Nekrolog
04. aug. 2017 | 09:25

Harry Potter-skuespilleren Robert Hardy er død

Foto | Murray Close
Robert Hardy er især kendt for sin rolle som Cornelius Fudge fra Harry Potter-universet. Her ses han i Harry Potter og flammernes pokal fra 2005.

Den britiske karakterskuespiller Robert Hardy blev 91 år. Bedst huskes han for sin rolle i Harry Potter og BBC-serien Folk og fæ.

Af Frida Marquard

Robert Hardy kender de yngre nok bedst som Cornelius Fudge, Ministeren for Magi, i fire Harry Potter-film. Den ældre generation husker ham som den excentriske dyrlæge Siegfried i landsbyserien Folk og fæ fra 1978.

Gennem sin 70 år lange karriere har den britiske karakterskuespiller Robert Hardy optrådt i et hav af roller på film, teatret, og tv.

Han blev 91 år gammel.

“Barsk, elegant, med et glimt i øjet og altid værdig hyldes han af alle, der kendte og elskede ham, og alle, der nød hans arbejde,” udtaler hans børn Emma, Justine og Paul om dødsfaldet ifølge BBC.

“Vores far huskes også som en omhyggelig lingvist, en dygtig kunstner, en musikelsker og en forkæmper for litteraturen, desuden som en højt respekteret historiker og en førende specialist inden for langbueskydning.”

Shakespeare og Churchill
Robert Hardy startede sin karriere på teatret Shakespeare Memorial Theatre in Stratford-upon-Avon i 1949 og spillede med i en lang række Shakespeare-opsætninger op igennem 50erne.

Springet til filmen tog han i 1958 med Kampen under Stillehavet. Men det endelige gennembrud kom med rollen i Folk og fæ, der blev en stor succes i hans hjemland.

Robert Hardys travle karriere har primært budt på roller på det britiske lærred, blandt andet i Spionen der kom ind fra kulden (1965) og Fornuft og følelse (1995).

Kendt er han også for sine mange portrætteringer af den britiske premierminister Winston Churchill, første gang i 1981 i Winston Churchill: The Wilderness Years. Det var også som Churchill, at Robert Hardy spillede sin sidste rolle på film i 2015 med Churchill: 100 Days That Saved Britain.

Robert Hardy i Harry Potter og Fønixordenen

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko