Harvey Weinstein smittet med coronavirus
En måneds tid er gået, siden filmproducenten Harvey Weinstein af en jury i New York blev dømt skyldig i voldtægt og seksuelt overgreb.
Senere blev dommen udmålt til 23 års fængsel.
På vej til fængslet måtte ambulancen køre forbi hospitalet, da Weinstein klagede over brystsmerter.
Nu er producenten blevet testet positiv for smitte med coronavirus, skriver flere internationale medier med henvisning til en artikel i den lokale avis Niagara Gazette.
Det lille medie citerer anonyme medarbejdere i det amerikanske fængselsvæsen for, at Harvey Weinstein er blevet ramt af virussen, der lige nu har store konsekvenser for hele verden.
Bekymret for helbred
Det er dog ikke officielt blevet bekræftet, at Harvey Weinstein er smittet.
Direktøren for fængselsvæsnet i New York, Michael Powers, har udtalt til Niagara Gazette, at Weinstein sidder i isolation.
Imens har en unavngiven fængselsbetjent i Wende Correctional Facility, hvor producenten sidder, fortalt nyhedsbureauet Reuters, at to fanger søndag blev testet positiv med coronavirus.
Harvey Weinsteins eget hold af advokater og talspersoner er ikke blevet oplyst om, at producenten skulle være smittet med coronavirus.
”Med tanke på hr. Weinsteins helbred er vi selvfølgelig meget bekymret, hvis det viser sig at være rigtigt, og vi holder et vågent øje med situationen,” siger hans advokat Imran Ansari ifølge britiske BBC.
Kommentarer