Nyhed
25. apr. 2024 | 19:14

Harvey Weinsteins voldtægtsdom ophævet

Foto | David Shankbone

Trods annulleringen af dommen i New York er 72-årige Harvey Weinstein stadig i fængsel, idet han afsoner en straf på seksten år for en voldtægtsdom i Los Angeles.

Domstolen i New York har besluttet, at retssagen med den faldne producent skal gå om.

Af Karoline Balstrøm og Rosemarie Kær Lundgaard

En appeldomstol i New York har torsdag afgjort, at medie-mogulen Harvey Weinsteins fængselsdom skal annulleres.

Den 72-årige Hollywood-producent var ellers idømt 23 års fængsel i staten for blandt andet voldtægt og seksuelle overgreb. Men nu er det besluttet, at retssagen mod ham blev afgjort på et urimeligt grundlag.

Omgørelsen af dommen skyldes vidneudsagn, som ikke var relevante i forhold til retssagen.

De kvinder, der var blevet indkaldt som vidner, anklagede Weinstein for seksuelle overgreb, han efter sigende skulle have begået på et andet tidspunkt.

Ifølge appeldomstolene var deres vidneudsagn med til at få Weinstein dømt, selv om de ikke havde noget at gøre med den konkrete retssag.

Ifølge branchebladet Variety er fire ud af syv dommere nået til enighed om at omstøde dommen.

Dommer Jenny Rivera uddyber hende og resten af appeldomstolens beslutning i et officielt retsdokument.

”Det er misbrug af retslige skøn at tillade uprøvede påstande om intet andet end dårlig opførsel, der ødelægger en tiltaltes karakter, men som ikke kaster lys over deres troværdighed i forhold til de strafferetlige anklager, der er rejst mod dem.”

”Vi bekræfter igen, at ingen person, der er anklaget for ulovlighed, kan dømmes efter bevis for forbrydelser, vedkommende ikke er anklaget for, og kun tjener til at fastslå den anklagedes tilbøjelighed til kriminel adfærd,” skriver dommer Jenny Rivera.

Vidnerne skulle påvise en systematisk seksuel grænseoverskridende adfærd hos Weinstein, men appeldomstolen mente, at de i stedet blev brugt som bevisførelse for påstande, der ikke var bevisliggjort.

Starten på #MeToo
Harvey Weinstein var en nøglefigur i den amerikanske filmindustri som medstifter og direktør for Miramax og senere The Weinstein Company.

Han stod bag prisbelønnede film som Good Will Hunting, Shakespeare in Love og ikke mindst Pulp Fiction, der var med til at forme den moderne filmkultur.

Hans evne til at sikre finansiering og distribution gjorde ham til en magtfaktor, han opdagede og udviklede talenter, og han er – sammen med Gud – den mest takkede figur ved Oscar-showet.

Men i 2017 gik han på rekordtid til at være persona non grata.

Han blev anklager for upassende adfærd og seksuelle overgreb i store, afslørende artikler. Det førte til den verdensomspændende #MeToo-bevægelse, som afslørede omfattende seksuelle krænkelser og forsøgte at rydde op i underholdningsindustrien.

Berømtheder som skuespillerne Ashley Judd og Rose McGowan var blandt dem, der stod frem.

Systematisk udnyttelse
Weinstein blev også ramt af beskyldninger om magtmisbrug og trusler, hvor han angiveligt udnyttede sin position i filmindustrien til at presse kvinder til tavshed eller acceptere hans seksuelle tilnærmelser under trusler om at skade deres karriere.

Netop den systematiske seksuelle udnyttelse og misbrug af kvinder over en lang periode skulle vidnerne i sagen i New York bruges til at berette om. Og det er netop deres udsagn, som nu betyder, at sagen skal gå om.

Trods annulleringen af dommen i New York er Weinsteins navn langt fra renset. Han blev i 2023 dømt til seksten års fængsel i en anden voldtægtsretssag i Los Angeles og sidder stadig i fængsel.

En gruppe af Weinsteins ofre har været hurtigt ude med en reaktion.

”Dagens nyhed er ikke kun nedslående, men også dybt uretfærdig,” siger Silence Breakers, en gruppe af Weinstein-overlevere, ifølge Variety.

”Men denne afgørelse mindsker ikke gyldigheden af vores oplevelser eller vores sandhed. Den er blot et tilbageslag. Manden, der blev fundet skyldig, fortsætter med at afsone sin straf i et fængsel i Californien,” fortsætter gruppen.

”Da overlevere overalt brød deres tavshed i 2017, ændrede verden sig. Vi fortsætter med at være stærke og tale for forandring. Vi vil fortsætte med at kæmpe for retfærdighed for overlevere overalt.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko