Nyhed
10. aug. 2010 | 10:02

Hang til klassikere

Filmchef for CinemaxX, Rikart Købke, står bag lanceringen af nyrestaurerede klassikere på det store lærred. Hvorfor? Han elsker simpelthen film.
Af Jannie Dahl Astrup

På Rikart Købkes lidt ydmyge kontor i CinemaxX-biografen i København flyder både skrivebordet, reolerne og gulvet med filmmemorabilia.

Overalt ligger bøger, plakater, stills, legetøj og meget andet fra nogle af Købkes yndlingsfilm. Han elsker film af hele sit hjerte. Så meget, at han har investeret tid og penge i at sætte filmklassikere op i biografkæden, der til daglig lever af amerikanske blockbustere.

Den 30. september har CinemaxX repremiere på en af filmhistoriens bedste film, Francis Ford Coppolas The Godfather fra 1972, i en nyrestaureret, såkaldt 4K-version.

Simpelthen så flot
”Fremtiden er her med 4K, og jeg glæder mig som et lille barn til at vise det frem for publikum,” udbryder Rikart Købke begejstret.

The Godfather bliver den første film, der vises i det digitalt overlegne 4K-format i hele Skandinavien. Den gængse standard for digital biograffremvisning er 2K, men med 4K opnår man en fire gange bedre opløsning – hvilket vil sige næsten ni millioner pixels.

I løbet af 2010, fortæller Købke, at flere film vil blive vist i 4K, men det er endnu uvist hvilke titler.

”Min ambition er at give folk gode oplevelser, og med 4K bliver biografoplevelsen simpelthen intet mindre end outstanding,” slår Købke fast.

”Det gav et helt sug i min mave her forleden, da vi lavede tests på 4K, og sådan havde jeg det også første gang, jeg så 70mm film. Det er simpelthen så flot,” fortsætter han.

Indtil videre er det kun CinemaxX-kæden, der herhjemme har investeret i det nye 4K-udstyr, så man nu har det i fire sale ud af i alt 25.  

Hos konkurrenten Nordisk Film Biografer har man endnu ikke valgt at opgradere det digitale udstyr til 4K.

Sean Connery-fan
CinemaxX fejrer også ikonet Sean Connerys 80-årsdag den 25. august ved at vise både Goldfinger og Brian De Palmas gangsterepos De uovervindelige.  

”Begge film er nyrestaurerede og digitale (men kun 2K, red.), og de kommer til at se mindst lige så flotte ud, som da de havde premiere,” siger Købke, der er stor fan af Sean Connery.

Han viser stolt sine gamle, originale Bond-stills frem, men beklager i samme vending, at han har glemt Connerys autograf derhjemme. Til gengæld viser han den originale, danske plakat fra De uovervindelige, som han har haft siden ungdommen.

Operatør ved et tilfælde
I ungdommen blev grundstenen til Rikart Købkes karriere lagt. Han startede sit professionelle liv som femtenårig, hvor han blev ansat som piccolo og billetsælger i Ballerup Bio – mest af alt for at kunne få fat i de eftertragtede filmplakater.

”Den første dag, jeg var på arbejde, fik jeg at vide, at jeg ikke måtte stå med hænderne i lommen, for så troede gæsterne, at jeg onanerede. Det var min første dag, og anden dag lærte jeg at binde slips,” griner han.   

Senere steg Rikart Købke, nærmest ved et tilfælde, i graderne til filmoperatør.

”Biografens operatør, der var lidt beruset, havde sat en film i gang og var ikke at finde. Pludselig skulle der skiftes til CinemaScope – og hvordan gør man lige det? Så gik jeg op til maskinen, en Cinemecánica Victoria 8, og fandt selv ud af, hvordan man skulle trykke og slå lidt, så billedet stod pænt dernede i salen.”   

Headhuntet til CinemaxX
Efter i en årrække at have forsøgt sig i skuespillerfaget, hvor det faktisk lykkedes Købke at komme til tredje prøve på Statens Teaterskole i København flere gange, vendte han tilbage til biografverdenen.

Han blev daglig leder af Ballerup Bio sammen med tidligere administrerende direktør for Nordisk Films biografer, Gerhard Pedersen, og arbejdede blandt andet med at markedsføre biografen.

Og det gav pote.

”Biografen i Ballerup gik fra at have 20-25.000 gæster om året til over 100.000. Det, at vi fik folk til at gå mere i biografen, var en sejr. Vi var meget stolte af os selv, Gerhard og jeg,” fortæller han.

Det sidste trin op ad den karrieremæssige rangstige tog han i 2004, hvor han blev headhuntet til CinemaxX som filmchef for den tyske kædes tre danske biografer.

”Det er en enormt privilegeret stilling. Jeg er så heldig, at jeg beskæftiger mig med min hobby.”

Op til politikerne
Rikart Købke er udelt begejstret for digital fremvisning og ikke mindst 3D-teknologien.

”Jeg var ikke så imponeret i starten, men da jeg i december sidste år havde set fem 3D-film i træk, blev jeg overbevist om, at formatet er kommet for at blive. Den sjette film var 2D, og dér følte jeg pludselig, at jeg manglede noget.”

Men om vi i nær fremtid vil opleve en total digitalisering af de danske biografer, er ifølge Købke især op til politikerne.

”Det hedder sig hele tiden, at Nordisk Film og CinemaxX har masser af penge, men det har vi ikke. Det er meget dyrt at indføre den ny teknologi. Jeg håber, at man fra politisk side er villig til at bakke op om en total digitalisering,” siger han og spørger helt uopfordret, om jeg vil vide, hvad hans yndlingsfilm er.

”Det er E.T.,” kommer det prompte fra ham.

Resten af Rikart Købkes top ti: There Will Be Blood, Some Like It Hot, The Godfather, Goldfinger, Pelle Erobreren, The Bourne Supremacy, Lilja 4-ever, Toy Story 3 og, ikke overraskende for en tidligere filmoperatør, Mine aftener i Paradis.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko