Nyhed
27. mar. 2016 | 13:01

HBO stopper Togetherness

Foto | John Johnson
Midt i anden sæson af Togetherness har HBO valgt at meddele, at sæsonen bliver den sidste. Mark og Jay Duplass var ellers i gang med at skrive på en tredje sæson.

Efter bare to sæsoner stopper HBO Jay og Mark Duplass’ serie Togetherness. Brødrene skal dog stadig udvikle nye serier for kanalen.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Når anden sæsons tiende afsnit af Togetherness løber over skærmen i USA i april, bliver det seriens sidste.

HBO, der har produceret og viser serien, har nemlig valgt at aflyse den, mens anden sæson stadig er i gang.

Det er brødreparret Jay og Mark Duplass, der står bag serien sammen med Steve Zissis, og ifølge branchebladet Variety var de allerede ved at udvikle en tredje sæson. De to sidstnævnte spiller i øvrigt selv med i Togetherness.

HBO aflyser angiveligt serien grundet dårlige seertal i USA.

Er man fan af Duplass-brødrenes univers, kan man dog trøste sig med, at de to stadig har kontrakt med seriegiganten og tilsyneladende fortsætter samarbejdet med udviklingen af nye serier.

”Selv om vi har besluttet ikke at fortsætte med en ny sæson af Togetherness, ser vi frem til at fortsætte vores stærke kreative samarbejde med dygtige Jay og Mark Duplass,” fortæller HBO til Variety.

Håbede på nye seere
Togetherness
er en skæv serie om ægteparret Brett (Mark Duplass) og Michelle (Melanie Lynskey) samt hendes søster (Amanda Peet) og hans ven (Steve Zissi), der forsøger at få kærligheden, familien og karrieren til at hænge sammen.

I interview til Variety for nylig fortalte det kreative makkerpar ellers, at HBO ikke pressede dem med seertal, men at de håbede, anden sæson af Togetherness ville finde nye seere.

”Vi er gode katolske skoledrenge, og vi vil gerne glæde vores forældre på HBO,” udtalte de to brødre, hvis animationsserie Animals stadig også kan ses på HBO i øjeblikket.

Med nyheden om aflysningen af serien lader det til, at kanalen dog ikke var helt tilfreds. Ekkos anmelder tog godt imod anden sæson af Togetherness og kvitterede med fire stjerner.

Sæsonens – og dermed seriens – sidste afsnit bliver vist søndag den 10. april i USA og kan ses på HBO Nordic dagen efter.

Trailer: Togetherness – sæson 2

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko