Headhunterne hitter i Danmark
Headhunterne er et hit.
I weekenden købte 32.176 danskere billet og gjorde filmen til den norske film, der har fået den bedste start i Danmark nogensinde.
Headhunterne er en filmatisering af den norske forfatter Jo Nesbøs bog af samme navn. Den norske stjerne Aksel Hennie spiller hovedrollen, men med på rollelisten er også danske Nikolaj Coster-Waldau og Julie Ølgaard.
Opskriften - en bestseller og prominente filmfolk fra hele Skandinavien - er ingen tilfældighed. Det forklarer Jan Lehmann, som er direktør for Nordisk Film Biografdistribution.
”Vores overordnede strategi er at satse på film, der kan gøre sig i hele Skandinavien. Derfor er det et godt udgangspunkt at basere en film på en roman, som er kendt på tværs af landene. Headhunterne har alene i Danmark solgt 60.000 eksemplarer,” fortæller Jan Lehmann.
Coster-Waldaus appel
Nordisk Film har produceret Headhunterne sammen med det norske selskab Friland og svenske Yellow Bird, der også stod bag filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi.
”Vi har fra første dag samarbejdet med produktionsselskaberne fra Norge og Sverige. Og vi har lagt specifikke markedsføringsplaner for de enkelte lande,” forklarer Jan Lehmann.
”For eksempel blev det tidligt i produktionen fastlagt, at vi skulle have et stort dansk navn med for at appellere til det danske publikum. Det blev så Nikolaj Coster-Waldau.”
Nervøsitet før premieren
Selv om Headhunterne har solgt over 400.000 billetter i Norge, så har Nordisk Film ikke taget en succes i Danmark for givet.
”Stieg Larssons Millenium- trilogi var en oplagt succes, fordi bøgerne havde solgt så enormt godt i hele verden. Vi var mere nervøse omkring Headhunterne, men over 30.000 billetter i åbningsweekenden må siges at være flot,” siger Jan Lehmann.
Til næste år venter endnu en nordisk co-production. Nobels Testamente er baseret på svenske Liza Marklunds krimi af samme navn og instrueres af danske Peter Flinth.
Filmen ventes at få premiere i juni 2012.
Kommentarer