med titler som Bennys video, Funny Games og Pianisten placeret sig som en af Europas mest originale og markante instruktører, der stædigt holder fast i, at filmkunsten skal være ubehagelig, kontroversiel og krænkende.

Den 28. april er der dansk biografpremiere Hanekes Cannes-vinder Skjult, og i den anledning har EKKO bedt Christian Braad Thomsen tegne et portræt og vurdere Michael Hanekes otte spillefilm.

Raffineret afstumpethed
"I dag, hvor Danmark jo for længst har overtaget Østrigs rolle som Europas mest reaktionære land, kan man godt misunde Østrig en morbid kunstner som Haneke," skriver Christian Braad Thomsen.

Skjult er fransksproget og har Daniel Auteuil og Juliette Binoche i hovedrollerne. Filmen dykker ned i et kollektivt fransk traume — en politimassakre i Paris i 1961 — og afslører den fortrængte skyldfølelse hos en kultiveret parisisk kernefamilie, der pludselig bliver konfronteret med fortidens synder.

"Haneke retter brodden mod det kulturbureaukrati, som tror sig i besiddelse af menneskelig dannelse og finfølelse, men som blot viderefører en raffineret form for afstumpethed med et menneskeligt ansigt," skriver Braad Thomsen, der mener, at Skjult er en af Hanekes allerbedste film.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko