Har Politiken ikke et problem?
Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Mediawatch og Zetland har alle trukket artikler tilbage af journalisten Lasse Skytt, som er blevet afsløret i omfattende svindel med citater. En bog om Ungarns premierminister er også blevet trukket tilbage.
Han har plagieret udenlandske mediers artikler og fået citater til at fremstå, som om han selv har talt med kilderne.
I Politiken fortæller kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen i mandags, at avisen kun har bragt en enkel artikel af journalisten.
”Vi har ikke umiddelbart kunnet finde passager, der bærer præg af plagiat, men vil undersøge artiklen nærmere,” udtaler kulturredaktøren.
Artiklen handler om den ungarske filmbranches nye guldalder. Den blev bragt i den trykte avis den 20. juni 2019 under titlen Ungarn ind i rampelyset og tre dage senere i en lettere bearbejdet udgave på nettet.
Mette Davidsen-Nielsen glemmer imidlertid at oplyse læserne om, at den pågældende artikel i sin tid var genstand for en klage fra Ekko.
Artiklen er nemlig en nærmest tro kopi af en artikel, Ungarn ind i rampelyset, som Ekko i 2017 – altså to år før Politiken – bestilte, betalte og udviklede sammen med journalisten.
Vi ventede med offentliggørelsen, fordi vi ville gøre den til en del af et større tema i det trykte magasin. Journalisten var blevet orienteret herom og havde fået sit honorar udbetalt.
Møde med Vajna
Stor var vores overraskelse derfor, da Politiken bragte samme tekst af Lasse Skytt, som om det var avisens artikel. Og der var blevet fiflet med sandheden for at skjule, at artiklen havde to år på bagen.
”Nogle måneder inden hans pludselige død i januar 2019 mødte Politiken filmfondens regeringsudpegede leder, Andy Vajna,” skriver avisen og fortsætter:
”’At gøre ungarsk film til en succes er ikke en sprint, det er en maraton. Vi er ikke engang halvvejs i mål,’ konstaterede den aldrende ungarer, da han åbnede døren ind til sit 100 kvadratmeter store kontor på øverste etage af filmfondens bygning i Zugló.
Formuleringen ”nogle måneder inden” er ikke korrekt. For allerede i august 2017 – altså halvandet år tidligere – skrev Lasse Skytt i sin artikel til Ekko:
”’At gøre ungarsk film til en succes er ikke en sprint, det er en maraton. Vi er ikke engang halvvejs i mål,’ er noget af det første, den 72-årige ungarer konstaterer, efter at han har åbnet døren ind til sit 100 kvadratmeter store kontor på øverste etage af filmfondens bygning.”
Grundig sparring
Lasse Skytt talte altså med Andy Vajna halvandet år før dennes død og ikke få måneder, som der står i Politiken. Der er manipuleret med dateringen af interviewet for at foregive, at interviewet er relativt nyt.
Men redigeringsarbejdet er ikke gjort særligt grundigt, for i artiklen kan man læse, at ”den hidtidige kulmination på den ungarske filmbølge må siges at være forrige års Sauls søn”.
László Nemes’ film havde premiere på Cannes-festivalen i 2015, så ”forrige års” er korrekt i forhold til Lasse Skytts originale artikel til Ekko, men ikke i forhold til Politikens genbrug i 2019.
Ekko gav Lasse Skytt en grundig sparring. Han fik en længere mundtlig og skriftlig feedback på sit første udkast, hvorefter han lavede en forbedret version, som vi modtog den 21. august 2017.
Derfor spærrede vi øjnene op, da Politikens daværende film- og tv-tillægsredaktør, Kristoffer Hegnsvad, fortalte, at han mere end et år senere havde haft et længerevarende sparrings- og redigeringsforløb med Lasse Skytt om en artikel, der til forveksling lignede Ekkos.
Lasse Skytt pitchede ifølge Hegnsvad sit artikelforslag den 16. oktober 2018 til Politiken.
”Lasse Skytt har først problemer med en kilde, der ikke vender tilbage, så vi udsætter lidt,” skriver redaktøren, men der er ingen nye kilder i den artikel, Politiken har bragt.
Politikens version er en smule kortere, der er byttet rundt på nogle afsnit, og nogle formuleringer er ændret, men ellers er det samme artikel. Selv den faktaboks om Ungarns filmsucces, som vi bad journalisten lave, er gengivet i Politiken, der dog har sørget for at opdatere med to punkter fra 2018 og 2019.
Plagierer sig selv
Politiken afviste dengang Ekkos klage.
”Din frustration er forståelig, men at du fastholder anklagen mod Politiken, giver ikke mening,” skrev Mette Davidsen-Nielsen og tilføjede, at ”udover at den har været usædvanlig lang, har processen været helt normal”.
Ekko stod derfor med en ubrugelig artikel og en lang næse. Lasse Skytt vendte aldrig tilbage med svar på vores spørgsmål om forløbet, og vi har hverken før eller siden haft nogen kontakt med ham.
Politiken betragtede det udelukkende som Ekkos problem, at vi var blevet snydt. En tak for vores arbejde blev det ikke engang til.
Det er meget muligt, at Lasse Skytt rent faktisk har talt med de ungarske kilder, som optræder i artiklen. Men til gengæld har han mestret kunsten at plagiere sin egen tekst og ved hjælp af manipulation få den til at fremstå som en ny og original Politiken-artikel.
Måske burde Politikens kulturredaktør have fundet anledning til at nævne det for sine læsere.
Kommentarer