The Hateful Eight til Danmark i 70mm
Som vi rapporterede i en tidligere nyhed, har Quentin Tarantino valgt at udsende den længe ventede The Hateful Eight i to forskellige versioner.
Den almindelige digitale version, som får premiere i de danske biografer den 7. januar 2016, og så en speciel 70mm-version.
Hidtil var det uvist, om danske Tarantino-fans ville få muligheden for at opleve den specielle version, men nu er der godt nyt i vente.
Filmens danske distributør, Scanbox Entertainment, har meldt ud, at man i Danmark vil kunne se The Hateful Eight i det format, som Tarantino foretrækker.
Allerede fra den 4. januar 2016 – altså tre dage før den ordinære premiere – vil Imperial lave forevisninger med 70mm-udgaven.
70mm-udgaven byder på længere sekvenser, som Tarantino over for branchebladet Variety har kaldt for ”store, lange, cool og overvældende”, og det giver seks minutter længere spilletid.
Hvilket bringer den i forvejen lange film op på hele tre timer og to minutter.
Imperial kan som den eneste biograf i Danmark – og en af få biografer på verdensplan – fremvise det noget specielle bredformat.
Kommentarer