Nyhed
10. feb. 2010 | 15:27

Har Premiere skudt sig selv i foden?

Stigende utilfredshed med gæsteværter fra filmbranchen sår tvivl om graden af professionalisme i DR2 Premiere.

Af Jannie Dahl Astrup

Da kanalen tilbage i 2008 lancerede det nye filmprogram DR2 Premiere med den karismatiske vært Mikkel Munch-Fals ved roret, følte mange, at den saglige filmkritik endelig havde fundet vej tilbage til fjernsynet – som i de gode gamle dage med Bogart.

Men ak, glæden var kort.

Mikkel Munch-Fals valgte at sige stop efter bare ni måneder til fordel for selv at lave film og med en ventende stilling som chef for Odense Film Festival. I øvrigt var han også kommet under beskydning fra flere sider for måske at have egeninteresse i nogle af de film, der blev anmeldt.

Gæsteværter tager tjansen
Uden fast vært blev det populære program relanceret med et nyt koncept: skiftende gæsteværter fra filmbranchen.

Siden september 2009 har man kunnet opleve en lang række større eller mindre personligheder kaste sig hovedkulds ud i filmkritik hver mandag på DR2.

Blandt andet har filminstruktører som Christoffer Boe, Lotte Svendsen og Ole Christian Madsen taget tjansen, mens skuespillere som Iben Hjejle og Zlatko Buric også har givet deres besyv med.

En frisk idé
På programmets hjemmeside præsenterede man det nye format således:

”Eksperimentet kan enten blive den største inhabile kammeratlige gruppekrammer endnu set i dansk film, eller det kan blive de mest kompetente og faglige anmeldelser i danske medier.”

Umiddelbart blev ideen med gæsteværter hilst varmt velkommen, blandt andet af filmanmelder ved Information, Christian Monggaard, der i sin blog kaldte konceptet ”en frisk idé”.

Instruktør Christoffer Boe, der er aktuel med Alting bliver godt igen, lagde da også som den første af gæsteanmelderne interessant og selvsikkert ud.

Russisk roulette
Men som sæsonen er skredet frem, har gæsteværterne gjort sig bemærket for deres vidt forskellige holdninger. For eksempel da leder af manuskriptlinien på Den Danske Filmskole, Mogens Rukov, haglede den franske film Første dag i resten af dit liv ned og gav den én enkelt stjerne.

Det fik filmens distributionsselskab Miracle Film til at afbryde samarbejdet med DR2 Premiere. Indehaveren Jes Graversen udtalte til Politiken i december:

”Det er fuldstændig tilfældige mennesker, der anmelder hver uge. Det er en form for russisk roulette, hvor det ikke handler om filmens kvalitet, men om, hvad den enkelte person kan lide.”

Anne-Grethe skejer ud
Spørgsmålet er, om DR2 ved at lade folk fra filmbranchens egne rækker anmelde hinandens film ikke har skudt sig selv i foden?

Der er unægtelig god underholdningsværdi i at se en farverig skuespiller som Anne-Grethe Bjarup Riis skeje ud og give Per Flys nyeste film, Kvinden der drømte om en mand, hele seks stjerner.

Men når det samlede danske anmelderkorps er mildest talt lunkne i deres modtagelse af filmen, sår det tvivl om graden af professionalisme og seriøsitet hos DR2 Premiere.

Efter sigende skulle programmet snart være på trapperne med en ny, fast vært. Om det kan rette op på det efterhånden lidt blakkede omdømme, kan kun tiden vise. Men spændende skal det i hvert fald blive at se, hvem der får pladsen i den varme stol.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko