Hannibal på briksen

Den unge, smukke og kloge FBI-agentelev Clarice Starling bliver i Ondskabens øjne sendt ind som lokkemad for psykiateren, seriemorderen og stjernepsykopaten Dr. Hannibal Lecter. Han sidder fængslet uden vinduer for en lang række kannibalistiske mord.

FBI’s håb er, at Starling kan få Lecter til at hjælpe med sagen om Buffalo Bill, en seriemorder, som er i færd med at sy sig en dragt af ægte kvindehud. Det kan kannibalen, men han vil have sin bid af kagen i form af en psykologisk leg med musen, Starling.

Og som alle andre, der mere eller mindre frivilligt lægger sig på Lecters briks, bliver hun forført, diagnosticeret og manipuleret, mens han overvejer, om hun skal leve eller dø.

Det er dette spil, som i 1992 gav Anthony Hopkins og Jodie Foster hver en Oscar for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle i Jonathan Demmes filmatisering af The Silence of the Lambs, en roman af Thomas Harris fra 1988.

I 2003 kårede American Film Institute Hannibal Lecter til alle tiders største filmskurk foran Lecters personlighedsforstyrrede lidelsesfælde, Norman Bates fra Hitchcocks Psycho fra 1960. Og det selvom Lecter kun optræder i sammenlagt seksten minutter i Ondskabens øjne .

En ægte psykopat har åbenbart ikke brug for mere for at forføre en hel filmverden.

Karikatur på en psykopat
I filmen kalder fængselsdirektøren, Dr. Frederick Chilton, Lecter for ”et monster, en rendyrket psykopat”, men hvad nu, hvis vi tager ham til en ægte læge?

Psykiateren Dorte Sestoft er overlæge ved retspsykiatrisk center på Glostrup Hospital. Hun har skrevet ph.d. om psykisk syge kriminelle og har i forbindelse med sin forskning interviewet flere hundrede kriminelle med psykiske forstyrrelser.

”Hannibal Lecter har masser af de kendetegnende psykopatiske træk, men han er mest af alt et filmmonster. Han fremstilles helt mytologisk, nærmest som en karikatur pa psykopati,” siger Dorte Sestoft.

”Den canadiske psykolog Robert Hare har udarbejdet en test for psykopatiske træk med 20 punkter, hvor man kan score 0, 1 og 2 point per punkt. Lecter ville nok score de maksimale 40 point på den test. Et af punkterne er overfladisk charme og evnen til at forføre. Det må siges at passe på Lecter.”

”Han har også en grandios selvopfattelse, der hjælpes på vej af filmen, som gør ham til et overmenneske. Men det megalomane er bestemt et træk ved psykopater. Lecter ser nærmest sig selv som en gud, der bestemmer over folks skæbne. At Hannibal er kannibal virker dog urealistisk. Det er ikke et træk, jeg kunne forestille mig i en type som ham, men i fiktionen bliver det et billede på, at verden og alle andre mennesker er til for Lecter. De er blot genstande for hans fornøjelse.”

”Til sidst ringer han til Starling og siger ’verden er et mere interessant sted med dig i den’. Det er altså ikke for Starlings skyld, at han bestemmer sig for, at hun skal leve, det er for hans egen skyld. Om han så lyver, ved vi ikke, for psykopater lyver hele tiden,” forklarer Dorte Sestoft.

Hypnotiserende magt
Den patologiske løgn er et klart psykopatisk træk – og man taler om træk, ikke om psykopati, som en egentlig diagnose. I strenge fagtermer hedder det ”personlighedsforstyrrelser”.

For eksempel har en depression et interval med begyndelse og slutning, mens en forstyrrelse i personligheden er gennemgribende i ens selvopfattelse og sociale ageren. I det danske system er det diagnosen ”dyssocial personlighedsstruktur”, som kommer tættest på det, vi omtaler som psykopati. I USA hedder det ”antisocial personality disorder”.

Men hvorfor har nogle mennesker personlighedsforstyrrelser?

”Det er en kombination af arv og miljø,” forklarer Dorte Sestoft.

”Der er nogle tilfælde, hvor det biologiske spiller en stor rolle, og så er der andre, hvor det er mere tillært. Ekspressionen af det genetiske materiale er forskellig afhængigt af, hvad man bliver udsat for.”

”Man kan ikke lave en scanning eller tage en blodprøve, man kan ikke måle den slags. Men biologien har helt klart en betydning. Man taler om, at de receptorer, der påvirker en person følelsesmæssigt, er anderledes. Der skal derfor mere til, for at psykopater føler noget. Et af punkterne hos Robert Hare handler også om ’sensation seeking’, grænseoverskridende adfærd, som at køre virkelig hurtigt eller skyde på andre for overhovedet at kunne føle noget. Det er risikabelt at være psykopat eller være i nærheden af dem.”

Det forklarer, hvorfor Hannibal Lecter er kold som is selv i de mest intense situationer. På et tidspunkt i filmen simulerer han brystsmerter, så man løsner hans spændetrøje og fjerner hans maske for at lave en elektrokardiografi. Da sygeplejersken læner sig ind over ham, griber han fat om hendes ansigt og æder hendes tunge. Det er en unik mulighed for at måle Lecters puls. Den stiger aldrig over 85 slag i minuttet.

– Er psykopaterne selv bevidste om den her adfærd – sensation seeking – eller er de følelseskolde?

”Mange er bevidste, men … Jeg interviewede engang en, som sagde: ’Jeg er meget, meget følsom,’ og så spurgte jeg overrasket, hvad han mente med det. Han svarede: ’Nar jeg går ind i et rum, kan jeg altid mærke, når nogen er bange for mig.’"

"Det er ikke almindelig følsomhed, som jo er empati, men siger mere om, at psykopater er meget manipulerende og i den forbindelse gode til at mærke efter, hvor folks svage punkt er. Det er det, Lecter gør over for Clarice Starling. Han interviewer hende i en afsøgning efter hendes svage punkter.”

– Han finder også sine medfangers svage punkter!

”Ja, Lecter overtaler også Multiple Miggs i nabocellen til at sluge sin egen tunge som straf for hans uhoflige opførsel over for Clarice (Miggs kaster sin sæd i ansigtet på hende, red.). Nu kan man ikke tale nogen til at sluge sin egen tunge, men billedet er fint, for han opnår nærmest en hypnotiserende magt over Miggs. Det bliver en kliche på trækket ’at kunne forføre andre og manipulere dem’.”

Ingen selvransagelse
– I tråd med Lecters guddommelige selvfølelse falder bemærkningen om hans afdøde patient Benjamin Raspail, om hvem han siger: ”Det var det bedste for ham, hans terapi førte ingen steder.”

”Der er psykopater som Lecter, der er enormt i kontrol, og så er der mere eksplosive typer, som farer hurtigt op og kaster med tallerkner. Men fælles er, at psykopater ikke påtager sig skyld, de projicerer den ud – som i tilfældet Raspail – og gerne helt ude af proportioner."

"Hvis man spørger en psykopatisk morder, om han synes, det er synd for den kvinde, han skød nede i supermarkedet, så kunne han svare: ’Nej, det var hendes egen skyld, hun burde have flyttet sig lidt hurtigere.’ Der er ingen selvransagelse. Det betyder ikke, at en psykopat ikke kan blive påvirket. Han kan sagtens have let til tårer, men det stikker bare ikke så dybt.”

– På et tidspunkt slår Clarice Starling verbalt tilbage og spørger, om Lecter er i stand til at vende sit skarpe blik indad mod sig selv, og det får ham til at stoppe sine angreb for en tid!

”Ja, men kontakten er på Hannibals præmisser helt fra starten af. Det er karakteristisk, og det nytter ikke at gå ind og tale til folks samvittighed og sige: ’Kan du ikke forstå, at det må føles …,’ for der er ingen empati. Psykopater synes ikke selv, at der er noget problem, og er derfor ikke særligt motiverede for behandling. Man må i stedet indgå en forhandling, som psykopaten kan forstå, en byttelogik, hvor psykopaten får noget ud af forhandlingen."

"Lecter bliver jo lovet en række privilegier, og alene spillet mellem de to, hvor han kan sætte sig selv op på en piedestal, er noget værd for ham. I sin egen optik leger han med det hele, og selvom han er fanget, kan han slippe ud, når det passer ham.”

– Hvordan passer fiktionens seriemordere til de virkelige?

”Livet kan rumme mange bizarre og skøre ting. Det ser vi i psykiatrien, men de meget beregnende seriemordere, som vi ser i mange film, passer sjældent med virkeligheden. De fleste forbrydelser er ikke så rationelle. Vi har dårligt nok et dansk eksempel."

"Vi har Dagmar Overbye, som i København fra 1916 til 1920 løbende adopterede børn af økonomiske grunde. Og så slog hun dem ihjel. Når forældrene kom pa besøg, fremviste hun bare et af de andre børn, der passede aldersmæssigt. Hun skal have varet fuldstændig følelseskold og slog mindst ni børn ihjel.”

Amerikansk fænomen
– Hvor mange psykopater findes der, og hvordan ser den klassiske seriemorder ud?

”Man siger, at 4 % af mand i USA har psykopatiske træk og færre blandt kvinder. Seriemorderne er generelt pæne hvide mand fra middelklassen, Ted Bundy-typen.”

– Lever vi i en kultur, som fremelsker psykopatiske træk, som Bret Easton Ellis’ roman American Psycho insinuerer?

”Det tror jeg ikke, men ekstrem og farlig adfærd har altid fascineret. American Psycho er fiktion, den spiller pa læserens dragning af det frygtelige og farlige, herunder at det er en tendens i tiden. Men man kan godt forestille sig, at moderne medier som internettet lettere får ekstrem adfærd til at brede sig. Den smitter, så at sige.”

– Ville Robert Hares tyve punkter se anderledes ud i Kina, er de med andre ord kulturelt betingede?

”Det ved jeg ikke, men jeg vil tro, at grundtonen er den samme: den manglende empati og tendensen til at bruge andre folk som ting, som middel i egen behovstilfredsstillelse. Men det kan være svært at gennemskue, om eksempelvis kærligheden til konen er ægte, eller om hun blot er et trofæ pa niveau med motorcyklen.”

– Hvad med Buffalo Bill, som FBI jagter i Ondskabens øjne?

”Både Buffalo Bill og Hannibal Lecter er svært personlighedsforstyrrede, men Buffalo Bill er mere skør, hvilket Lecter i ovrigt også selv påpeger. At ville lave en dragt af rigtig kvindehud er næsten for bizart og for konkret til at vare psykopati.”

”De sadistiske seriemordere findes, vi ser dem bare næsten aldrig i Danmark. Det er et amerikansk fænomen. Det tætteste, vi kommer på det herhjemme, er en type som Peter Lundin, og han er jo vokset op i USA. Hvis han var opvokset i Solrød, havde han sikkert stadig været psykopat, men psykopatien var næppe kommet til udtryk på sammen måde”