Mellemtrin (4. - 6. klasse)
Undervisning
10. sep. 2003 | 08:00

Harry Potter og de vises sten

Foto | Peter Mountain
De tre venner, Ron, Hermione og Harry, står overfor utallige udfordringer i Harry Potter og de vises sten.

Den 11-årige Harrys oplevelser på Hogwarts skole for troldmandsskab er kommet på film. Filmatiseringen af den første bog i J.K. Rowlings serie er velegnet til undervisning i fagene dansk og engelsk, ligesom den er oplagt i et temaforløb om eventyr.

Af Nicolai Westrup Gleie / Ekko #14

Da den fjerde bog i J.K. Rowlings serie om troldmandslærlingen Harry Potter, Harry Potter og flammernes pokal, udkom i juli 2001, blev den alene på udgivelsesdagen købt af mere end 330.000 mennesker. Et svimlende tal, men ikke overraskende eftersom de første tre bøger tilsammen foreløbigt er blevet solgt i 35 millioner eksemplarer! En af forklaringerne på den enorme popularitet og fascination er, at man som læser drages ind i en helt fantastisk verden, hvor fysikkens love kan manipuleres. Denne verden er så enestående, at børn og voksne møder den på lige vilkår, og det er her bøgernes styrke som børnelitteratur ligger. I modsætning til den hverdag vi kender, hvor de voksne dominerer i kraft af deres større indsigt, bliver troldmandsverdenen et ligeværdigt mødested for barn og voksen.

Harry Potter og de vises sten er filmatiseringen af den første bog i serien, og de næste film er allerede på vej. Som man måske kunne forvente, var gensynets glæde stor for bogens læsere og andre nysgerrige, da filmen fik biografpremiere sidste år. Filmen blev et kolossalt hit, indspillede 965 millioner dollars og blev den foreløbigt næstbedst sælgende film nogen sinde – efter Titanic.

I Chris Columbus’ børnefilm får vi den klassiske kamp mellem det gode og det onde i en spændende og fascinerende indpakning. Special effects er benyttet elegant til at skabe et magisk univers, hvor man kan flyve og trylle. Historien om Harry Potter bringer os tilbage til en sagnomspunden tid og tilføjer elementer fra den hverdag, vi alle kender til. Derved skaber den en unik og dragende blanding af nyt og velkendt, der gør, at vi på samme tid føler os ude og hjemme.

Filmen er i sig selv en spændende og selvstændig film, og hvis man har læst bogen, henrykkes man blot yderligere, da filmen til fulde opfylder éns forventninger. Personerne ser ud præcis, som man havde forestillet sig, og størstedelen af scenerne kan man nikke genkendende til. Filmen er velegnet til undervisningsbrug, fordi fænomenet Harry Potter er kendt af de fleste børn, ligesom rigtigt mange kender til bøgerne. Filmen er især oplagt i et forløb om eventyrgenren og dannelseshistorien, hvis elementer er centrale byggesten i både bøgerne og filmen.

Handlingen
I troldmandsverdenen, en parallelverden til vores egen, har den onde, magtsyge troldmand Voldemort slået den spæde Harry Potters forældre ihjel. Han ville have gjort det samme med Harry, hvis ikke hans forbandelse af en eller anden grund blev kastet tilbage og ramte ham selv. Trods sin status som drengen, der besejrede ondskaben, bliver Harry flyttet til vores verden – af troldfolket kaldet mugglerverdenen – for at vokse op hos sin onkel, tante og fætter, uvidende om sit tilhørsforhold til troldmandsverdenen. På sin 11-års fødselsdag opsøges han af en repræsentant fra Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskunst, som tilbyder ham optagelse på skolen.

Filmen handler især om livet på skolen og de venskaber, Harry knytter her. Men midt i idyllen lurer farerne, og Harry og hans to venner må bruge alle deres evner og alt deres mod for at forhindre den onde troldmand Voldemort i at genvinde sin magt.

Et moderne eventyr
Harry Potter og de vises sten er bygget op som et klassisk eventyr, og det er uden tvivl en af grundene til filmens tiltrækningskraft. Vi har til alle tider elsket eventyr, først og fremmest fordi vi elsker den gode historie. Det specielle ved eventyr er dog, at de tager os med ind i en magisk verden og samtidig skaber genkendelighed via en række faste genretræk og konventioner. Vi ved, at heksen er ond og derfor skal besejres; vi ved, at prinsen får prinsessen og det halve kongerige. Også yngre børn ved, at det ender godt, og de skræmmes derfor ikke så let af den ofte uhyggelige eventyrverden.

Historien om Harry Potter er en traditionel Askepot-historie hensat til et højst usædvanligt univers. Som den stakkels pige må Harry gå grueligt meget igennem, før han finder lykken. I eventyr er helten ofte den undertrykte: Den yngste bror i Klods-Hans, steddatteren i Askepot osv. Ligesom Askepot slider og slæber for sine to stedsøstre, må Harry lave mad og hente post for plejefamilien Dursley, mens hans fætter Dudley forkæles i alle ender og kanter.

I et eventyr er der altid et mål, som hovedpersonen stræber efter. F.eks. vil Askepot giftes med den smukke prins, og Harrys primære mål er at forhindre Voldemort i at genvinde sin magt. På sin vej mod målet møder hovedpersonen både hjælpere og modstandere. Askepots hjælper er den gode fe, mens Harrys hjælpere er hans to venner, Ron og Hermione.

Hermione er den belæste regelrytter, hvis tilegnede viden er en uvurderlig hjælp for Harry; hun udvikler sig fra at være et regelfikseret dydsmønster til et selvstændigt individ, men selv om hun slækker lidt på regelrytteriet, er hun stadig gruppens kritiske og moralske pol. Ron er en decideret broder-figur, der giver Harry selvtillid og støtte som dennes første rigtige ven. Han er samtidig den eneste af de tre, som kommer fra et troldmandshjem og derfor kan hjælpe med dagligdags magi (troldmandsslik, uglepost etc.). Harrys modstandere er de snævertsynede og ignorante lærere, der i deres uvidenhed nægter at lytte til hans advarsler og derved tvinger ham til at tage sagen i egen hånd. Derudover er der de onde, som bevidst modarbejder ham.

Hjælpere og modstandere
Der er flere mindre dominante hjælpere og modstandere. Harrys modstykke er den arrogante og intrigante Malfoy, som synes at besidde præcis de modsatte karaktertræk af Harry. Hvor Harry er beskeden, modig, stolt og ærekær, er Malfoy en selvhævdende, kujonagtig sladderhank. Dette forhold illustreres fint i scenen, hvor Harry – under deres første flyvelektion – hopper op på kosten og sætter efter Malfoy, da denne vil gemme Harrys ven Nevilles erindringskugle. Her viser Harry både omsorg (for Neville) og et stort mod ved frygtløst at kaster sig op på kosten, skønt han aldrig har prøvet det før.

Malfoy optræder dog ikke kun som modstander til Harry, men også som ufrivillig hjælper. Det er på grund af Malfoy, at Harrys talenter på en flyvende kost opdages, og takket være Malfoy møder Harry Voldemort i den forbudte skov og bliver klar over truslen fra det onde. Filmen spiller altså seeren et puds i forhold til hjælpere og modstandere. Det gælder også professor Snape: Med sin arrogante attitude over for Harry ligner han umiddelbart en klar modstander, men det viser sig til sidst, at han faktisk har optrådt som Harrys hjælper og reddet ham fra at styrte under Quidditch-kampen. Og professor Quirrel, der tilsyneladende har optrådt som Harrys hjælper, viser sig til gengæld at være Voldemorts forlængede arm.

Det er netop denne leg med hjælpere og modstander, der vildleder i forhold til eventyrgenren, hvor den gode fe altid er god og den onde fe altid ond. I Harry Potter og de vises sten skabes overraskelsesmomentet i flere tilfælde ved, at hjælpere viser sig at være modstandere og modstandere fungerer, frivilligt eller ufrivilligt, som hjælpere.

Søgen efter et hjem
Harry Potter og de vises sten adskiller sig også fra eventyrgenren, idet hovedpersonen i denne historie – i modsætning til det klassiske eventyr – gennemgår en udvikling. Ud over at være en rund karakter, der rummer flere karaktertræk end i vanlige eventyr, er Harry også en dynamisk karakter. Ved afslutningen på den første historie om ham har vores unge helt udviklet sig, opdaget nye evner, fået selvtillid, fundet den accept han har søgt efter, og fundet et ståsted i tilværelsen. Han skal dog tilbage til plejefamilien for at tilbringe sommerferien, inden han kan vende tilbage til Hogwarts til andet skoleår. Og kigger man fremad på de ventede filmatiseringer af de resterende pragtfulde bøger, vil man komme til at se Harry flytte sig længere og længere væk fra vores verden og indse, at familien Dursley aldrig var hans sande hjem. Det er netop en søgen efter et hjem, et ståsted og en identitet, der venter forude.

Fra en svunden tid
Et af de besnærende elementer i filmen er, at den opererer med to parallelle virkeligheder: Mugglerverdenen og troldmandsverdenen. Den anvendte scenografi i mugglerverdenen, hvor filmen starter, har ikonografien fra den moderne verden – bil, komfur, og rækkehus. Men da troldmandsverdenen sender bud til Harry, er det i form af sirlige breve med rødt segl skrevet med gammeldags snørklede bogstaver. Brevene er som en invasion fra en gammel verden og trods onklens ihærdige forsøg, er han ikke i stand til holde dem ude.

Eventyr udspiller sig i tidløse og geografisk ikke-eksisterende verdener. Det samme gør sig gældende i Harry Potter og de vises sten. De færreste uden for troldmandsverdenen kender til dens eksistens, og Hogwarts’ beliggenhed er uvis. For at komme til troldmandsverdenen skal man gå igennem en af de mange skjulte portaler, eksempelvis perron 9 3/4 på Kings Cross Station eller muren ind til Diagonalstræde, hvor troldfolket handler. Både perron 9 3/4 og Diagonalstræde er som taget ud af en Dickens-roman med smalle, brostensbelagte gader, der vrimler med folk i gammeldags klæder. Toget, der bringer Harry til Hogwarts, er selvfølgelig et gammeldags damptog. På Hogwarts skiftes det victorianske miljø ud med en middelalderborg, oplyst af levende lys og møbleret med massive træborde. Vi befinder os nu i et miljø, hvor tiden altid synes at have stået stille, og det er sådan et miljø, de fleste eventyr udspiller sig i.

Den magiske hverdag
Filmens natlige åbningsscene viser det typiske forstadskvarter Ligustervænget, hvor familien Dursley bor. Den velkendte forstadsidyl forstyrres dog på magisk vis. En gammel troldmand slukker alle gadelamper på den øde vej, en kat forvandler sig til en heks, og en kæmpe ankommer på en flyvende motorcykel. Magien trænger ind over grænsen til mugglerverdenen og fungerer som historiens anslag, idet den vækker vores nysgerrighed og antyder den sammenblanding af det velkendte og det fantastiske, der venter forude.

Da Harry ankommer til Hogwarts, er han på sin vis vores repræsentant i denne ukendte og magiske verden. Han ser alting for første gang og forbløffes lige så meget som os. Det interessante ved magien i filmen er, at dens tilstedeværelse er aldeles naturlig og hverdagsagtig. Personerne på malerierne i de store gange bevæger sig og taler til eleverne, uden at nogen tager synderlig notits af det. Gildesalen er oplyst af flyvende stearinlys, og ved et trylleslag dukker maden op ud af den blå luft. Elevernes skolegang består i, at de skal lære at forvandle ting og lære at flyve.

Men selv om magien er fantastisk, er den alligevel en hverdagsting. Selv de mest forbløffende trylleformularer er pensum og hjemmearbejde, præcis som var det matematik eller kemi. Det er hårdt skolearbejde med timer at følge og eksaminer at bekymre sig om. På den måde skabes grundlaget for en identifikation – almindelige skolebørn kender jo kun dette alt for godt. Den sammenblanding, der bliver antydet i åbningsscenen, sker således også i hverdagen på Hogwarts, hvor det forunderlige blandes med det ordinære, og vi ser disse meget anderledes personer blive venner og uvenner, opleve irritation, jalousi og håb og have samtaler, som kunne forekomme alle andre steder. Som en sidste finurlighed gengives sammenblandingen også i titlen Harry Potter og de vises sten. Harry Pottemager – det ordinære, umystiske og pære-engelske navn side om side med den sagnomspundne, magiske sten fra alkymien.



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.

Kommentarer

Et moderne eventyr

I undervisningen kan man tage udgangspunkt i eventyrgenren. Få eleverne til at sammenligne historien om Harry Potter med et eventyr. Hvilke ligheder er der f.eks. mellem Harrys situation og Askepots? Skriv de vigtigste punkter i handlingen op på tavlen og lad eleverne diskutere, hvordan Harry Potter og de vises sten passer ind i eventyrgenren. Hvem er hovedpersonen, og hvad er hans mål? Få eleverne til at opdele filmens personer i hjælpere og modstandere og giv en karakteristik af disse. Hvordan bliver vi snydt i forhold til hvem, der er hjælpere og modstandere? Hvorfor har vi nemmere ved at tro, at det er Snape, der er skurken? Hvordan viser det sig, at det i virkeligheden er Quirrel?

Hjælpere og modstandere

Det er oplagt at foretage en mere detaljeret karakteristik af Harry. Her kan man diskutere, hvilke egenskaber Harry har. Man kan belyse disse ved at sammenligne ham med Malfoy, der i de fleste tilfælde besidder de stik modsatte egenskaber. Se historien som en dannelsesrejse og få eleverne til at beskrive den udvikling, der sker med ham. Hvordan har Harry det? Sammenlign Harrys liv hos familien Dursley og hans liv på Hogwarts. Hvor hører han mest hjemme og hvorfor?

Fra en svunden tid

Få eleverne til at beskrive de tre miljøer, filmen foregår i: Den moderne verden, det victorianske Dickens-miljø og middelalder-miljøet på Hogwarts. Hvordan kan man se, at mugglerne bor i en moderne verden og troldmændene i en gammeldags? Er det tydeligt, at vi bliver taget tilbage i tiden – scenografisk set? Gør det noget for vores opfattelse af filmen som et eventyr? Vis velkomst-scenen i Hogwarts’ storsal og få eleverne til at beskrive, hvad der er blevet gjort for at skabe et magisk miljø.

Den magiske hverdag

Tag udgangspunkt i åbningsscenen. Lad eleverne beskrive, hvordan magien invaderer mugglerverdenen. Lad derefter eleverne finde elementer, hvor deres egen hverdag ligner Harrys hverdag på Hogwarts. Hvilke forskelle og ligheder er der mellem vores verden og troldmandsverdenen? Man kan også arbejde kreativt med Harry Potter-universet. Få de yngre elever til at tegne deres yndlingsscene og bed dem tænke over, hvorfor netop denne scene er den mest fascinerende. Eleverne kan også selv opfinde magiske elementer til universet, f.eks. troldmandsslik og bogtitler til det magiske bibliotek på Hogwarts. Lad eventuelt eleverne finde på specielle dyr til faget Magiske Dyrs Pasning og Pleje. Få dem til at lave beskrivelser af dyrene, komplette med udseende, evner og måden, man passer dem på. For de ældre elever kan den kreative udfordring være at skrive et referat af filmen som et eventyr – ”Der var engang en dreng, der hed Harry...”

Harry Potter og de vises sten

USA 2001

Instruktion:
Chris Columbus

Længde:
140 min.

Distribution:
Filmen indgår i Undervisningsministeriets filmpakke nr. 7

© Filmmagasinet Ekko