Nyhed
13. juli 2011 | 23:05

Harry Potters årti slutter

Hvad du bør vide om Harry Potter, før det er for sent.
Af Helene Withington

”Det slutter her.”

I hvert fald hvis man skal tro de mange plakater, som pryder bybilledet. Harry Potter og dødsregalierne – del 2 har i dag premiere landet over, og med filmen slutter serien på i alt otte film.

Den populære bogserie, der blev filmatiseret, har haft så stor en fanskare, at mange i dag taler om en reel Harry Potter-generation.

Det havde forfatteren Joanne K. Rowling næppe forudset, da hun som fattig alenemor sendte sit første manuskript til forskellige forlag.

Et lille forlag ved navn Bloomsbury valgte at udgive Harry Potter og de vises sten. Forlaget er siden blevet et stort, internationalt firma – alene på grund af den lille troldmand.

Skole for magi
Harry Potter startede med at være en lille, bebrillet forældreløs, som boede under trappen hos sin onde tante og onkel.

Men på sin elleve års fødselsdag finder han ud af, at han er troldmand og bliver tilbudt en plads på Hogwarts skole for magi. På skolen møder han den nørdede Hermione og den kluntede Ron, som han hurtigt bliver gode venner med.

I selskab med dem følger vi Harry gennem syv års skolegang, mens han finder ud af sine forældres sande skæbne og hans status som den udvalgte til at redde trolddomsverdenen fra den onde Lord Voldemort.

Fra børn til voksne
Den første film, Harry Potter og de vises sten, havde premiere i slutningen af 2001.

Nummer to i rækken kom året efter og blev filmet kontinuerligt med den første. Filmene var instrueret af Chris Columbus, som ikke havde energien til at gå videre med nummer tre.

Hvor de to første film var rettet specifikt mod de elleve-tolvårige, havde producer David Heyman friere hænder til den tredje film, Harry Potter og fangen fra Azkaban.

Modigt valgte han Alfonso Cuarón som instruktør. Cuarón, der havde lavet det erotiske ungdomsdrama … Og din mor! og produceret Pans labyrint, rettede treeren mod et mere voksent publikum og gav den dystre undertoner – en stil, som er gået igen i alle de senere film.

Dumbledore skifter karakter
Tredje film er den af de otte film, som byder på flest forandringer. Cuarón valgte til eksempel at ændre Hogwarts layout og tryllestavenes udseende.

Hogwarts udseende var oprindelig udtænkt af produktionsdesigner Stuart Craig, der tog forfatteren Joanne K. Rowling med på råd. Hun tegnede et fuldstændigt kort på et stykke A4-papir, og kortet er siden blevet brugt som reference i alle filmene.

En anden markant forskel er skolens forstander, Albus Dumbledore. Richard Harris’ havde, trods et dårligt helbred, spillet rollen i de to første film, og efter hans død blev rollen overtaget af Michael Gambon.

Gambon gjorde forstanderen mere fandenivoldsk og impulsiv, hvilket mange fans havde svært ved at acceptere.

Længere og længere bøger
Som bogserien skred frem, blev bøgerne næsten konstant længere. Det samme skete ikke med filmene, som gennem tiden har måttet skære flere og flere pointer fra.

Dog opgav manuskriptforfatter Steve Kloves at koge den sidste bog, Harry Potter og dødsregalierne, ned til kun én film. Derfor er den delt op i to film, som er optaget i forlængelse af hinanden.

Det var meningen, at begge film skulle være lavet til 3D, men et par måneder før premieren måtte selskabet erkende, at man ikke kunne nå at lave første del i 3D. Derfor er del to den eneste film i serien, der kan ses i 3D.

Successen fortsætter
I dag anslår man, at Joanne K. Rowling tjener en million pund hver tredje dag, og Harry Potter-franchiset anslås at have en værdi af 9,3 billioner pund.

I Orlando, Florida, blev der sidste år åbnet The Wizarding World of Harry Potter – en temapark med tro kopier af filmenes kulisser og rig mulighed for at købe tryllestave, heksehatte og meget andet.

Det unikke ved serien er, at den består af hele otte film. Aldrig tidligere har man set en serie med en kontinuerlig historie igennem alle filmene. Samtidig har de enkelte film også fungeret godt som selvstændige fortællinger.

Næsten som en film
En anden unik ting for serien er, at castet stort set har været intakt fra start til slut.

Der har flere gange været tale om, at Emma Watson, som spiller Hermione, ikke ville lave de sidste film på grund af hendes universitets studier, men det er altid kun blevet ved snakken. Derfor har publikum kunnet følge de tre hovedkarakterer fra de var små børn til voksne mennesker.

Flere andre film har prøvet at gøre Harry Potter kunsten efter, heriblandt Narnia -filmene og Det gyldne kompas, men ingen har haft så stor succes som Harry Potter.

Da The Guardian i 1997 skrev om den enlige mor, som havde solgt sin første bog, konstaterede avisen, at ”det lyder næsten som en film”. Og det kan man jo kun give dem ret i.

Harry Potter og dødsregalierne – del 2 har premiere i dag.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko