Harry Potters forvandling
Han har smidt de runde briller.
Daniel Radcliffe er nemlig ikke længere synonym med Harry Potter. I hvert fald ikke ifølge ham selv.
”Mit skuespil var meget ensporet, og jeg kan nu se, at jeg var for selvtilfreds, og at det, som jeg forsøgte at gøre, ikke virkede,” forklarede han for nogle år siden til avisen Mail on Sunday om sit spil i Harry Potter-filmene.
Et ganske ærligt citat fra en mand i Radcliffes position på dette tidspunkt. Den knap så positive snak gik nemlig lystigt i filmbranchen.
Var Daniel Radcliffe reelt set smeltet så meget sammen med sin gennembrudsrolle som trolddomsknægten Harry, at han ikke kunne spille andet? Var skuespilkarrieren simpelthen ved at ebbe ud, inden den for alvor var kommet i gang?
Svaret er, at Harry Potter nu er fortid for den i dag 27-årige Daniel Radcliffe. Og troldmandskappen er røget til fordel for anmelderroste roller som eksempelvis beatdigter, nazist og død mand.
Eventyrnørdernes forbillede
Allerede som tiårig debuterede Radcliffe i miniserien David Copperfield, hvor han spiller den unge udgave af titelfiguren.
Egentlig var der ikke mange, som lagde mærke til den unge mands præstation, og genser man ham som ungdommelig Copperfield, er det da heller ikke, fordi man bliver blæst bagover.
Men producenterne af de kommende Harry Potter-film så potentialet, og det var lige præcis, hvad der skulle til. Daniel Radcliffe blev fra 2001 til 2005 kanoniseret som alle eventyrnørders store forbillede, når han brugte sine magiske kræfter som troldmandslærling.
Berømmelsen, der ramte Radcliffe, var massiv.
”Mange af disse mennesker stod jo i kø i atten timer,” forklarede han om én af verdenspremiererne på Potter-filmserien. ”Jeg tror ikke, at jeg selv ville stå i kø så længe. Ikke engang, hvis det var en kø til et organ, jeg havde brug for.”
Allerede tidligt viste Radcliffe altså, at der var lidt tør, britisk humor inde bag facaden, og overordnet set må man bare konstatere, at Harry Potter-skuespillerne virkelig har vist sig at være en flok kernesunde, engelske unger, som har tacklet den store berømmelse forbilledligt.
Eksempelvis har Emma Watson lavet mindre og interessante indiefilm sideløbende med et massivt fokus på godgørende arbejde, og det samme gælder i det store hele for Rupert Grint. Daniel Radcliffe har derimod forsøgt sig i mange filmgenrer, men fælles for alle hans roller er, at han ikke lader til at være bange for at fejle.
Vil skabe sin egen skæbne
Det er selvfølgelig også nemmere at tage en chance, når man høstede tocifrede millionbeløb for hver eneste film, man lavede i sine teenageår, men alligevel er der nu noget modigt over Radcliffes rollevalg.
For det var ikke meget andet end Harry Potter, som Radcliffe deltog i, inden serien var endelig færdig i 2011. Egentlig var det nærmest kun den australske December Boys, hvor han spiller det ældste af fire børnehjemsbørn, der tumler med at få opmærksomhed. Men ligesom filmens andre skuespillere tumlede Daniel Radcliffe med at få spillet til at fungere.
Efter den velafsluttede Harry Potter-serie takkede den nu forhenværende troldmandsunge så ja til at spille med i den gotiske gyser The Woman in Black (2012). Nogen stor succes var den ikke – faktisk tværtimod – og i den samlede internationale anmelderskare var man enige: Selv om Daniel Radcliffe ikke havde kuglerunde briller på længere, mindede han stadig for meget om Harry Potter.
Da flere også genkendte ham som Harry Potter-stemmen i animationsserien Robot Chicken, gik Radcliffe i tænkeboks.
I flere interviews med førende amerikanske filmtidsskrifter trådte han efterfølgende frem og forklarede, at han var træt af at blive beskrevet som Harry Potter. Her henviste han ofte til noget, han havde sagt i 2006 i et interview med den engelske avis The Guardian:
”Jeg ville hade at blive beskyldt for at været kommet gennem livet på grund af held – jeg tror på, at man skal skabe sin egen skæbne.”
Overrasker som Ginsberg
Det er netop det,Daniel Radcliffe har gjort de seneste år.
Allerede i 2013 bragede han pludselig igennem med nuanceret og overraskende smertefuldt skuespil i Kill Your Darlings. Her spiller han beatpoeten Allen Ginsberg, og de fleste havde egentlig forventet, at han ville falde fuldstændigt igennem i en såkaldt karakterrolle.
Især fordi Ginsberg-figuren var blevet tilbudt til mange andre inden Radcliffe, der alle havde takket nej, eftersom James Franco havde spillet Ginsberg i Howl i 2010 – til stående ovationer og storladne anmeldelser.
Men Daniel Radcliffe er en chancerytter, og han sprang ned i fortællingen fra 1944, hvor et mord bringer forfatterne Carr, Ginsberg, Kerouac og Burroughs sammen. Stortalentet Dane DeHaan agerer Lucien Carr, mens Jack Huston er Jack Kerouac, og Ben Foster er William S. Burroughs.
Denne spirende stjernekombination regnede ingen med, at lille, søde Harry Potter-Daniel ville passe ind i. Men det gjorde han.
Radcliffe blev et decideret samtale-hit på Sundance Film Festival, fordi han med tykstellede beat-briller portrætterer Ginsberg med den nerve og vrede, som digteren vitterligt besad. Daniel Radcliffe er i filmen vild og voldsom på en ret jazzet måde, og han har ligesom Ginsberg både et troværdigt og lemfældigt forhold til alkohol, sandhed og sin seksuelle observans.
Ginsberg-rollen var en kæmpechance at tage for en ung mand, som indtil da mest blev betragtet som en knægt i kostume. Nu var han pludselig en skuespiller, man virkelig skulle lægge mærke til. Og det har man så gjort lige siden.
Næsten Monty Python’sk
På den måde kunne historien om en stjerne in spe være sluttet. Lige dér, hvor en mand i midten af tyverne finder sin plads i skuespilverden og malker en pludselig succes.
Men det er ikke historien om Daniel Radcliffe. Tværtimod. For i stedet medvirkede skuespilleren allerede samme år med i den småflirtende og usikre komedie What if, hvor han giver den som et ungt curlingbarn, der er blevet voksen uden at opdage det, indtil han forelsker sig.
Derfra gik Radcliffe så mere radikalt til værks.
Kill Your Darlings og What if åbnede nemlig op for, at han kunne gå begge veje med sit skuespil. Han kunne være gal og poetisk – eller sød og underlig.
Alt det har han formået at kombinere. Han har taget tykt pis på sig selv og sin status. Især som den engelsk-accent-ramte hundelufter i Amy Schumers grovkornede Trainwreck. Ligesom han kort medvirker i Netflix-animationsserien BoJack Horseman – en noget større og sjovere succes end stemmen fra Robot Chicken.
Det helt særlige ved Radcliffes nye ”jeg” som skuespiller er hans måde at dosere det humoristiske og det alvorlige på. Han er urkomisk – ja, næsten Monty Python’sk – i serien A Young Doctors Notebook, hvor han spiller over for Jon Hamm fra Mad Men. Og han er i konstant skiftende humør i tv-filmen The Gamechangers, hvor han agerer manden bag successpillet Grand Theft Auto.
Lig og skaldet nazist
Daniel Radcliffe er kort sagt begyndt at spille på et langt større følelsesregister.
Derfor er det heller ikke længere nogen overraskelse, når der bliver delt roser ud til skuespilleren. Det blev der især, da Swiss Army Man, som for nyligt blev vist på Cph Pix.
Her spiller Radcliffe en fisende død mand, der stille og roligt redder en selvmordstruet særling. Lyder det morbidt? Tja, i hvert fald ikke ligefrem en rolle, der lå lige til højrebenet for Harry Potter for blot nogle få år siden.
Og Radcliffes samspil med Paul Dano funkler i al sin ligbleghed i Swiss Army Man, der er magisk, underlig og levende død. Og det endegyldige skridt væk fra Potter-rollen har han taget i Imperium, hvor spiller han en FBI-agent, der går undercover som skaldet nazist.
Harry Potter har smidt både briller og hår og er vokset ud af sit tøj. Og Daniel Radcliffe er blevet voksen.
Trailer: Swiss Army Man
Daniel Jacob Radcliffe
Født 1989 i London.
Brød igennem som tolvårig i Potter og de vises sten (2001).
Har spillet med i otte Harry Potter-film til dato.
Er den yngste ikke-royale, der har fået et portrætmaleri i det sagnomspundne National Portrait Gallery i London.
Beder fans donere penge til velgørende formål i stedet for at sende ham fødselsdagsgaver.
Udvalgte film
Swiss Army Man
2016
Trainwreck
2015
Kill Your Darlings
2013
Harry Potter og dødsregalierne – del 2
2011
Harry Potter og halvblodsprinsen
2009
Harry Potter og Fønixordenen
2007
Harry Potter og fangen fra Azkaban
2004
Harry Potter og de vises sten
2001
Tv-serier
BoJack Horsenman
2015
Simpsons
2010 / 14
A Young Doctor's Notebook
2012-13
Robot Chicken
2012
Extras
2006
David Copperfield
1999
Kommentarer