Nyhed
13. feb. 2014 | 12:49

HBO hyrer David Fincher

Foto | Walt Disney Studios Motion Pictures
HBO og Netflix har tidligere kæmpet om veteraninstruktøren David Finchers gunst, men hans næste tv-projekt bliver HBO's Utopia.

House of Cards-instruktøren David Fincher skal for betalingskanalen HBO instruere amerikansk version af den britiske serie Utopia.

Af Freya Bjørnlund

For tre år siden købte Netflix den politiske thriller-serie House of Cards for næsen af HBO.

Dengang mistede den amerikanske betalingskanal ikke bare en højt profileret kvalitetsserie, der ville passe som hånd i handske til deres publikum.

De mistede også chancen for at samarbejde med en af de seneste års mest interessante instruktører, som er rykket fra film til tv.

David Fincher (Fight Club, Se7en, The Social Network) instruerede de to første afsnit af House of Cards, hvis neglebidende suspense har høstet succes hos anmeldere såvel som publikum.

Men nu tager HBO revanche.

Ondskabsfuld tegneserie
Kanalen har hyret David Fincher til at amerikanisere den britiske thriller-serie Utopia, som sidste år havde premiere på Channel 4. Det skriver The Hollywood Reporter.

Dennis Kelly står bag den originale Utopia. Den følger en gruppe venner, som er fan af en kult-tegneserie af den allermest nørdede slags.

En dag støder de på et hidtil ukendt bind to, som viser sig at være meget mere end en tegneserie. Illustrationerne i bogen synes at være grufulde varsler om de værste katastrofer i det 20. århundrede.

Optagelser er i gang
De britiske hovedroller spilles af Fiona O’Shaughnessy, Alexandra Roach og Nathan Stewart-Jarrett. Optagelserne til sæson to er i fuld gang.

Hovedforfatteren på den nye HBO-version bliver en af Finchers tidligere samarbejdspartnere, manuskriptforfatteren Gillian Flynn. Sammen har de lavet mysteriefilmen Gone Girl, som efter planen får dansk premiere til efteråret.

Hvor mange afsnit Utopia får, og hvornår den har premiere, er endnu ikke offentliggjort.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko