HBO-hackere slår til igen
I sidste uge kom det frem, at anonyme hackere i juli måned havde angrebet HBO og fået fingre i op mod 1,5 terabytes af serier og manuskripter.
Siden har hackerne over flere omgange lækket information omkring kommende afsnit af blandt andet successerien Game of Thrones.
Ifølge flere amerikanske medier er det seneste offer nu blevet den kommende sæson af Curb Your Enthusiasm, der først får premiere på HBO i USA den 1. oktober og dagen efter på HBO Nordic.
Variety og andre medier skriver, at nye afsnit af Larry Davids komedieserie, der har været på pause siden 2011, er blevet lagt på internettet.
Hackerne har også offentliggjort en video, hvori de forlanger seks måneders løn, svarende til 38 millioner kroner, for at give HBO det lækkede materiale tilbage.
I forsøget på at imødekomme hackernes krav har en HBO-ansat i en mailkorrespondance tilbudt hackerne 250.000 dollars for at bremse udgivelsen af mere materiale. Det svarer til 1,6 millioner danske kroner.
Nægter hackernes spil
Mailkorrespondancen er angiveligt HBO’s første forsøg på at imødekomme hackerne efter videoen, hvor de kom med det økonomiske krav.
HBO har dog givet en offentlig udtalelse til Variety omkring hacker-angrebene.
”Vi kommunikerer ikke med hackerne og vil ikke kommentere hver gang, de udgiver ny information. Hackeren må fortsætte med at udgive stjålen information i forsøget på at få opmærksomhed fra medierne. Det er et spil, vi ikke har tænkt os at deltage i,” skriver HBO i en pressemeddelelse.
Tv-kanalen har ikke umiddelbart lidt seertab på grund af hacker-angrebet. Det kan være grunden til, at de officielt har valgt at ignorere hackernes krav.
Kommentarer