Harmony Korine

"Man skal betragte sine omgivelser med et dristigt blik, selv de grimme og dekadente ting."

Ordene stammer fra den tyske filminstruktør Werner Herzog, men de rammer måske bedre end noget andet amerikanske Harmony Korine, hvis hudløse film kredser om temaer som misbrug, mishandling, skizofreni og i det hele taget foruroligende forhold fra Amerikas blødende hjerte.

At se en Korine-film fordrer et dristigt blik af tilskueren.

Hans seneste film, Mister Lonely, vises i denne måned i Cinemateket i København, og det betyder, at den ikke får regulær premiere i danske biografer. Det samme var tilfældet for Korines første to film, Gummo (1997) og Julien Donkey-Boy (1999), der begge ellers betragtes som hovedværker fra den amerikanske filmundergrund.

Julien Donkey-Boy skabte dog en vis interesse på dansk grund, idet den på det tidspunkt 26-årige instruktør havde sat sin underskrift på et notorisk dansk dokument og dermed opnået filmprædikatet Dogme #6.

Ægtemand forvandlet til ged
Cinemateket præsenterer i marts hele Harmony Korines værk, og dermed bliver der også mulighed for at se, eller gense, Kids (1995) og Ken Park (2002), som Korine skrev manuskript til. Filmene skabte stor kontrovers i deres portræt af teenagere, der dyrker sex og stoffer som deres hedonistiske afguder.

Harmony Korine er på telefonlinjen fra sin hjemby Nashville, Tennessee, hvor han - da vi ringer op - er i færd med at træne sin hund.

"Jeg var lige ved at lære min hund at stå på ét ben. Jeg fortsætter træningen, mens vi taler sammen," siger han og griner.

Harmony Korine taler som sine film - i en fabulerende ordstrøm, der følger sin egen logik og gerne tager afstikkere ud i sindets afkroge. Således fortæller han om sit nye projekt:

"På det seneste har jeg skrevet og skudt de her videoer. Jeg har filmet en stepdansende kvinde, der bor i Louisiana, og som er meget optaget af voodoo. Første gang jeg hørte om hende var, da hendes mand efter sigende forvandlede sig selv til en ged. Så vi fløj ned til Louisiana, og jeg brugte et par måneder på bare at filme hende og hendes ged, der altså skal forestille at være hendes mand."

Der er, ifølge instruktøren, mange teorier i lokalområdet om, hvad der i virkeligheden skete, men ét er sikkert: Den stepdansende voodoo-udøvende kvinde er langt fra fremmed for Korines filmiske univers.

"Min far har altid villet være stepdanser, men han lavede i stedet dokumentarfilm. Da jeg var lille, elskede jeg W.C. Fields og The Nicholas Brothers, og jeg havde set dem stepdanse på film. En overgang havde jeg en ide om at forsøge at opfinde en helt ny stil, som jeg kaldte 'fortovs-dans'. Jeg stjal fortovskanter fra byens gader og placerede dem i mine venners haver og dansede derefter på dem. Men filmbranchen spændte ben for mig," siger han på sin egen ironiske facon.

Mistakeism
Den 35-årige Harmony Korine er opvokset i Nashville, og som teenager bosatte han sig i New York City hos sin bedstemor. Tiden i storbyen gav ham kendskab til det unge skatermiljø centreret omkring Washington Square Park, som skildres autentisk i filmen Kids. Her dyrkede han på samme tid sin interesse for film og de europæiske auteurs som Jean-Luc Godard og Rainer Werner Fassbinder.

Korines egne excentriske film, der foregår i dysfunktionelle white trash-miljøer, har deres styrke i stilen og karaktererne. De følger langt fra traditionelle retningslinier for, hvordan man bør fortælle en historie.

"Jeg synes selv, at alle mine film har et vist narrativt drive, en kraft, der trækker dem fremad, men de minder nok mere om en collage. Jeg plejede at kalde det 'mistakeism'. Jeg forsøger ikke at få det hele til at give mening, men at dokumentere eksplosioner og handlinger. Og jeg har altid syntes, at ufuldkomne film er mere interessante end værker, der er nydelige og perfekte."

Intuition
"Ufuldkommen," kan man roligt kalde Korines debutfilm Gummo. Rammehistorien om en orkans ødelæggende passage gennem byen Xenia, Ohio, fylder lige så lidt som den ikke-eksisterende narrative tråd gennem filmen. I filmens brogede persongalleri følger vi særligt drengene Solomon og Tummler, der tjener lidt håndører på at dræbe kvarterets vilde katte, som de sælger til den lokale kinesiske restaurant. Ellers turer de tilfældigt rundt på deres bmx'er, besøger en prostitueret pige med Down-syndrom og sniffer lim i lange baner.

Men trods filmens harske realiteter er tonen ikke moraliserende. Korine har en særlig evne til at skildre sin generation og disse utiltalende miljøer med indlevelse, loyalitet og skønhed, måske fordi han netop kender miljøerne indefra og ofte benytter familie, venner og autentiske amatørskuespiller, der er taget lige ud af den virkelighed, de portrætterer.

"Jeg nyder at arbejde med familie og venner. Jeg forsøger at gøre mine film en anelse lyriske, og vi improviserer på en musikalsk måde. Jeg tager udgangspunkt i en følelse, en stemning og en intuition, og det samme gælder for valget at skuespillere. Jeg ved ikke ... hvordan vælger man det menneske, man vil elske med?"

Grimhedens æstetik
I Julien Donkey-Boy oplever vi verden gennem den skizofrene Juliens forskruede syn. Han omgives af sine to søskende og faren, der hver især dyrker deres særegne interesser inden for hjemmets ramme. Filmens fragmentariske fortælleform akkompagneres af en overvældende sans for det visuelles musikalitet, der bringer skønheden frem i selv den grelleste virkelighed.

"Jeg har altid været interesseret i tanken om at æstetisere de grimme ting og det, som folk almindeligvis betragter som rædselsvækkende. Det har altid været en drøm at gøre tingene mere forvirrende, forstår du. At udtrykke mangeartede ideer og følelser på én gang. Sådan betragter jeg også livet. Jeg føler aldrig, at hverdagen har en begyndelse, midte og slutning. Virkeligheden eksisterer bare. Derfor er de film, jeg laver, mere end et plot. Jeg forsøger at udtrykke en følelse eller en stemning; noget der løber igennem os."

Som den sjette officielle dogmefilm er Julien Donkey-Boy måske det værk, der tydeligst brød med dogme-manifestets regel om at lægge enhver sans for god smag og æstetiske overvejelser fra sig. Gennem en bevidst blanding af filmtekniske formater som 35mm, Super 8mm, digital film og stillbilleder skaber instruktøren et utraditionelt visuelt flow af farver og indtryk, der destillerer grimheden og den underliggende ondskab, så en vis form for skønhed står tilbage.

Herzog på rollelisten
Man kan trække mange tråde fra Harmony Korines film til filmhistoriens auteurs, men særligt til Werner Herzog, der på identisk vis indoptager selv de grimmeste og dekadente elementer i vores omgivelser. Korine er erklæret fan, og i Julien Donkey-Boy castede han Herzog i rollen som en tyrannisk far til tre forstyrrede unge mennesker, ligesom Herzog også kan opleves i Korines seneste film som idealistisk prædikant:

"Faktisk havde jeg skrevet en anden rolle til Herzog i Mister Lonely. Oprindelig ville jeg have ham til at spille Abraham Lincoln, men han sagde, at han ikke kunne spille Abraham Lincoln, for han ønskede at spille en løgner! Så vi castede ham som præsten, hvilket jeg synes giver mening med hans personlighed. Werner er en lykkelig, drømmende tyran og altid så fuld af håb, den satan!"

De to instruktører fra to forskellige generationer deler en særlig følsomhed over for det skæve i livet og for "freaksne" uden at forfalde til exploitation.

"Men jeg laver ikke dokumentarfilm, jeg har aldrig haft hverken tålmodighed eller lysten til at fortælle nogen form for sandhed eller verité," understreger Harmony Korine. "Jeg forsøger at lytte mig til en poesi, jeg ved det ikke, jeg har bare lyst til at undergrave sandheden og manipulere den. Det er ligesom en diskret science fiction."

Guldfisk i Peru
I tiden mellem Julien Donkey-Boy og den seneste film Mister Lonely er der gået næsten et årti, hvor Korine arbejdede på sideprojekter til musikvideoer for Sonic Youth og en tv-dokumentar om magikeren David Blaine. Dertil udkom Larry Clarks Ken Park i 2002, men Korines manuskript var dog skrevet flere år tilbage. Korines egen spillefilmproduktion var sat på hold, og problemer med stofmisbrug og generel desillusion dominerede hans liv i en række år. Korine beskriver selv den kunstnerisk inaktive periode som en lang vandring ud i ødemarken:

"Under den forrige film, jeg instruerede, gennemgik jeg en svær periode i livet. Jeg begyndte at drømme om at leve et liv uden for filmen - et helt almindeligt liv. Jeg forsøgte mig som livredder og begyndte at bygge huse, men jeg var elendig til det. Til sidst begyndte jeg at hænge ud med en flok fiskere fra Peru, og jeg tilbragte seks måneder med dem i jagten på en særlig guldfisk. Det var omkring sommeren 2002. Men på det tidspunkt skete der noget, og jeg begyndte at diskutere med fiskerne, der sagde, at jeg ikke havde nogen tro i livet. Det kunne jeg kun give dem ret i, og jeg følte, at det var på tide at vende tilbage og begynde at tænke på at lave film igen. Jeg flyttede tilbage til Nashville, Tennessee, og jeg gik i gang med at skrive ideer ned til det, der senere skulle blive Mister Lonely."

Beroligende styrke
Mister Lonely blev vist i kategorien Un Certain Regard i Cannes 2007. Filmen kører fremad i to parallelle handlingsforløb, der sjældent berører hinanden, men som dog danner symbolske forbindelser. Det ene forløb omhandler en gruppe mennesker, der deler en længsel efter stjernerne. De lever alle som dedikerede impersonators i rollerne som deres respektive yndlingsidoler. I et kollektiv i det skotske højland finder de kortvarigt et frirum, hvor de kan dele og udleve deres drømme, henholdsvis som Michael Jackson, Marilyn Monroe, Charlie Chaplin, Shirley Temple, Abraham Lincoln osv. I en anden verden agerer nonner klædt i blåt ulandshjælpere, mere eller mindre kyndigt dikteret af en præst spillet af Herzog. Nonnerne kaster sig ud fra et nødhjælpsfly uden anden faldskærm end deres tro, der på mirakuløs vis redder dem fra afgrunden.

På spørgsmålet, om Mister Lonely er et skridt i retning af en mere traditionel historiefortælling, forklarer instruktøren.

"Ja, jeg synes, man kan argumentere for, at filmen er mere stringent end de andre film. Men de udtrykker alle på hver sin vis min mentale tilstand, imens jeg lavede dem. Med denne film følte jeg, at den behøvede en beroligende styrke. Der er noget mere roligt over den, og jeg syntes ikke, det var nødvendigt at dekonstruere den eller gøre den nær så brutal."

De smukke billeder i Mister Lonely akkompagneres af et gribende soundtrack (blandt andre Jason Spaceman, The Sun City Girls og A Silver Mt. Zion.) Billedsiden har dansk-polske Marcel Zyskind stået for, en fotograf, som Korine ikke har arbejdet med for sidste gang.

"Med hensyn til Marcel havde jeg set nogle af de ting, han havde lavet for Michael Winterbottom, og det tiltrak mig, at han er så ung og har en virkelig god energi. Desuden har jeg altid haft en dansk forbindelse, og jeg vender gang på gang tilbage til jer."

Fredag den 7. marts introducerer Marcel Zyskind Mister Lonely i Cinemateket klokken 19.